Benzodiazepiner:
Først mirakelmiddel – siden
skurk!
For mange mennesker har Benzodiazepiner ved kort tids brug været til stor hjælp og ligeledes som beroligende middel ved operationer mm. Da det kom på markedet, blev det betragtet som mirakelmidlet uden bivirkninger. I amerikanske spillefilm forekom der ofte replikker som: "Jeg må have min Valium, jeg har ikke fået den i dag". Man fik nærmest indtrykket af, at pillerne ved enhver given lejlighed kunne indtages som bolcher. Ja, det blev til en mondæn norm, der oplevedes, som fuldstændig ufarlig.
Men for utallige mennesker, der har fået medicinen i lange perioder, ja i årevis, viser det sig nu, at Benzodiazepinerne er blevet "skurken." Den medicin, man indtog og følte gav lindring, har gennem årene stærkt påvirket kroppens egen kemi og der igennem skabt så stærke bivirkninger, at det for at det for mange mennesker er blevet invaliderende. Medicinen blev til stadighed indtaget, netop fordi man troede, det ville hjælpe på de gener, som det jo egentlig var medicinen, der skabte og som patienten var uvidende om var årsagen til den nu dårlige helbredstilstand. Det blev en ond cirkel.
Det er simpelthen abstinenser, der kommer i bølger, når kroppen kræver mere medicin. Mange patienter blev igennem årenes løb klar over, at de ikke kunne undvære medicinen, men betragtede absolut ikke sig selv som afhængige, og da slet ikke som misbrugere. De fik jo pillerne af lægen. Nogle læger talte om afhængighed, men ikke om, hvad det indebar og om konsekvenserne. For mange patienters vedkommende var synspunktet, at det var da bedre at tage 1 tablet, der gavnede ens dagligdag og tilværelse, end at skulle have det dårligt. Selvom det medførte afhængighed, var det jo da ikke narkotika, men ordineret medicin, som var receptudskrevet af lægen. Diabetikere var jo også dagligt afhængig af insulin, for at have det godt.
Når lægen på et tidspunkt ville stoppe receptudskrivningen, opstod der for mange patienter store problemer. For de patienter, der nu også havde bivirkningerne af medicinen, og som i forvejen ofte var i en krisesituation, følte gulvtæppet blive trukket væk under sig, og blev panisk angste, når det, de betragtede som deres livline og sikkerhedsnet, nu ville forsvinde. Mange læger havde slet ikke forståelse for patienternes protest og angst, når Benzodiazepinudskrivningen blev stoppet. Patienterne havde det forfærdeligt og stod dybt fortvivlede tilbage uden at ane deres levende råd.
Bivirkningerne af Benzodiazepinerne fører efter længere tids brug for mange menneskers vedkommende, for det første tilbage til den tilstand, som fra starten var den egentlige årsag til ordinationen af medicinen. Herefter kan det for flertallets vedkommende give stærke angsttilstande samt uro, rast- og søvnløshed, mareridt, depressioner, selvmordstanker og en speciel uvirkelighedsfølelse, som befinder man sig i en glasklokke. Hvis patienten lider af socialfobi accelererer angsten og det bevirker, at det føles som en enorm belastning at være sammen med andre mennesker i grupper og i f.eks. transportmidler eller forretninger. (Den følgende selvvalgte isolation medfører stor social ensomhed.) Somatiske følger kan være mave- og muskelsmerter, hovedpine, hukommelsesbesvær, kvalme, svimmelhed og kramper, rystelser, sitren, svedeture, lysfølsomhed samt influenzalignende symptomer.
