Hun plejer sit udseende
Så er der ingen der opdager hendes hemmelighed
Tina var først i 20´erne, da hun røg heroin første gang. Hendes kæreste blev tilbudt en rejse til Thailand, hvor han skulle hente stoffet, og smugle det ind i landet. Det viste sig, at hans løn blev udbetalt i "naturalier".
- Vi troede, at hvis vi røg heroinen i cigaretter, så skete der ikke noget ved det, fortæller Tina. På det tidspunkt havde hun, der er opvokset i et pænt borgerligt miljø, aldrig været i kontakt med stoffer før. - Det var spændende - og så troede vi, at vi var lidt bedre end andre. Jeg var nysgerrig og virkelig naiv!
Men det blev til afhængighed, selv om forbruget var lille. Det blev holdt ved lige på grund af kærestens smuglerrejser til Thailand, der blev betalt med stof. Derfor kunne parret holde sig uden for de kriminelle miljøer og skulle heller ikke have penge op af lommen for at finansiere deres ellers kostbare forbrug.
Tina er en kvinde i 40´erne, der har haft flere kontorjob, siden hun var ganske ung. I dag er hun i gang med en handelsuddannelse, hvor hun bl.a. specialiserer sig inden for edb-området. Hun er snart færdiguddannet og satser på en tilværelse som vikar, tilknyttet et vikarbureau, hvor hun kan bruge sin nye viden om, hvad computere kan bruges til.
Hun bor sammen med Henrik, der også er tidligere narkoman, i en dejlig lejelighed. Begge lever de et velfungerende liv. De nærmeste venner ved, at begge er på metadon. Forældrene ved det. Bekendtskabskredsen ved ingenting. På handelsskolen kender ingen til Tinas problem. Hun har heller aldrig fortalt noget på de arbejdspladser, hun har arbejdet på, og ingen har haft mistanke om, at hun skulle være narkoman.
Det er meget vigtigt for Tina, at ingen kender til hendes hemmelighed. Hun tager halvdelen af de 10 metadonpiller om aftenen, resten om eftermiddagen, når hun kommer hjem fra skolen. Metadon giver små pupiller, og hun vil ikke risikere at blive afsløret, når hun er i skole. - Jeg har lært at styre mimikken. Hvis man er bevidst om det, sørger for at have et pænt udseende, så er der ingen, der kan se noget på dig.
Fordømmende holdning
- Folk ved ikke, hvordan de skal forholde sig til narkomaner, og de har en meget fordømmende holdning. Narkomaner, det er sådan nogen forhutlede nogen, der stjæler med arme og ben og sælger deres egen bedstemor. Selv om det måske ville flytte bjerge, hvis jeg gik ud og fortalte om mit problem, så tror jeg ikke på, det ville nytte noget, mener Tina.
Hvis du vil have, at din nabo hilser på dig, hvis du vil kunne gå til en generalforsamling i boligforeningen, i det hele taget hvis du vil have en pæn behandling, så skal du ikke sige noget. Jeg synes ikke, det er ideelt at være afhængig af noget som helst, men vi er da ikke nødvendigvis dårligere mennesker end alle andre!
Efter et par år på rygeheroin - Tina har aldrig fixet heroin - fik hun lyst til at stoppe. Hun var blevet grundig træt af sit misbrug og flyttede også fra kæresten, så det var slut med gratis heroin.
Jeg var træt af at være afhængig og at blive syg, hvis jeg ikke fik noget. Jeg tog en "kold tyrker". På det tidspunkt arbejdede jeg som sekretær, så jeg ringede til min arbejdsplads og meldte mig syg i 14 dage med influenza.
Jeg fik lægen, der ingenting vidste om mit misbrug, til at skrive en lægeerklæring, og så isolerede jeg mig faktisk i de 14 dage. Jeg følte ikke, jeg havde noget valg.
