Brug eller misbrug?
Vi ved, at tænkning og sprog er uløseligt forbundet med hinanden, som et redskab for erkendelse og følelser, men også i kommunikativ form til udveksling af meddelelser. Disse forhold indebærer, at det er vigtigt for os, at vi ved, når vi taler om de samme tilstande, begreber, og at vi har en klar forståelse af et ords betydning, når vi ønsker at danne os meninger og holdninger omkring det. Måske kunne megen politisk og lovgivningsmæssig usikkerhed og forvirring undgås, hvis vi kunne blive enige om, hvad en misbruger egentlig er, hvad ordet dækker over, og ikke mindst hvorledes en enkel og generel forståelse måske kunne medvirke til et mere hensigtsmæssigt og tidssvarende samfundssyn.
Alkohol. Lad os starte med alkohol, som er et lovligt nydelsesmiddel, som indgår naturligt i både personlige og sociale sammenhænge. Asger Aamund blev for nylig spurgt om hans forhold til alkohol, og svarede, at han ”tvang” sig til at drikke 1 eller 2 glas god rødvin hver dag, hvilket selvfølgelig skal forstås i sammenhængen, at rødvin i denne mængde beskytter mod hjerte-/karsygdomme, og derfor er både godt og sundt, men underforstået naturligvis også, at han simpelthen nyder en god rødvin. I sproglig forstand kunne man jo godt tildele Asger Åmund prædikatet – alkoholbruger, som betegnelsen for en person, som kombinerer nydelse og sundhed på en hensigtsmæssig og fordelagtig måde, men Asger Åmund ville nok vægre sig ved betegnelsen, fordi den for det første ikke ville give nogen ekstra forståelse eller mening for ham, men også fordi ordet alkoholmisbruger ligger snublende nær, og derfor ville afkræve en forklaring hver gang, det kom på tale. Desuden er det nok heller ikke vigtigt for ham, at slå på tromme i enhver situation, at han er rødvinsdranker, også selv om ”dranker” rent sprogligt stammer fra gammel plattysk og betyder ”en person som drikker”, og i hvert fald i sproglig forstand ikke dækker over noget odiøst, hvilket til gengæld vores generelle forståelse af ordet dranker gør, fordi vi har givet det betydningen, at en dranker er en alkoholiker, altså en person med et destruktivt afhængighedsproblem. Asger Åmund giver direkte adspurgt et humoristisk og et letforståeligt svar, som ikke efterlader nogen tvivl om, at han nyder et glas eller to om dagen, at det tillige er sundt, og at det ikke tvinger ham ud i uløselige socioøkonomiske problemer.
Men hvor i sproget finder vi en klar forståelse mellem det hensigtsmæssige og uhensigtsmæssige alkoholforbrug? De fleste har jo nok en fornemmelse, og langt hen ad vejen kunne mange nok blive enige om nogle brede rammer, hvilket vi har levet med længe, men når det kommer til politiske tiltag og lovgivning på et eksplicit område, får en uklar og svævende begrebsdannelse katastrofal betydning, og kan i værste tilfælde bidrage til, at et problem fastlåses i stedet for at blive løst.
Og hvad med stoffer? Hvornår har vi en klar sproglig forståelse for, hvornår der er tale om brug eller misbrug? De fleste ville nok mene, at forholdet giver sig selv, for vi behøver jo blot at tage en sightseeing gennem hvilken som helst by i landet, ja for den sags skyld i hele verden, så ved vi nok, hvor misbrugerne samles, altså underforstået de udstødte, de svage og de marginaliserede, og da stoffer er forbudte overalt, ligger betegnelser som alkoholikere, drankere, narkomaner og kriminelle jo lige på tungen, klar til fordømmelsens og afskyens afstandstagning. Ikke desto mindre stod vores alle sammens rockmama Sanne Salomonsen frem for nylig, og fortalte, at hun i årevis havde røget hash, som ud over nydelsen også bidrog til en kreativitet, som hun nødigt ville være foruden. Dette på trods af, at hash er forbudt og kriminaliseret som et illegalt stof. Intet tyder imidlertid på, at rockmamaen derved har rodet sig ud i uoverskuelige sociale og økonomiske problemer, men nærmere at hun har fundet en personlig nydelsesform i hashen, på samme vis som Asger Åmund i et glas rødvin.
Men hvad med stærk narkotika, som f.eks. morfin? Ja, det er ulovligt, farligt og dybt kriminaliseret i sin illegale form på gadeplan, men samtidig et højt respekteret lægemiddel, når det har passeret lægens receptblok. Dette forhold giver den sproglige mulighed, at narkoman, stofmisbruger og en person i lægeordineret smertebehandling i princippet er brugere af det samme stof, men med afgrundsdyb forskel i forståelsen af den valgte betegnelse. En prostitueret udtalte for nylig i et læserbrev, at hun var nødt til at købe for adskillige tusinde kroner ”nervemedicin” på det illegale marked. Vel at mærke receptpligtig medicin, som derved kriminaliseres, ikke på grund af medicinens karakter eller egenskaber, men fordi det ikke var hendes navn, som stod på den lægeligt udskrevne recept. Princippet viser altså, at nervemedicin (benzodiazepiner), smertelindring (morfin) og hash kan finde både højt respekteret medicinsk anvendelse, og samtidig være ulovligt og dybt kriminaliseret.
