De nye unge – engang kaldte vi dem børn!
Af ungdomsskoleinspektør i Vamdrup, næstformand i Ungdomsringen John Madsen, Esbjerg.
I løbet af 1990'erne er der kommet et stadigt større pres mod barndommen, som traditionelt opfattes som aldersgruppen 0-14 årige. Børn presses ud af den trygge barndom, hvor kreativ leg og evnen til at bruge fantasi er skiftet ud med stilistisk leg og konform look-a-like.
Omfattende børne - og ungdomsforskning bekræfter, at barndommen har stor betydning for det enkelte individ, ligesom det er slået fast, at barndommen udgør det fundament, som resten af livet bygges på. Svigt i barndommen kan få afgørende indvirkning på unges liv og opvækst.
Den sociale, integrerede personlighed, der kendes fra 1970'erne er i dag erstattet af en personlighed, der er egoistisk og narcissistisk, og som ikke tillader andre at komme til. Denne personlighed bakkes desværre op af bl.a. folkeskoleloven, der lægger stor vægt på at tage hensyn til det enkelte barn. Der skal naturligvis tages hensyn til det enkelte barn, men der skal også tages hensyn til fællesskabet.
Forbrugerbørn
Presset på barndommen er som
nævnt øget gennem 1990’erne. Det er gået op for de kommercielle
interesser, at børn for alvor er blevet forbrugere. Leg, hvor fantasi
og fysik er vigtige elementer, nedtones allerede i 8 års-alderen, og
hvis ikke voksne går foran og holder fast i legen, er den en saga blot,
når barnet er fyldt 10 år. I stedet erstatter børnene leg med underholdning
i form af computere, elektroniske spil og ikke mindst tv. Medierådets
censurregler omkring film er nu blevet vejledninger til forældre i
stedet for forbud. Ofte sidder børn alene og ser tv og videofilm, der
indeholder vold og sex, selv om filmene kun er tilladt for personer
over 15 år. Problematikken ses tydeligt i disse år, hvor filmatiseringen
af bøgerne om Harry Potter og Ringenes Herre når børn på helt ned
til 6 år, selv om Medierådets vejledning ikke mener, at så unge børn
bør se disse film.
Tv-kanalerne priser sig også lykkelige over at have fået en ny målgruppe til udsendelser, som ikke er egnet for børn og unge, fordi man kun måler i antallet af seere, ikke deres alder. Ansvaret er helt lagt i hænderne på forældre og professionelle voksne. Skulle man komme til at forbyde eller slukke for et program, føler børnene sig marginaliserede og kan ikke snakke med i skolen eller via sms på mobiltelefonen, som er blevet mange børns ”livsline” til deres omgangskreds.
Girl power
Den del af underholdningsindustrien,
der beskæftiger sig med computerspil, film og musik, har opdaget potentialet
i gruppen af 6-12årige børn. Pigegruppen Spice Girls fra midthalvfemserne
lancerede begrebet girl power. Piger, som kunne klare sig selv – og
ofte bedre end drenge – og som gjorde op med myten om piger som stille
og handlingslammede. Ud af dette sprang en helt ny type piger, som agerede
teenagere uden at være det, og som ofte er blevet kaldt `betweenagere´.
De kan både optræde som enkeltindivider og som pigebander. Begrebet
pigebander var et ukendt fænomen for bare få år siden. Det er det
ikke mere. Det dækker over de 6 – 14årige, der har sagt farvel til
barndommen, skønt de stadigvæk er børn. Børn der, når de forlader
between-agealderen, oplever sig selv som voksne. De har nemlig prøvet
det meste af det, man normalt bruger hele ungdommen til. Og det i løbet
af ganske få år. Tilskyndet af medieindustrien og en effektiv markedsføring
af livsstilsprodukter har pigerne ´opdaget´, at det er fedt at være
ung, og de har lært sig, hvordan man agerer og accepteres som ung og
voksen, selv om man af alder kun er et barn.
Også børnenes omgivelser har accepteret dem som unge. Pædagoger og lærere kæmper en ulige kamp med disse børn, fordi børnene på forhånd har vundet. Familierne bakker op om det nye medieskabte ungdomsbillede og går i clinch med personalet i institutioner og skoler. De forsvarer deres børn, som en løvemor forsvarer sine unger. Der er ikke længere plads til diskussioner med myndigheder; forældrene kræver handling, og de kræver, at netop deres barn tilgodeses. Derfor er det pædagoger og lærere, der må sadle om og finde en ny pædagogik, der retter sig mod between-agerne. Mange forældre har helt givet op og ser måbende til, når deres børn over en nat lægger legetøjet til side og tager rygning og alkohol til sig, som om brugen af stimulanser var verdens mest naturlige ting.
G-streng og hip-hop-uniform
Pigernes påklædning er blevet
minimalistisk. De går med korte toppe, stramme bukser og G -strengtrusser,
der giver den spæde krop former. Tøjet kan fås fra størrelse 4 år.
Samfundets eneste reaktion er forbud og andre restriktive forsøg, som
alle ved ikke hjælper noget.
Drengene er de helt store tabere i dette spil. De er blevet koblet fra og må klare sig med deres store trøst: Computeren, som er blevet deres nye kammerat. De drenge, der tilhører gruppen af between-agere, er også under pres fra industri og medier. Udseendet forsøges tilpasset tiden med smarte bukser og modehår eller hiphop-uniform. Deodoranten er nærmest uundværlig for en dreng på 12 år, og den skal være en mærkevare. Alligevel har drengene ikke de jævnaldrenes pigers bevågenhed. Pigerne kigger opefter og bliver feteret af drenge, der er væsentlig ældre end dem selv. De jævnaldrende drenge må derfor tiltrække sig opmærksomhed på andre måder og forsøger ofte at gøre det ved at spille seje og turde vilde ting, noget der alt for let ender i kriminalitet. Det hele handler om at skaffe sig opmærksomhed fra voksne, der har travlt med at iscenesætte sig selv, hvilket ikke skal udsættes på grund af et par børn. Når børn i dag får opmærksomhed, sker det sjældent, på grund af, hvad de er. De får opmærksomhed på grund af, hvad de gør.
Bragt i Psykriatriinformation nr. 4. 2003.
