Gift med en narkoman
Skjuler sin mands problem for de pæne naboer
Mens Peter i flere år var slagteriarbejder, startede han dagen med et fix heroin på toilettet derhjemme. Virkningen holdt sig i reglen til frokostpausen - så var det ud på toilettet på arbejdspladsen og tage et nyt fix og ud til akkordbåndet igen. Og sådan fortsatte det.
Der var ikke et øje, der lagde mærke til noget. Det er jo ikke sådan, at man kan se på dig, at du har taget noget - medmindre altså at man ved, hvad man skal se efter. Men det er ikke noget med, at du vrøvler eller opfører dig, som om du er påvirket. Nærmest tværtimod. Du fungerer næsten bedre!
Peter er midt i 40´erne og bor sammen med sin kone Jette og yngste søn i et nydeligt villakvarter.
Naboerne ved ikke noget om, at Peter er narkoman, og at livet kun fungerer for ham og familien, fordi han får 14 metadon-piller om dagen og har gjort det i ti år. Hvis ikke det var for dem, så var det tilbage i heroinmisbrug og dermed kriminalitet. Det er han stensikker på.
Han ved, der er masser af mennesker, der ligesom ham selv lever med og har levet med et skjult heroinmisbrug.
- Jeg kender både læger, journalister og direktører. De fixer om morgenen, de går på arbejde og fungerer normalt, og så i frokostpausen går de ud på toilettet og tager et fix. Det er der masser, der gør.
Man kan sagtens arbejde på heroin, endda bedre vil jeg sige. Så længe du har stof nok, penge nok, så kører det, så kan du i princippet blive ved hele dit liv. Og folk kan ikke se det, hvis de ikke ved det.
Man får små pupiller af at være påvirket, men det er bare at gå på apoteket og købe noget til at dryppe med, vips, så ser pupillerne normale ud. Og du skal bare stikke dig steder, hvor folk ikke kan se det.
Besøgene på apoteket
Det er især vigtigt for Jette, at familien har en pæn facade, så hun holder naboerne og deres nysgerrighed på afstand. Engang havde parret en stor, velfungerende slagterforretning i byen, men den gik nedenom og hjem, fordi Peter brugte alle pengene på lette damer, druk og spil.
Jette henter Peters metadon på det lokale apotek hver dag. Hun fortæller om den ellers søde apoteksassistent, der forleden dag råbte ud over hele lokalet: - Medicin til Peter Jensen? Det er metadon, ikke? Jette var ved at krybe i et musehul. Næste gang det sker, står naboen måske ved siden og køber hovedpinepiller.
Peter er førtidspensionist, for tilværelsen som en narkoman, der kunne kontrollere sit forbrug af heroin, som passede sit arbejde, deltog i firmaudflugter og firmafester og julefrokoster, krakelerede.
Forbruget af heroin tog fart, det blev sværere og sværere at opretholde dobbeltlivet som hårdtarbejdende slagter om dagen, narkoman og pusher, efterhånden i stor stil, om aftenen og natten. Familien havde både campingvogn, bil, båd og et kæmpeforbrug.
Nogen sladrede, og Peter blev idømt en dom på tre et halvt år. I fængslet tog han også stoffer. Da han kom ud, fortsatte han.
Skjult for børnene
Alle årene har Jette holdt sammen på familien, samtidig med at hun indimellem har haft sin egen butik. Hun har kendt Peter, siden de begge var 15 år, og har fulgt ham i tykt og tyndt, selv om det har været svært, og hun har fundet sig i meget. Hun har ikke tal på de gange, hun har forsøgt at få Peter gjort stoffri.
- Jeg har lidt været Peters rygrad. Jamen, jeg kan ikke sige dig, hvorfor jeg ikke er gået. Der har været hensynet til børnene. Indtil jeg var 30, var jeg bare så forelsket i ham!
Peter fortæller om sin omflakkende barndom. Han boede på skift hos familiemedlemmer, fra han var fire år. Hans mor forsvandt ud af hans barndom. I dag har han ikke talt med hende i 18 år. Hvorfor han blev narkoman, ved han ikke. Kun at det var hans lillebror, der altid har været dybt kriminel, der introducerede ham til miljøet og de hurtige penge. I første omgang var det især pengene, der lokkede. Da han selv begyndte at fixe, gik det galt.
I begyndelsen vidste Jette ikke noget om hans misbrug. Indtil hun fandt en lille pakke i hans lomme en dag. - Jeg spurgte Peter, hvad det var. Han sagde, at det var heroin. Gud, så er du narkoman, sagde jeg.
Peter og Jette formåede at holde Peters misbrug skjult for børnene. Selv om de måske nok har vidst besked, siger Jette. Det var og er ikke noget, familien taler om. Jette vil gerne, men Peter vil ikke. Han skammer sig. De i dag voksne børn afskyr begge narkomaner og hader stoffer som pesten.
De klarer sig begge godt. Den ældste har et overordnet job og en femværelses ejerlejlighed i et eftertragtet kvarter. Den yngste skal snart i håndværkerlære.
Bare fred
Efterhånden som forbruget accelererede, indså Peter, at han måtte have hjælp til at komme ud af sit misbrug. Han var rædselsslagen for nedturens abstinenser og kom i behandling med metadon på en klinik. Her følte han, at han for første gang i behandlingssystemet blev mødt med respekt og menneskelighed, selv om han er narkoman.
Jeg fik en ordentlig chance, og det er jeg taknemmelig for. Der kom orden på tingene. Og i alle årene har jeg holdt min sti ren og ikke haft noget sidemisbrug, siger Peter. Han tror ikke på, han nogensinde vil kunne slippe metadonen.
På grund af den nye lov om narkobehandling skal han fremover have udleveret sin metadon på en af amtets institutioner. Den situation frygter han. At skulle stå sammen med alle områdets andre narkomaner og tage sin metadon overvåget af en socialarbejder, der kunne være hans søn eller datter. At risikere, at alle mulige mennesker finder ud af, at han er narkoman.
Det vil bare være så ydmygende. De folk, der står bag loven, de ved slet ikke, hvad det er, de gør. Det eneste, jeg vil, er at få lov til at være i fred!
Artikel fra Femina nr. 3 1997
