Julen er hård
Politiken 22.12.2000.
Af Lise Bondesen
Sig ordet jul, og Niels Steen Nielsen
tænker straks på sine fire børn.
Derfor griber han straks ud efter to fotos af sine yngste børn, Senja og
Thoke, da Politiken beder ham om at finde en personlig genstand, der
minder ham om julen.
Niels Steen Nielsen mener, at julen først og fremmest går ud på at gøre
børn glade. Derfor er han ulykkelig over, at han må fejre jul i år uden
sine børn, der er anbragt hos en plejefamilie.
Billederne er fra Portugal, hvor han i en opperiode boede med de to børn
og deres mor. Glade sommerminder, fra en tid der lige nu forekommer ham
fjern.
Den gamle hankats triste jul
Niels Steen Nielsen har prøvet meget i sit 40-årige liv. Kostskoledreng, vild engel, pusher og slumstormer. Sine fire børn har Niels Steen Nielsen ingen kontakt til. Derfor planlægger han at holde juleaften med sine forbundsfæller i stofmisbrugernes egen forening.
Han er mager, senet og ser lidt slidt ud. Med levende øjne og en krop, der er præget af småskrammer og alvorlige brud.
Den 40-årige Horsens-dreng Niels Steen Nielsen minder om en gammel, gråstribet hankat, der har levet alle sine ni liv i storbyens baggårde. For et par år siden brækkede han højre lårbensknogle.
En anden gang blev venstre kindben smadret. Begge hæle brækkede, da han hoppede ud af et vindue på anden sal for at flygte fra politiet. På højre hånd er et langt ar. Men på armen har han fået tatoveret en rød rose.
»Lægerne siger, at jeg er 75 procent invalid. Men lige meget hvad der er sket, er det altid lykkedes mig at træne mig selv op igen«, siger Niels Steen Nielsen.
Han har levet et vildere liv end gennemsnitsdanskeren. Som teenager begyndte han at sælge og tage stoffer. Han var rocker endnu før, Hells Angels kom til landet. Men han har også boet i en lille portugisisk by. Og han er far til fire børn, som han elsker højt.
For ham har jul noget med børn at gøre. Børn, der bliver gjort glade.
»Der skal være nogle, som bager til dem hver dag i december, så det dufter dejligt og julet i hele huset. Og man skal pynte op«, fastslår han.
Hans egen jul bliver ikke så hyggelig i år. For Niels Steen Nielsen kan ikke fejre den med sine børn. De er alle anbragt i pleje. De to ældste på 12 og 16 år blev det for mange år siden. De to yngste er tre og ni år, og dem savner Niels Steen Nielsen med hver en fiber i sin krop. I begyndelsen af 2000 blev han mistænkt af politiet for at sælge hash fra den lejlighed, han dengang havde i Ringsted.
Børnene fjernet
»Og så blev børnene fjernet af kommunen. Min eks-kone og jeg gik med til det, for havde anbringelsen ikke været frivillig, var de bare blevet fjernet med tvang. Nu er de i pleje hos en familie, der bor udenfor Næstved. De store, som jeg fik med min første kone, bor i Svendborg hos en plejefamilie, og de har det rigtig godt, hører jeg«.
Niels Steen Nielsen har ikke pyntet op til jul i den to-værelses lejlighed i et højhus-kompleks på ydre Nørrebro, som han fremlejede for to måneder siden. Men fra køkkenet har han udsigt til de andre lejligheders vinduer og altankasser, hvor der hænger lyskæder og julestads.
Lejligheden var møbleret, da han flyttede ind. Den er ren og ryddelig. Stuen domineres af en stor, brun hjørnesofa og en bøgetræsreol, hvor der står et par bøger og nogle videofilm. Der er frisk kaffe på Bodum-kanden. Det er der for det meste. Niels Steen Nielsen drikker rigtig meget kaffe.
