Brev sendt til Søren Pind
Fredag d. 13. maj 2005
Fra Landsforeningen for Human Narkobehandling
(pårørendeforening)
Jeg hørte i radioen de synspunkter, du fremsatte i din samtale med Poul Friis, torsdag d. 12. maj 2005. Og ud fra der, hvor du befinder dig kan jeg da godt se, hvor attraktivt det er at kunne fremstå som samfundets ”frelser”.
Jeg ved, du er meget ung og kan høre, at inden for dette felt har du hverken viden eller erfaring. Det er ligesom ikke nok at have talt med nogle enkelte mennesker, som vidste noget om noget, eller at have læst Huxleys fantasi eller have været i biografen og set en kriminalfilm. Der skal flere års studier til.
Virkeligheden er at man i Danmark har udført tvangsbehandlinger for stofmisbrugere i 30 år. Resultatet taler for sig selv. Imens man gentog nedtrapningerne til de samme mennesker op til 40 gange kunne de, der var motiverede, så ikke få plads. Der var op til 1 års ventetid. De fleste af disse mennesker blev tabt på gulvet, da motivation er sporadisk og da slet ikke kunne holdes ved lige under sådanne forhold. Metadon var i mange år et uartigt ord, nej, så var det bedre, at de blev ødelagte. Når alle de, der var i tvangsbehandling, ikke kunne klare det, man kaldte behandling længere, sagde behandlerne:” ja, så må de ud i suppen 1 år til, så har de ikke fået nok.” Eller da man foreslog en klient at komme 8 dage på nedtrapning på et pensionat i Istedgade. Det hjalp de pårørende, når de og deres barn blev udsat for helt idiotiske ting, at have humoristisk sans. Men det har man åbenbart brug for endnu.
I øvrigt var helbredsprocenten 2 %, hvilket svarer til at tvangsbehandling ikke lykkedes for 98 personer ud af 100 behandlede. Tilbagefaldsprocenten var dengang stor, for de, der var blevet stoffrie. Dette resultat baserede man hele behandlingen på. Det kostede millioner af kroner og medførte mange dødsfald og megen elendighed for såvel misbrugeren som hele familien. Der er noget, der kan forekomme efter en nedtrapning, der hedder pausedødsfald, ved du, hvad det er? Man fik slået betydelig flere mennesker ihjel, end man nogensinde fik helbredt. Er det det, du synes, er tiltalende?
Alle mennesker fødes ikke som ens individer, men er hver især et produkt af deres aner med genetisk styrke eller svaghed. Det vides på forhånd ikke, hvem man er, og hvad man kan tåle i fysisk og psyko/sociale sammenhænge. Hvis individet ikke kan klare en opvækst, (det kan være i alle slags familier, fra gode til ekstremt dårlige), og er genetisk eller biologisk disponeret for misbrug, vil dette kunne medføre flugt ind i det ene eller andet misbrug for at få ro og hvile i sindet. Det er meget sarte og følsomme mennesker, det handler om.
Disse mennesker, der er blevet jaget og mishandlet i årevis, og som har tabt al tro på systemer overhovedet, skal altså alle sammen i fængsel, selvom jeg ikke rigtig blev klar over, om det kun var dem, det kunne ses på, og som generede i gadebilledet, du synes, skulle fjernes. Du taler om at blive ” frie mennesker”. Der er ingen, der er misbrugere af noget som helst, som føler sig frie. Forskellen her er ”bare,” at narkotika er illegalt. Tror du, at alkoholikere, overspisere, anorektikere, ludomaner, bulimikere, pillemisbrugere mv. der grundet deres psykiske tilstand, som f.eks. angst, hypokondri, fobier, depressioner mv., føler sig frie? Nej, de er dybt ulykkelige, men er så heldige, at de ikke skal sættes i fængsel, så iflg. dig kan de bare gå rundt og føle sig frie og glade, for de er ikke misbrugere af noget illegalt. Et misbrug er der altid dybere årsager til, og det er meget komplekst.
Mennesker kan have et forbrug af det ene eller det andet og være afhængige, det kan være af den daglige kaffe, the, chokolade, slik, øl, et eller 2 glas rødvin, hvidvin osv., 1 joint (ulovlig), 1 pibe hash (ulovlig), alle sammen nydelsesmidler, men det er brug, ikke misbrug. Man kan være afhængig af det ene eller andet, men det er de færreste mennesker, der bliver misbrugere. Ellers var vi jo her i landet 5 mill. daglige misbrugere.
Du kan ikke tvangsbehandle mennesker. Du kan prøve at hjælpe med at motivere mennesker. Grib i din egen barm, hvis du skal tabe dig i vægt, tage på i vægt, holde op med at ryge eller drikke, motionere eller andre ting du har gavn af, er det kun i kraft af din egen motivation, det kan gennemføres. Hvis det er mig, der tvinger dig, vil du snyde og synes, det er mig du skal narre, da det jo ikke er din egen inderste personlige beslutning. Sådan er mennesker nu engang, det kan du ikke lave om på.
