Skræmmebilleder
Historier fra gaden
Jeg er 39 år gammel, og har tidligere været i substitutionssystemet via forskellige rådgivningscentre. Jeg formåede på et tidspunkt at trappe mig helt ud, ved egen kraft, bortset fra lidt hash i ny og næ, var jeg stoffri i hele 4 år.
For godt et års tid siden, fik jeg grundet stressende personlige omstændigheder et tilbagefald, og bruger nu heroin og metadon dagligt. Jeg kan ikke komme ind i behandlingssystemet igen, grundet en undskyldning med, at jeg også har en psykiatrisk diagnose. Det undrer mig, fordi jeg jo havde samme diagnose da jeg tidligere var i substitionsbehandling i selv samme system. Og nu er der endda meget mere viden om, hvor vigtigt det er få behandlet en dobbeltdiagnose, så man i kraft af, at man får det psykisk bedre, har meget større mulighed for ikke at skulle behøve at overleve ved hjælp, af hverken metadon eller heroin.
Jeg er som hundredvis af andre brugere, tvunget til at købe hvad jeg skal bruge på det illegale marked, under de dertil hørende betingelser. Dvs. stof af tvivlsom karakter, og dræning af min økonomi, samt på bekostning af mit helbred, der i forvejen ikke er noget at råbe hurra for.
Jeg er endda en af de "heldige" hvad det angår, for indtil videre er det lykkedes mig, ved brug af rent værktøj hver gang, at undgå de værste følgesygdomme.
Forleden blev jeg inde i gaden passet op af en politibetjent fra Politiets Oplysningsforbund. Denne mand spurgte mig, om jeg ville lynundervise en minibus fuld af skoleelever, i "hvor dumt det er at tage stoffer og ende i Gaden:" (Gaden er Istedgade ud for Københavns Hovedbanegård). Jeg svarede ham at jeg synes at det er en, så absolut unfair gruppe, at trække frem som skræmmebillede for helt unge. Sagde til ham at han burde lukke øjnene op. For hvem er de egentlig de personer der befinder sig i dette miljø? Det er en af samfundets mest omsorgssvigtede, marginaliserede og i forvejen super stigmatiserede grupper.
Det er folk som jeg selv der ikke kan komme i behandling. Det er folk der efter endt afsoning er udskrevet til gaden. Det er psykisk syge der efter endt, eller afbrudt behandling er udskrevet til gaden. Det er kræftpatienter, der pga. lægernes overforsigtighed,(nærighed), ikke kan få smertestillende, f.eks. fordi de tidligere er registrerede som narkomaner. Det er bl.a. kvinder der er blevet nervevrag efter voldelige forhold der ikke bliver taget hånd om, og piger der er hårdt mærkede af at have fungeret som samfundets seksuelle skraldespande i mange, mange år. Det er småforbrydere der tjener lidt ekstra til dagen og vejen, og forbruget. Det er hjemløse, hvoraf mange af dem er langtidshjemløse. De har levet i både ti, femten og tyve år på denne ulykkelige og trøsteløse måde.
Hvad de absolut ikke er, er fashionable dealere der tjener tykt på at sælge "kiks" og modestoffer på diskoteker og moderigtige cafeer, inde i byen. Et miljø hvor den målgruppe, betjenten kom anstigende med, sandsynligvis er mere tilbøjelige til at færdes i.
På grund af den situation jeg selv er i. Og jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv. Har jeg hverken lyst, tid eller overskud til, at blive udstillet, som et objekt, eller som et "turistmål" for velfungerende unge fra middelklassen på "sightseeing", med Københavns Politi som guide. Og ideen om at han prøvede at få mig til at agere som skræmmebillede for disse unge, synes jeg var diskriminerende og en dårlig ide.
Jeg tilbød ellers politimanden, at han kunne få mit telefonnummer, for jeg vil da gerne oplyse unge mennesker om, at stoffer for langt de flestes vedkommende ikke er et smart karrierevalg, men på en sober måde. Men han skyndte sig at takke nej, og forsøgte at shanghaje en anden fra miljøet, der ligesom jeg, sjovt nok heller ikke havde lyst til at blive udstillet på denne måde. Er den måde vi er tvunget til at leve på ikke nok, er der overhovedet nogen grund til at stigmatisere os yderligere?
(Anonym stofbruger). Navnet er kendt af redaktionen