Kun computeren på spisebordet er hans egen. Når han ikke arbejder ved den, sker det, at han sætter sig i sofaen og slutter Play Station-spillet Red Alert til farvefjernsynet. Det går ud på, at man skal udslette sin modstander.
Han blev født i Horsens og voksede op i Vejle. Han var efternøler. Forældrene var veluddannede, men som Niels Steen Nielsen husker det, drak de for meget, skændtes for meget og tog sig for lidt af ham. På spørgsmålet om, hvilke barndomsminder, han har om julen, ryster han på hovedet. Han kan - eller - vil ikke huske noget.
»Jeg lukkede mig meget inde som barn«, forklarer han.
Herlufsholm
Forældrene ville gerne have, at deres søn fik kontakt til overklassen. Så da Niels Steen Nielsen var 12 år gammel, kom han på Herlufsholm Kostskole. Det var et helvede.
»Jeg husker, at en avis skrev en artikel om skolen med overskriften 'Stedet, hvor drengene græder på toilettet'. Og det gjorde vi. Efter et år stak jeg af og blev BZ’er - eller slumstormer, som vi hed dengang. Jamen, vi besatte sgu nogle huse i Vejle«.
Det var først i 1970erne, og Niels Steen Nielsen blev nu i en periode aktiv på den yderste venstrefløj. Sammen med de andre slumstormere lavede han gadeteater og sådan noget.
»Vi klædte én ud som borgmester, og så kastede vi rådne tomater efter ham.
Jeg vejede ikke en skid dengang, tynd som en pind var jeg, og jeg gik rundt i fire-fem par bukser for at holde varmen«.
På det tidspunkt begyndte Niels Steen Nielsen at tage og sælge stoffer. Han var god til at pushe. Fordi han var så ung, vakte han ikke politiets opmærksomhed. Men slumstormerne smed ham ud til sidst. De ville ikke acceptere hans lille gesjæft. Så han flyttede, indledte i stedet en flirt med rockerne - der blev kaldt de vilde engle dengang - og fortsatte med at sælge stoffer.
Heroin var sagen
»Jeg solgte hash, morfinbase og råopium. Senere kom pakistanerpillerne og i 1975-76 kom heroinen til landet. Den kom bare snigende stille og roligt. En dag var den der, så prøvede jeg den, og så viste jeg med det samme, at dét var stoffet for mig. Når man tager det, kommer der en følelse, der begynder bagfra, omme i nakken, og som giver et fantastisk velvære - en eufori«.
Heroinen har været Niels Steen Nielsens tro følgesvend siden dengang i 1970erne. I dag tager han stadigvæk stoffet ind i mellem, selvom han også får metadon.
»For et års tid siden besluttede jeg mig godt nok for at stoppe med heroinen. Men så fik jeg smerter i lårbensknoglen, som jeg havde brækket. Jeg fik ordineret stærke smertestillende piller, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage heroin fremfor at være afhængig af de der piller resten af livet. Men metadonen er også god at have. Den giver én en ro, der
varer i lang tid«, fortæller Niels Steen Nielsen.
Han vil ikke gå med til at kalde sig selv narkoman eller junkie, der i miljøet er det grimmeste skældsord for stofmisbrugere.
»En junkie er en, der vil sælge sin gamle mor for at få et skud. Det vil jeg ikke. Så jeg foretrækker at kalde mig selv morfinist. Det er én, der har en last, han helst vil skjule«.
Bager i Portugal
Midt i 1980erne rejste Niels til Portugal. Han blev vild med landet og har efterhånden boet der i sammenlagt otte år.
»Det fede ved Portugal er, at landet er 90 år bagud. Men selvom man flytter ind i en lille bjerglandsby, hvor folk er bønder og analfabeter, skal man ikke tro, man kan lyve for dem. Portugiserne kigger lige ind i dig. De er anderledes positive overfor fremmede, end vi er i Danmark. Viser man sig at være god nok, har man en ven i dem for livet. Men er man et dumt svin, glemmer de det aldrig«.
