Hvis arbejdspladsen vidste det
Så ville jeg blive smidt ud
Eva tog sit første fix heroin for omkring 15 år siden, da hun begyndte at læse på universitetet. Hun gjorde det af egen fri vilje, mens hun var helt alene en eftermiddag. Af nysgerrighed og intens oprørstrang.
- Jeg var 25-26 år, så jeg burde have vidst bedre. Jeg kan huske, jeg var med en veninde i svømmehallen senere på dagen. Jeg viftede bare helt vildt med armen, for at hun skulle lægge mærke til prikket. Jeg var så stolt af det!
Det var i eksperimenternes tid. Kollektiver, kærlighed, fri sex, stoffer. Eva udforskede det hele. - Jeg kunne godt li' det spændende, det beskidte, og syntes, jeg var en fandens karl, fordi jeg kunne færdes blandt sære, halvkriminelle eksistenser!
Eva er omkring de 40 og arbejder som klinikassistent. En køn kvinde, der har let til smil, og som får ekstra varme øjne, når hun tænker tilbage på ungdommen i provinsbyen, hvor der bare var fuld knald på. Mens det endnu var leg, og hun og kæresten kunne styre heroinen.
- Jeg havde det så dejligt med det. Vi brugte det meget til at være forelskede på, lå bare og krammede og kyssede. Vi brugte det til noget meget positivt!
Da hyggefixeriet blev til galopperende misbrug, og hele tilværelsen handlede om at skaffe heroin, holdt morskaben op: - Der er ikke noget sjovt ved at vågne op hver morgen i en toværelses med koldt vand og lokum og bare være så syg!
Hverdagen fungerer
På det tidspunkt var Eva og hendes kæreste flyttet væk fra miljøet til en anden by. Også fordi de andre i kollektivet var godt trætte af parret og deres misbrug. - Vi isolerede os. Man bliver mere tilknappet, mere kold, selv om man måske ikke er bevidst om det. Det accelererede for os begge to! Eva fik arbejde på et dagcenter for ældre og ville i gang med en uddannelse til klinikassistent, men på det tidspunkt var tilværelsen ved at bryde sammen for dem begge. Bl.a. blev de alvorligt syge af deres misbrug. Parret kom på metadon i flere år, og Eva gennemførte uddannelsen som klinikassistent. Hun var også helt stoffri i en periode. Hendes kæreste er stadig på metadon, mens Eva har valgt metadonen fra. Hun flirter af og til med heroin og tror på, hun kan styre det denne gang. - Det er ikke i mine tanker hele tiden, men det sidder inde i mit hoved. Jeg siger dig, det er en kamp. Jeg er ikke holdt fuldstændig op, nej, det er jeg ikke. Andre mennesker køber en god flaske rødvin lørdag aften - min kæreste og jeg hygger os med et fix. Det har vi ikke dårlig samvittighed over mere, for vores hverdag fungerer. Vi har også en dejlig dreng sammen!
Mens Eva var gravid, fik hun metadon, så barnet blev født med abstinenser. - Ja, det sagde lægerne i hvert fald, og de satte ham på opium uden at spørge os. Jeg tog ikke metadon den sidste uge, inden jeg fødte ham, så vi tror ikke på, han havde abstinenser!
Evas arbejdsplads og arbejdskolleger ved ikke noget om hendes narkomani. Det er vigtigt for hende, at så få mennesker som muligt ved noget om hendes hemmelighed.
Jeg er lidt af en åndssnob
Hun har ikke haft ret mange flere sygedage, end andre mennesker har, fortæller hun, men er gået på arbejde med abstinenser.
- Det har været meget svært. De kan jo ikke forstå, hvorfor næsen løber, og håret stritter, og du har det bare så forfærdeligt. At være skabs-narkoman er en stor psykisk belastning, for du skal hele tiden holde facaden.
Jeg er lidt af en åndssnob. Jeg har altid villet fremstå som velformuleret, begavet, velfungerende, tjek på tingene. Det har kostet mig meget psykisk. Det ville bare være så forfærdeligt, hvis de vidste det på min arbejdsplads - jeg tror, jeg ville blive smidt ud.
Der er så mange fordomme over for narkomaner. Jeg kan se det, når vi får patienter ind, der er så ærlige at oplyse, at de er på metadon. Pludselig kigger folk på den unge mand eller pige med helt andre briller!
Eva og hendes kæreste bor i et pænt kvarter, hvor heller ingen kender til deres misbrug.
- Der er megen selvjustits i kvarteret. Der var en enkelt narkoman, der fandt på at bo der, men han blev banket ud af gaden. Så der er ikke nogen, der må vide det.
Den fine pige
- Dengang, da det begyndte, var heroin ikke noget, vi tænkte på hver dag. Vi kunne faktisk glemme det. Som da vi havde bedt en taxichauffør skaffe noget til os, fordi vi ikke selv ville ses de steder. Da han så ringede efter 14 dage og sagde, at han havde noget, blev vi helt overraskede, husker Eva.
Hun er vokset op i et yderst pænt miljø. - Jeg kan huske, jeg blev kaldt "den fine" i skolen, fordi vi havde villa og bil. Jeg er den ældste af os søskende, vores mor gik altid hjemme. Der var meget kærlighed. Det var en velfungerende familie!
Eva beskriver sig selv som en stille, genert pige i skolen, der altid lavede sine lektier. Men i 5. klasse begyndte hun at blive oprørsk. I de kommende år fik hun venner uden for det pæne miljø og begyndte at ryge hash i fritiden.
Hun opfatter stadig sin oprørskhed som en positiv drivkraft. - Jeg synes, de unge i dag har lidt for meget skyklapper på, er for lidt kritiske!
Eva ville ikke være student og gik ud af 3. Real. Klassekammeraterne fortsatte i gymnasiet. - Det var et år, hvor jeg var frygtelig ensom hvor min oprørskhed virkelig kostede, husker Eva. Hun blev optaget af tidens kvindekamp, var med i Rødstrømpebevægelsen og med til at lave kvindefestivaler . Hun interesserede sig for bevidsthedsudvidelse og blev politisk.
Som 17-årig flyttede hun hjemmefra og boede sammen med en fyr. Hun tjente til huslejen ved forskellige tilfældig job, for det var ikke svært at finde et arbejde. Eva begyndte på HF, hun havde mange venner, gik en del i byen og eksperimenterede meget med sex og sin seksualitet.
På HF bollede jeg med lærerne og var ved at blive smidt ud! Der skulle bare prøves ting af! Jeg blev ekspert på det seksuelle plan, men endnu ikke ekspert på stoffer.
Et godt liv
Efter HF begyndte Eva at læse på universitetet: - Det føltes som noget naturligt at fortsætte på universitetet - man kan sige, jeg faldt lidt tilbage i den pæne rolle!
Universitetsstudiet blev aldrig gennemført. I dag er hun glad for sit job som klinikassistent, selv om hun i sin tid ikke valgte uddannelsen ud fra lyst, men fordi den var så kort og med garanti ville give job bagefter. Hun synes, hun har et godt liv sammen med kæresten og deres barn. Hun er stolt af at hun og kæresten har holdt sammen.
Hvis folk vidste, hvilke mennesker der sidder og er på metadon rundt omkring og er velfungerende, ville de tabe næse, mund og briller. Billedet af en narkoman er én, der kravler rundt i en rendesten i Istedgade. Sådan er det også - men der er altså en anden slags narkomaner. Det er de almindelige mennesker som os, som fungerer med det!
Artikel fra Femina nr. 3 1997