Mennesker er meget forskellige, men som en rettesnor regnes med, at der skal bruges 1 måneds nedtrapning for hvert år, Benzodiazepinindtagelsen har varet. For nogle patienters vedkommende kan nedtrapningen tage flere år med eftervirkninger fra ½ - 5 år, der efterhånden langsomt klinger af. Det er meget vigtigt under nedtrapningen at have lægelig støtte og bistand, når abstinenserne kommer i akutte og meget intensive bølger, der ruller gennem krop og sind. Så er der brug for et kompetent menneske til at fastholde patienten i, ikke igen at begynde indtagelse af medicinen. Det er meget vigtigt at der er et andet menneske til at holde patientens motivation fast og til at registrere den fremgang, der hele tiden er, men som patienten let glemmer i panik i en abstinenssituation. Når man ser bort fra tidens kompleksitet med krav og stress, kan man spørge sig selv, i hvor mange tilfælde af nutidige langvarige depressionstilstande, Benzodiazepinerne er den egentlige skurk?
Afhængighed af Benzodiazepiner
hos stofmisbrugere og alkoholikere
Hos både stofmisbrugere og
alkoholikere har denne medicin grebet dybt ind i manges tilværelse.
I de sidste 35 år er der udstedt Benzodiazepiner til de fleste stofmisbrugere
og alkoholikere, for at stabilisere dem. I mange tilfælde var man klar
over, og uden egentlig at se det i øjnene, at der hos de fleste var
sociale eller psykiske årsager til alkohol- eller stofmisbruget.
Endvidere mente mange læger, at når der suppleredes med Benzodiazepin til stofmisbrugere, så kunne der udskrives mindre Metadondoser. Metadon var i en hel del år et fyord i både amter og kommuner. I kraft af dette har alt for mange fået udstedt en alt for stor dosis Benzodiazepiner i alt for mange år.
Dette har medført store vanskeligheder for stofmisbrugspatienterne og gør det stadig, med både psykiske og somatiske følgevirkninger som resultat, af deres Benzodiazepinafhængighed. Det har hos stofmisbrugspatienter skabt store problemer ved hospitalsindlæggelser, hvor man på trods af, at de af deres læge fik ordineret og receptudskrevet pillerne, tog det fra dem, og nægtede at give dem medicinen, så længe de var indlagt. I enkelte tilfælde ventedes på resultatet af medicinstoppet, så man oveni den egentlige årsag til indlæggelsen fik mulighed for at registrere, hvor dårlige, de nu var blevet. Det var en umenneskelig politik, der skabte store problemer for patienter, såvel som personale. Mange forlod i afmagt hospitalet, selvom de var i en jammerlig tilstand. Hvis hospitalet observerede, de fik medicin udefra, blev de smidt ud, uanset hvor syge, de var. "Pæne" mennesker, der er blevet afhængige og som har prøvet at holde op med medicinen fra den ene dag til den anden, beskriver det som at være "i helvede "Hvad var det dog man i sin egen selvforståelse og arrogance gjorde mod i forvejen psykisk svage, syge og udstødte mennesker?
Benzodiazepinafhængigheden har sikkert bevirket, at megen stoffrihedsbehandling er gået i vasken på den konto. Mange misbrugeres store motivation til at komme i behandling endte brat, når de både skulle slippe stof og medicin på én gang. Når de ikke kunne klare abstinenserne både fra stofferne og Benzodiazepinerne, på samme tid og gav op, fik de prædikatet svage, så havde de ikke fået nok, men måtte ud i "suppen" et år til.
Mange stofmisbrugere har udtalt: "Jeg tror næsten bedre, jeg kan undvære min Metadon end mine Stesolid". Altså for at undgå nogle "farlige stoffer" fik man til mange mennesker ordineret noget, der på længere sigt var langt "farligere".
I dagens Danmark er der minimum 100.000 mennesker, der er afhængige af Benzodiazepiner. Og selvom lægerne nu fra Sundhedsstyrelsen har fået besked på at sænke udskrivningsniveauet, vil der gå meget lang tid, før forbruget er acceptabelt. Hvis mennesker sættes i en tvangssituation med øjeblikkelig stop af medicinen, vil det for mange skabe uoverstigelige problemer, der kan medføre både selvmord eller skabe anden form for afhængighed. Så der er virkelig brug for hjælp og omtanke i den nuværende situation.
April 2005. Karen Groos