Hvad gør forskellen? De fleste ved jo godt, at receptpligtig medicin i ukyndige hænder kan forvolde stor skade, og derfor ikke må videresælges ad libitum, men hvad nu, hvis vi taler om salg til personer, som til daglig anvender narkotikadoser, som ville slå en hest ihjel? Er disse personer ukyndige, eller er de specialister på deres felt? Det er jo et godt spørgsmål, for hvis lægen udskriver metadon, som er en meget stærk smertelindrende medicin, og forbundet med en hastigt voksende og skræmmende dødsstatistik over hele verden, vil ukyndig anvendelse medføre døden, men kyndig anvendelse have sine fordele i længere funktionsvarighed. Alligevel stiller de færreste vel spørgsmål ved lægens kyndighed, selv om anvendelsen har katastrofale følger, for der er jo nok en forklaring et eller andet sted, og som bekendt ved vi jo også, at hvor der handles, spildes der – eller? Når vi taler om afhængighedsskabende medicin, vil afhængighed være en naturlig følgerisiko, uanset om medicinen er receptpligtig eller illegal, og måske forårsager den sproglige forbistring netop, at hele alkohol og narkotikaområdet bliver udvandet af en manglende klar og enkel forståelse, som efterfølgende resulterer i uhensigtsmæssig lovgivning, og hvad deraf følger. Mon ikke de fleste borgere er enige i, at patienter ikke må videresælge deres receptpligtige medicin, at vi ikke ønsker narkobanders huseren i gader og stræder, og at det ikke er hensigtsmæssigt at mennesker tager skade eller dør af hverken legal eller illegal narkotika?
Lovgivningen på området synes i hvert fald at være en naturlig følgevirkning af denne holdning, og derfor er en lang række narkotiske stoffer forbudte at indtage og handle med. Ikke desto mindre må samfundet erkende, at selv en dygtig udført politiindsats ikke kan holde stofferne væk fra landet. Vi ville alle så gerne, men har sammen med resten af verden måttet erkende, at der er tale om en sand Sisyfos opgave, så hvad gør vi nu?
Tilsyneladende intet. Det er som om, at denne alvorlige erkendelse slet ikke afføder nogen form for kompetent reaktion. Vi fortsætter med andre ord med de samme forholdsregler, og forventer en anden reaktion. Denne fremgangsmåde findes der til gengæld en meget klar sproglig betegnelse for, nemlig at vi venter på et mirakel. Regeringen har altså valgt, at de svages og marginaliseredes velfærd simpelthen er Gud i vold, og ikke noget som kræver politiske tiltag og bedring. I årevis har vi kunnet følge den Schweiziske narkotika model, hvor de positive resultater ganske enkelt er overvældende. Det handler om ordineret heroin, sprøjterum til stofbrugerne og en god social omsorg, men i dansk politik er der mange forskelligartede holdninger til den samme rapport, hvilket kun kan skyldes, at nogle begreber måske ikke fremstår så enkle og tydelige, som er nødvendigt for, at danne en bred politisk stillingtagen til én og samme rapport med henblik på en fornuftig lovgivning.
Mange politikere har den grundholdning, at hele ”misbrugsområdet” skyldes en uhensigtsmæssig og fejlagtig livsstil, en tilstand som kan klares ved ”at rette kuverten ud” og komme videre med sit liv. Hermed forstås naturligvis et produktivt liv på arbejdsmarkedet, for vi er mange i det danske fællesskab, hvilket kræver at byrderne løftes af så mange skuldre som muligt. Denne holdning eksisterer på trods af, at vi udmærket ved, at der er forskel på ressourcestærke og ressourcesvage personer. At de ressourcestærke trives som fisk i vandet under den siddende regering er logik for burhøns, men hvis de ressourcesvage også ønsker et sus fra evigheden, er de socialpolitiske forhold en kæmpe hindring i form af utilstrækkelige aktiveringstilbud, manglende boligsikring, ussel kontanthjælp og i forvejen almendårlige sociale vilkår, hvilket i det mindste gør brugen af nervemedicin og narkotika om ikke acceptabel, så dog i det mindste forståelig.
”Alle siger, at Jeppe drikker, men ingen siger, hvorfor Jeppe drikker.” Ludvig Holberg (1684-1754) lod sig inspirere af Stavnsbåndets indførelse i 1733 til komedien Jeppe på Bjerget. En tid hvor herremændene bestemte og sørgede for, at frihed var dikteret af dem og deres. Mange under ”vornedskabet” valgte at finde ”lykken” i en pæl brændevin eller to, når der nu ikke var andre muligheder, hvilket der for øvrigt ikke havde været siden 1500 tallet, men selv om denne komedie er den mest kendte af alle Holbergs komedier, og mange har set den og rystet på hovedet af datidens elendige sociale forhold, kan gårdmandspartiet Venstre over 250 år senere minsandten slippe af sted med samme socialpolitiske manifest, selv om indpakningen er lidt mere elegant og tidssvarende. Noget har de dog lært af komedien. De har taget brændevinen fra Jeppe, men har desværre ”glemt” at bedre hans sociale levebetingelser.
I en nutidig ”Jeppe på bjerget” komedie, er Jeppe stofmisbruger, og møddingen er udskiftet med Istedgade og pladsen foran Maria kirken, hvor han fastholdes i sin elendige livssituation af umulige og urimeligt nedværdigende sociale forhold, som ikke lader stavnsbåndet og vornedskabet noget efter.
Kurt Stoldt. august 2006.
