Dybt hjertesuk fra svensk socialarbejder i Malmø!
Socialarbejderen skriver, at han er ved at fortvivle, når han dagligt ser den elendighed, som stofmisbrugere i Malmø gennemlever, fordi de ikke har nogen som helst mulighed for at få behandling, hverken med metadon eller Subutex. Der går fra 1½ - 2 års ventetid, før de overhovedet, kan komme i betragtning til at få hjælp. Når - og hvis - det endelig lykkes, kan hele behandlingen afsluttes øjeblikkeligt og først forventes genoptaget efter 6 mdr., hvis man observerer indtagelse af blot én Benzodiazepin (nervepille) eller alkohol for den sags skyld, idet det også er ulovligt, at indtage når man er i behandling i Sverige.
Svenskerne er så langt fremme med viden om Benzodiazepiner, hvorfor bruger de mon ikke denne viden?
Her et skrækkeligt men sandt eksempel på, hvordan man tugtede en kvinde der var bevilget substitutionsbehandling med Subutex. Hun var på ferie med familien i Thailand, da deres hotel blev skyllet totalt væk af Tsunaminen 2. juledag. Hun og familien, blev sammen med ethundrede andre overlevende dybt chokerede mennesker indkvarteret på et opsamlingssted, hvor en læge uddelte 2 Valium nervetabletter, til lindring af de voldsomme oplevelser, til hver af de tilstedeværende. Da kvinden returnerer til Sverige, kræver narkobehandlerne en urintest, hvoraf det fremgår, at hun har Benzodiazepin i kroppen. Dette kunne desværre efter 3 uger stadig spores, (hvilket er helt normalt), så nu faldt der brænde ned med mistro, beskyldninger og nye restriktioner, der indebar en daglig afhentning af Subutex, i stedet for som hidtil, én gang ugentligt. Selvom hun altid havde passet både Subutex-programmet og sine daglige studier på universitet punktligt, var ikke engang rædselen efter at have oplevet Tsunaminen, nok til behandlersystemets accept af en mindre afvigelse fra reglerne. Kvinden prøver nu, at komme videre, men hun har tabt både sin energi og troen på sig selv, og spørger: ”Hvad skal jeg dog gøre”?
Det kalder man i Sverige i år 2005 behandling, men i vores øjne er det direkte mishandling, af et dybt chokeret menneske, der ellers var rigtig godt i gang med at genopbygge tilværelsen. Hun havde netop fået troen på sig selv tilbage efter mange år i noget, der lignede ”helvede” på jorden. Vi krydser fingre for, at hun genvinder fatningen og fortsætter uddannelsen, trods al modgangen og den gruopvækkende oplevelse i Thailand.
Det er ikke kun den svenske medarbejder, der er ved at fortvivle, det er vi i foreningen også, når både pårørende og desperate stofbrugende nordmænd og svenskere, grædende banker på vores dør og beder os om hjælp med at få behandling hos en dansk læge. Den hjælp er vi desværre afskåret fra at yde dem. Muligheden blev stoppet, af de danske sundhedsmyndigheder, efter at både Norge og Sverige igennem en årrække havde eksporteret en del af deres misbrugere til substitutionsbehandling hos de mere menneskelige læger i Danmark.
Det er fantastisk, at behandlersystemet hos vort broderfolk, på grund af en politisk ideologi, i sådan en grad arbejder med hovedet under armen. Nogle af dem kalder sig endda kristne. Hvordan kan man dog tro på, at man hjælper mennesker ved at stigmatisere og mistænkeliggøre dem totalt og skubbe dem helt ud i helvede?
For os kan det da kun se ud som om, der er kræfter bagved, der enten er utrolige naive, eller ønsker at bevare det kriminelle miljø med den nuværende lovgivning, fordi der er så mange penge i det, på den måde som det foregår nu. Stofferne i sig selv er endda meget mindre farlige end det liv, brugerne bliver tvunget til at leve, på grund af mange politikeres såkaldte ”Moral” og den åh så vigtige politiske ”Signalværdi” og noget der, som vi opfatter det, ligner selvvalgt blindhed.
De metoder, der anvendes i øjeblikket, gør det næsten umuligt for de svageste at komme op at stå igen, nogensinde. Det er økonomisk lukrativt for diverse behandlingsinstitutioner, de ansatte behandlere og ansatte i rets -og fængselsvæsenet, samt politiet, mens elendigheden blandt stofbrugerne til gengæld er nærmest ubeskrivelig.
Man kan ikke for samfundets vedkommende sige, at det er en ønskesituation, med al den menneskelige elendighed, som den nuværende strategi medfører. F.eks. den kæmpe smitterisiko vedrørende HIV, bylder, Hepatitis (smitsom leverbetændelse), og senest også tuberkulose, ja med hensyn til alle infektionssygdommene i det hele taget. Hvordan i al verden kan man tro, at man hjælper disponerede eller psykisk svage mennesker ved at udstøde, straffe og eller jage dem halvt ihjel? Det er ikke at løse problemer, men tværtimod, en meget effektiv måde at skabe endnu flere.
Midt i al vores globale frihed skulle man tro, at det var muligt at hjælpe de stakkels mennesker, der er kommet i nød i et broderland, og samtidig være med til at forebygge yderligere lidelser og elendighed. Men stofbrugere er vist den eneste gruppe mennesker indenfor sundhedsvæsenet, som man behandler ved enten at nægte dem adækvat hjælp, true dem eller ligefrem fratager dem deres medicin, når de endelig har fået den bevilget. Hvis de udviser symptomer på den lidelse, som er den egentlig årsag til den givne behandling. De dør faktisk af at blive ekskluderet, så man kan undrende spørge sig selv, hvorfor fratager læger ikke også hjertepatienter eller diabetikere deres medicin, hvis han eller hun bliver sur på patienten over, at denne f.eks. ryger eller spiser søde sager?
Det er måske - også - fordi man dør af det!
April 2005. Karen Groos
