Lånt af Narkotikarådets blad STOF
www.stofbladet.dk
De bedste hensigter
Af Eric Allouche, psykolog Vestsjællands amt
Vold er i behandlingssammenhæng et centralt punkt, hvor behandlingsskader kan udspille sig. Den vold og aggressivitet, der er i misbrugsbehandling, skal dog ikke kun opfattes bogstaveligt, som de sjældne gange, hvor en behandler virkelig slår en stofmisbruger i behandling.
Volden skal opfattes bredt og udvides til mere almindelige situationer såsom mindre overgreb, ydmygelse, undertrykkelse.
Det kan f.eks. være at anvende overvågede urinprøver eller at true med at bruge administrativ nedtrapning.
Det kan også være de mest subtile og abstrakte former for aggressivitet, som man finder f.eks. i de almindelige idéer om at "man skal anerkende sit misbrug", at "misbrugere skal skrabe bunden, før de bliver parate til behandling" eller at "man skulle sende dem til en øde ø".
Med sådan en ideologisk baggrund kan man næppe undre sig over, at nogle behandlere godt kunne tænke sig at det var muligt at anvende tvangsbehandling over for stofmisbrugere.
Når udgangspunktet ikke er, at misbrugsbehandlere er psykopater eller småsadister, så må man spørge sig selv: Hvad kan få også gode behandlere til at opføre sig mere eller mindre voldeligt?
Der er to indlysende svar.
Enten kan de ikke se volden i det, de gør - fordi den tanke, at det de gør er voldeligt, er så fjern fra den måde de opfatter sig selv og deres arbejde på, at volden bliver fuldstændig overset, fortrængt.
Eller de mener, at det godt kan være at hensynsfuld behandling virker - men voldelig behandling virker bare bedre.
Og til en vis grad må man give det sidste svar ret.
Behandling, ikke kun den værste, men også den bedste, kræver en vis mængde vold.
Man kan således ikke benægte at en kirurg er nødt til at bruge en skalpel eller en tandlæge et bor.
Tættere på vores felt kan man i den pædagogiske verden se, at "vold" heller ikke er et fremmedelement - f.eks. i "konsekvenspædagogik", som i sin tydeligt voldelige form (hvor "konsekvens" er lig med straf) bliver anvendt i nogle institutioner landet over.
Vold som produkt af vort syn på stoffer og stofmisbrug
For os behandlere kan den uundgåelige vold være at tage svære emner op i samtaler. Eller i den mest enkle form: At bede en klient blive siddende, når han ønsker at gå, eller at stoppe en samtale selvom klienten stadig har mere at sige.
Men selvom en vis mængde behandlingsvold forekommer at være både uundgåelig og nødvendig, så virker vold i misbrugsbehandling ofte så umotiveret eller overdrevet at man er nødt til at kigge på andre faktorer.
For at starte fra et eksternt synspunkt kan man først kigge på vore kulturelle forestillinger om stoffer og stofmisbrug:
Stofmisbrug er farligt.
Ja - men at det er "farligt" er noget helt andet end at stofmisbrug indtager pladsen - eller funktionen - som indbegrebet af det farlige i vores kultur.
Hvad vil det sige ?
At folk igennem tiderne har konkretiseret deres "ubestemte angst" på ret vilkårlige grupper, ting og fænomener.
Den franske idéhistoriker Michel Foucault viser således i sin bog om galskab, at da de store epidemier - bl .a. pesten - forsvandt i 1500-tallet, efterlod de en stor tom plads, hvor der i 200 år havde været en gruppe af socialt udstødte som samlede verdens ondskab på sig.
Når man i Europa samtidig havde brændt jøder i stor stil for at se om det kunne hjælpe på pesten, var der ikke ret mange tilbage at sætte på den tomme plads. Foucaults pointe er, at det blev de gale, der blev forvist til den plads, med den sociale funktion at være dem, der stod uden for det gode samfund.
Mange detaljer peger på, at det i dag er stofmisbrugere, som har overtaget denne plads. Det er således ret tankevækkende at se aviserne anvende overskrifter som "dansen med døden" og "danse macabre" i forbindelse med ecstacy, når "danse macabre" lige præcist er noget, der opstod i forbindelse med pestens storhedstid.
Den samme sammenhæng kan man finde i det billede af "narreskibet", som Foucault nævner som startskud på udstødelsen af de gale og som er titlen på Jacob Winsløws bog om stofmisbrugere og misbrug.
At påstå at stofmisbrugere i vores tid konkretiserer den ubestemte trussel, som ligger i vores samfund, og af den grund bliver udstødte, er på den baggrund ikke nogen vovet hypotese.
Fordi stofmisbrugere er en social udstødt gruppe, kan man i behandlingen tillade sig at overskride de grænser, som gælder for den almindelige befolkning.
At udstødte grupper bliver udsat for en ualmindelig voldelig behandling kom også til udtryk ved tvangssterilisationerne af såkaldt "åndssvage" og kastrationer af homoseksuelle mænd i Danmark indtil for så sent som 50-60 år siden.
Desuden er den måde vi opfatter misbrug som en sygdom på, et vigtig element i forbindelse med anvendelsen af vold i behandling.
Når vi opererer med den opfattelse, at stofmisbrug er en meget alvorlig tilstand eller sygdom, som kan sidestilles med andre "dødelige sygdomme" såsom kræft eller aids, medfører det at grænsen for acceptabel behandling i forhold til de skader man kan påføre patienten, bliver trukket meget langt.
"Strengt nødvendig behandlingsvold"
Alle disse kulturelle faktorer er problematiske og bærer i sig roden til mange mulige behandlingsrelaterede skader, men de er til en vis grad ret almindelige og fælles for forskellige udsatte grupper.
Det gør behandlingsvold til et endnu mere vanskeligt spørgsmål, når vi ser og hører, hvad brugerne selv kræver af behandling.
Misbrugerne - selvfølgelig ikke alle, men så mange at det ikke kan overses - appellerer til eller ligefrem ønsker en voldelig behandling.
Dette ønske om voldelig behandling kan udtrykke sig meget forskelligt. F.eks. kan man meget ofte høre en bruger sige:
"Hvis jeg var behandler, så ville det ikke være så nemt at snyde eller narre mig".
Eller: "Jeg har brug for en hård behandler".
I praksis viser det sig også, at brugerne ofte kommer med forslag om strammere regler og restriktioner end behandlerne gør, og især at de er meget mere voldelige med hensyn til hvordan de ville straffe dem, der overtræder reglerne.
Og næsten i en kategori for sig finder vi de brugere, der direkte beder deres behandler om at anvende vold imod dem.
En kollega fortalte mig således om en kvindelig klient, der bad ham om at binde hende, så hun ikke kunne løbe hen til sin pusher, som hun så igennem vinduet.
Derfor kan man som behandler komme i tvivl om, hvorvidt misbrugerne har ret når de siger, at de trænger til en mere håndfast behandling.
Når en klient kommer og siger, at han trænger til "et spark i røven", hvilken behandler kan være så streng at nægte den slags hjælp til et menneske, der beder om det?
Udsat for et pres, der kommer både fra samfundet og fra brugerne, er det vores problem at diskutere og definere voldens plads og funktion i misbrugsbehandling, hinsides de gode hensigter, så volden begrænser sig til den "strengt nødvendige behandlingsvold" og ikke udvikler sig til overgreb og behandlingsskader.
Af Eric Allouche, Psykolog