Du vil ikke være med til, at staten skal godkende og udlevere gift. Ja, hvis du ikke er orienteret, så er alkohol faktisk noget af det mest skadelige stof, der findes, men det har været i vores kultur i umindelige tider, og brugt som nydelse er det rart. Det har man dog set fornuften i ikke at forbyde, men har i stedet lavet forebyggelse. Da det er legalt, skal alle de 100.000 afhængige og 200.000 alkoholikere altså ikke i fængsel. Det er det samme med tobak. Det kan så undre, at de alkoholbehandlingssteder, der findes og som gør et kæmpearbejde, har måttet slås og stadig gør det for overhovedet at få midler til hjælp til deres klienter. Det hænger ikke rigtig sammen, for det er jo også syge mennesker.
Du nævnte, at medlemmer af Pårørendeforeningen, hvis synspunkt du åbenbart deler, har lidt utroligt meget. Det har vi andre faktisk også, og derfor mener vi, at man må se mere realistisk på det ulykkelige kaos, vi står i. Vi er bare midt i vores ulykke så realistiske, at vi ikke tænker på vore børn som fiaskoer,(men tager også vore egne uundgåelige fejl undervejs i betragtning), og sørger over og tænker på dem som elskede og værdifulde mennesker. Der er kun ét menneske i dette land, som jeg har set offentliggøre, at hun aldrig i sin opdragelse har gjort en fejl. Ergo så må det jo være barnet, der på trods af genetisk /psykisk disposition, er syndebukken. Hvor er det trist!
Du talte også om alle de penge, du kan skaffe til tvang og fængselsophold. Ved du hvad? De ville gøre betydelig mere nytte mange andre steder, bl.a., til at hjælpe folk, der har klaret at blive stoffri, så de kan komme videre med noget arbejde og få noget anerkendelse og ikke behøve igen at skulle føle sig som en fiasko og skulle udstødes én gang til, når de skal møde op uden fortid og ansøge og forklare: ”jeg har været narkoman og siddet i fængsel”. Jeg har set mennesker, der har kæmpet og stridt sig igennem og opnået den stoffrihed, som alle siger er så vigtig. Nu er der bare ingen, der er interesseret i dem, for han/hun har jo været ”Narkoman”. Det kunne du kæmpe for. Penge til et sundhedsrum til gavn for alle de, der blev svigtet og som nu skyr behandlingssystemet som pesten, efter alt hvad de har oplevet af nederlag og udstødelse, så de kan få en bedre helbredstilstand/liv. Det kunne du kæmpe for. Eller for legalisering af hash og receptpligtig heroin, som højst sandsynlig ville spare mange liv og penge og hjælpe på beboernes situation på Vesterbro. Det kunne du kæmpe for. Mange penge kunne spares og overføres til behandling og til hjælp til mennesker, i stedet for at bruge dem på fængsler.
Du siger hele tiden, at det er syge mennesker, som skal sættes i fængsel. Hvis vi nu gjorde insulinet ulovligt, så kunne der indsættes endnu flere syge. Med hensyn til psykisk syge mennesker, er jeg fra den tid, hvor man havde råd til at tage sig af dem, så de ikke skulle flakke rundt på gader og sove i porte.
Jeg hørte, du lidt hånligt og nedladende omtalte læge Peter Ege’s synspunkter. Han har dog beskæftiget sig med narkomani, jeg tror, fra før du blev født. Ved du hvad Søren Pind? Med den attitude og det totalt ringe kendskab du udviser indenfor dette område, kan jeg kun sammenligne med, hvis jeg begyndte at diskutere hjertekirurgi med en hjertespecialist som Göran Pettersson. Grotesk.
Med det vi andre har mistet, oplevet og været igennem i mange, mange år er det tragisk/komisk at høre dig fyre sådan noget af, når du ikke ved noget som helst. Men her er nogle ideer (du sluger åbenbart alt): Anbring alle de stakkels ”syge” på Grønland, en ø på Færøerne, Sahara, en boreplatform i Nordsøen, eller du kan også skyde dem. Men endnu drejer det sig om levende mennesker, der med den rigtige hjælp kunne komme videre, men nu ødelægges på grund af myter, fordomme og dumhed.
Husk næste generation og sørg for mere personale både på skoler og institutioner, det betaler sig både menneskeligt og økonomisk, når man gives mulighed for allerede der, at blive opmærksomme på de skrøbeligste, der har så stort behov for omsorg og voksenkontakt.
Hilsen Landsforeningen for Human Narkobehandling
Karen Groos
Korsgade 30, 3
2200 København N
