Vi er helt enige i regeringens grundlæggende synspunkt:
Det er bedre at være rig og rask end syg og fattig
Ja, det ville jo være dejligt hvis det kunne gælde for alle landets borgere. Sådan ser virkeligheden desværre ikke ud. For mange mennesker er ulykkeligvis ramte af psykiske følgesygdomme som: f.eks. angsttilstande, (fobier, depressioner) eller fysiske plager, der har medført tilstande som: stofmisbrug, alkoholisme, overspisning, medicinmisbrug, spisevægring (anoreksi, bulimi), arbejdsmani. Stofmisbrug er den eneste af disse ulykkelige tilstande der er forbudt ved lov. Selvom det er nøjagtig de samme uudholdelige indre tilstande, hvor livet simpelthen bliver for smertefuldt og ubærligt at rumme, der kan føre til ovennævnte udveje.
Fordømmelse, nedvurdering og udstødelse er faktisk det sidste disse grupper har brug for. Hvis alle var lige stærke og livet for alle var let og ubesværet. Ja, så var problemet løst.
Sådan ved vi alle virkeligheden ikke er, alle kender mennesker der har det skidt, og alligevel fordømmes de som svage. Det løser ingen problemer. Alle ville jo nok kunne se det som værerende tåbeligt, hvis man lavede handlingsplaner der skulle føre til forbud mod mad og søde drikke. Forbud mod alkohol, hvilket alene ville medføre bygning af fængsler til bl.a. 300.000 alkoholikere, samt til de mange i den danske befolkning der har et medicinmisbrug. At forbyde tilstande som anoreksi og bulimi. At forbyde depressioner og andre psykiske følgevirkninger der giver uheldige samfundsmæssige belastninger. (Arbejdsnarkomani der jo også er en flugt, de kan dog anvendes i samfundet indtil de har arbejdet sig ihjel). Ja, teorien er god nok, man skulle så bare lave nogle handlingsplaner, så vi slap for alle de problemer og alle igen kunne blive raske og hele mennesker.
Ja, det lyder tåbeligt, men sådan har man fra politisk hold i mange år prøvet at løse problemerne når det gælder stofmisbrug. Med hensyn til forslag om ”sundhedsrum”, kan sundhedsministeren slet ikke acceptere og se fornuften i, hvor mange mennesker man på den måde kan komme i forbindelse med. Mennesker som i så mange år var prøveklude og som nu ikke har nogen som helst tillid til behandlingssystemet. Sundheds-ministeren taler kun om forbud og principper i stedet for løsninger, hos netop de mest udsatte narkomaner. Sundhedsministeren virker meget undrene,” når han nu vil komme med nyt der skal prøves og en ny genial handlingsplan”. Hvis sundhedsministeren dog ville prøve at forstå grunden til den skepsis han mødes med.
I de sidste 25 år er der af de skiftende sundhedsministre lavet så mange handlingsplaner indenfor narkotika-behandlingsområdet, at man vil kunne brolægge slotspladsen på Christiansborg totalt.
Pladsen på den anden side af Christiansborg vil man kunne brolægge med dødsattester fra alle de narkomaner der mistede livet.
Hver gang en sundhedsminister har sagt,” at der er mange ting at prøve endnu” har det kostet ødelagte skæbner og menneskeliv.
Vi har ikke noget i mod handlingsplaner hvis de rummer realiteter, men oftest har de skadet mere, end gavnet de mennesker som de skulle have hjulpet. Ellers var situationen ikke hvad den er i dag.
Regeringen må prøve at forstå, at alle vi andre som en meget vigtig selvfølge går ind for, at alle der har mulighed for det, skal blive stoffri. Det er sørgeligt at en sådan selvfølgelighed gang på gang skal gentages. Vores indstilling til tingene, bunder i at vi er nødt til at forholde os til den virkelighed vi lever i.
Hvorfor tror man i regeringen, at mennesker der er beskæftiget med problemerne og håbløsheden hver dag, går ind for ”sundhedsrum”? Det er jo ikke for at genere sundhedsministeren
personligt. Det er fordi det lukker op for mange muligheder og giver adgang til mennesker man ellers ikke kan nå. Hele faggrupper indenfor området ville da ikke være samstemmende om det, hvis de ikke kunne se mulighederne for at yde hjælp med hygiejne, hjælp med substitutions-medicin, adgang til behandlingssystemet og mange sociale tiltag.
At have et standpunkt, til man tager et nyt. Det er det, der er erfaring som medfører udvikling. Det er mennesker vi taler om og ikke søm og skruer. Menneskeliv burde være vigtigere end politiske principper.
Af Karen Groos, Marts 2003.
