Bare et lille regnestykke:
Lad os antage, at der er 13.000 stofbrugere i Danmark. Vi putter 3.000 i fængsel., 10.000 kommer i døgnbehandling til 30.000 kr. pr. mdr. Det koster 300 millioner kr. pr. mdr. Det er formodentlig ikke nok med 1 mdr. Lad os give dem 6 mdr. Det koster 1.800.000.000 kroner.( en komma otte milliarder for seks måneder).Vi mangler vist nok noget personale, og den såkaldte tilbagefaldsprocent vil formodentlig ikke være anderledes end hidtil. De nye personaler bliver jo undervist af det eksisterende behandlerkorps. Ikke noget ondt ment med dette. Der er bare ingen, der endnu har fremvist "den skudsikre model".
I Skotland bliver det, med deres 40.000 stofbrugere, til 7 milliarder 200 millioner kroner for 6 mdr. plus tilsvarende personalemangel. Hvis det virkede, kunne det godt tænkes som en god investering, men som sagt er der den her tilbagefaldsprocent... Nu virker det, som om mange ikke anerkender, at stofmisbrug for manges vedkommende (måske langt de flestes) er en kronisk lidelse. Således, at tilbagefald, set i dette lys, er et naturligt symptom. For stofbrugere vil disse døgnbehandlingsophold kunne opleves som et liv i en rutschebane. "Nu er du rask og rigtig, - og nu er du syg og forkert".
Hvorfor er så mange imod, at man fortæller sandheden til folk? Beskriv dog tingene, som de er: "Skridtet udi et ukontrolleret stofbrug er for de flestes vedkommende fatalt. Vi ser så meget, ved så lidt og kan endnu mindre". Det vi ved, er at metadonbehandling redder liv. (tonsvis af forskning). Menneskene har krav på ren besked, når det gælder deres eget liv og helbred. Hvis vi ikke anerkender vores begrænsninger men lægger skylden over på den syge, er vi feje hunde, der træder på den svage for egen vindings skyld. Til alle de, der har gennemført en stoffri behandling og er forblevet stoffri længe nok til, at det må siges, de er blevet "raske" - Tillykke.
Men til alle de andre: "Vi kan ikke så meget, de fleste klarer det ikke, men du skal ikke tabe modet. Det kan godt lade sig gøre at leve et godt liv alligevel." Der er bare lige den hage ved dette, at brugernes mulighed for at få et godt liv, på trods af deres afhængighed, i høj grad er op til os andre. Det er altså vores opgave at anerkende dem som ligeværdige mennesker. At: Acceptere, at vi er forskellige og nyde hinanden i stedet for at opstille kriterier for "det gode liv," vi selv mener, vi lever. Hvis det er så godt, må der da ære plads til, at man kan rumme det, der er anderledes....
Vi skal blive ved med at forske og foretage forsøg, - men vi skal ikke bilde nogen noget ind. Og vi skal ikke kaste os ud i behandlingstiltag i milliardklassen, før vi ved, hvad vi får for pengene. Slet ikke, når vi kan forudse, at vi nok får en masse nederlag snarere end succes. Vi skulle prøve, om vi ikke i første omgang kunne blive bedre til at spotte de kandidater, der har en reel chance for at kvitte afhængigheden med de behandlingstilbud, vi magter. Det er nok denne indsigt skotten Peter McCann har anvendt, når han har udvalgt patienterne til Castle Craig Hospital. Hans tidligere patient John udtaler sig i øvrigt meget "uprofessionelt" omkring sine bekendtes problemer. Han siger, at alle han kendte, der modtog metadon brugte heroin oveni. Han burde have sagt:” Mine bekendte fik for lidt metadon...”.
Charlotte Fich