Det gik forholdsvis smertefrit. Det tager tre-fire dage, så er stoffet ude af kroppen, men bagefter er man helt hudløs i lang tid. Bare man ser noget sørgeligt i fjernsynet, så græder man!
Metadon i morgenkaffen
Tina var stoffri i fire år. Hun boede alene, passede sit job, vennekredsen og dyrkede en del sport. Indtil hun røg ud i en krise på grund af problemer på hendes arbejdsplads. Det blev pludselig en belastning at gå på arbejde, og Tina havde svært ved at klare det.
- Jeg havde det ad helvede til, så for at klare at gå på arbejde ringede jeg til nogle folk, jeg kendte, og spurgte, hvor jeg kunne få fat i heroin. Og så tog det fart på den måde!
Tina gik på arbejde, men alle kollegerne negligerede hende én efter én. Tina sagde op, uden at have et andet job.
- For en som mig er det virkelig noget af det mest utrygge, man kan rende ind i!
Samtidig var hun begyndt at komme sammen med sin gamle kæreste igen. Han flyttede ind i hendes lejlighed, men det gik langtfra godt. -
Han var blevet stiknarkoman, og han havde forandret sig fuldstændig!
Kæresten ville på nedtrapning med metadon, men uden at blive kendt i systemet. Han havde hørt om en læge, der kun nedtrappede kvindelige narkomaner. Hvis nu Tina kunne gå ind som stand-in for ham, så kunne han få metadonerne - helt anonymt!
- Jeg nægtede blankt. Vi havde diskussionen igennem tre uger, en måned, hvor jeg var underligt tilpas og havde det skidt. Jeg kunne heller ikke få ham ud af min lejlighed. En dag sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne forstå, jeg havde haft det så underligt i lang tid. Så sagde han, at det var, fordi han havde givet mig metadon i morgenkaffen i en måned!
Metadon er sværere at komme ud af end heroin. Jeg prøvede, men abstinenserne var så forfærdelige. Det er ubeskrivelige smerter, det er, som om dine indvolde bliver flået rundt, du sveder, fryser og ryster!
Skal ikke have børn
Tina gjorde, som kæresten bad hende om. Hun fik en nedtrapning, afleverede en del af pillerne til ham, men gik ud på det sorte marked og købte det tilsvarende antal til sig selv. - Det var for at fungere på mit arbejde. Det gik ikke med job og nedtrapning samtidig!
Siden har Tina været på metadon, 10 piller om dagen, som hun får hos sin læge. Det er ni år på metadon, uden noget sidemisbrug, og Tina tror, det bliver sådan resten af livet.
- De første syv år, jeg boede sammen med Henrik, kæmpede vi som besatte for at komme ud af det. Vi fik en elendig fysik, vi så herrens ud. Det tager hårdt på kroppen!
Tina og Henrik har bevidst valgt børn fra i deres liv. - I mange år udsatte vi det, for skulle vi have børn så ville vi være stoffri begge to. Vi så engang en nyfødt med abstinenser, og det var vi enige om, at vi ikke ville byde et barn. Og nu er vi efterhånden så gamle. Vi har to katte, det er også en slags børn!
Når Tina ser tilbage, så forstår hun egentlig ikke, hvorfor hun blev narkoman. - Hvis jeg ikke havde mødt den fyr dengang, så tror jeg ikke, jeg havde været på metadon i dag. Men hvem ved?
På udflugt til narkomanerne
Jørgen, Brugerforeningen: "I en bestemt dansk provinsby skal alle byens narkomaner møde op ved Falcks metadonbus på havnen hver dag for at få deres metadon. Det har efterhånden udviklet sig til en turistattraktion og et udflugtsmål for folk i området, der møder op i deres biler om aftenen og kigger på alle de dér narkomaner. Jeg har lige snakket med en enlig mor i byen, som får metadon. Hun fortalte, at hendes nabo havde set hende ved bussen, så nu må hendes og naboens børn ikke lege sammen mere."
Artikel fra Femina nr. 3 1997