Eks-konen og de to mindste børn var også med, da han slog sig ned i en lille landsby, der ligger 35 kilometer fra feriebyen Albuferia. Han overtalte lokale læger til at ordinere ham morfin, som tog stoftrangen. Og han begyndte at bage.
»Det har jeg altid været god til. Så da pengene blev små, fik jeg en ide: Jeg bagte brød i en stenovn og solgte dem til the travellers det er nye rejsende, hippier, eller moderne sigøjnere, om man vil. De var vilde med, at jeg puttede fiber i brødene ikke som de portugisiske brød, der er bagt på hvidt mel«.
Mareridt
Når Niels Steen Nielsen reflekterer over året, der er gået, er de første ord, som falder ham ind: Et mareridt. Han siger det uden selvmedlidenhed i stemmen. Konstaterer blot.
Sidste jul havde han stadig sin familie. Eks-konen var godt nok på familieinstitution med børnene. Men de var hjemme og fejre jul med ham.
»Vi lavede andesteg og brunede kartofler. Jeg kan ikke huske, hvad jeg gav børnene i julegave. Der er jo sket så meget siden. Da de blev fjernet fra os, fik jeg ligesom et hul i min bevidsthed. Det er som om, jeg blokerer.
Det har tæret meget på mig at kæmpe mod systemet. Man bliver ked af det og taber energien. Jeg tænker på mine børn hver dag. Især om aftenen. Så får jeg dårlig samvittighed og synes ikke, at jeg kæmper hårdt nok for at komme til at se dem igen«.
Selvmord
Anbringelsen af børnene førte en skilsmisse med sig. Så havnede Niels på gaden.
I en periode var han boligløs - og meget deprimeret. Han tænkte på at tage sit eget liv, men en nat sad han og surfede på Internettet og faldt her over BrugerForeningen, en landsdækkende forening for stofafhængige.
»Jeg sendte foreningen en email og fik sgu svar fra formanden, Jørgen. Han skrev, at jeg kunne ringe til ham ind til klokken to samme nat. Det gjorde jeg. Det reddede mig.
Nogle dage efter tog jeg ind i foreningens lokale på Nørrebro. Jeg blev mødt med venlighed, der slog benene væk under mig«.
Niels bruger i dag meget tid på BrugerForeningen. I øjeblikket er foreningen husvild den venter på at flytte ind i nye lokaler. Indtil det sker, står foreningens to store akvarier med eksotiske fisk hjemme i Niels Steen Nielsens stue. Han går meget op i at passe dem.
Juleaften vil han selvfølgelig fejre sammen med gutterne og gutinderne i foreningen.
De kan støtte hinanden. For normalt er julen en hård tid for misbrugere.
December skal nok være den måned, hvor der dør flest misbrugere af overdoser eller selvmord«.»Det er det tidspunkt på året, hvor man tydeligst mærker, at man ikke længere har sin familie og børn omkring sig.
Niels tænder sig endnu en Marlboro. Nok kan tilværelsen se sort ud. Men han har masser af planer for fremtiden.
Han vil være aktivist på fuld tid i BrugerForeningen tage ud og holde foredrag og sådan noget. Det vil han være god til, er han sikker på. For, som han pointerer: Han er meget udadvendt.
Rigtig slem
Et par frække flirter skal det nok også blive til i året, som kommer. Niels slikker sig om munden som hankatten, der lige har mæsket sig i fed fløde. Med et glimt i øjet røber han, at han har haft tre kærester de sidste fire måneder.
»En morgen for nylig vågnede jeg op og så, at der lå en blondine ved siden af mig. Jeg tænkte: Hvem faen er hun?
Så kom jeg i tanke om, at jeg havde været ude på Christiania på værtshuset Woodstock om natten.
Hun vågnede, og jeg spurgte hende: ' Har vi bollet?'. Hun nikkede. Det havde vi. 'Lad os fortsætte med det', sagde jeg. Og det gjorde vi.
Hæhæ. Jeg kan skam være rigtig slem«.
