En lurende epidemi ingen vil vide af?
Af sygeplejerske og medlem af Narkotikarådets
skadereduktionsgruppe
Charlotte Fich
Alt imens man lykønsker hinanden med, at der ikke længere er brug for de store AIDS-kampagner, breder der sig upåagtet en anden potentiel dødelig virussygdom. Ved blodkontakt er den 10 gange så smitsom som HIV, og eksperter regner med, at mindst 12.000 danskere allerede er smittede.
AIDS-kampagnerne beskytter i deres informationsindhold ikke, der findes ingen forebyggende vaccine, og sygdommen får et kronisk forløb i 85% af tilfældene. I gennemsnit vil hver femte og hver fjerde af disse hen ad vejen få skrumpelever eller leverkræft. I USA er sygdommen nu den hyppigste årsag til levertransplantation.
Sygdommen opdages ikke, fordi den oftest optræder uden symptomer i årevis. I denne periode kan andre smittes, da ingen føler anledning til at lade sig undersøge eller tage beskyttende forholdsregler. De fleste ved heller ikke, at eksperter anbefaler smittede og pårørende at undgå at dele tandbørster, barberblade, neglesakse og alt andet, hvor "usynlig blodkontakt" kan forekomme.
Daglig smittespredning kan iagttages
Sygdommen kaldes hepatitis C, og ifølge Sundhedsstyrelsens publikation "Alkohol og narkotikamisbruget i 1997" udgør de intravenøse stofmisbrugere formentlig 60% af alle smittede. 40% er således ikke stiknarkomaner men smittet på anden vis.
Siden begyndelsen af februar 1998 har jeg arbejdet som sygeplejerske i Mariakirken og på Maria Kirkeplads i Istedgade. Arbejdet har bestået i at informere stofmisbrugere på gadeplan om sygdomsrisici, undersøge ukendte adfærdsmønstre, kompetence- og informationsniveauer samt at yde førstehjælp ved f.eks. injektionsskader, sår og overdoseringer.
Dagligt kan jeg iagttage, hvordan denne fatale mangel på viden, der kræver langt større påpasselighed end hvad, der skal gøres for at undgå AIDS, medvirker til, at mere end 85% af alle stiknarkomaner i dag er er smittede. Og nye bliver det hurtigt. Eksperter anslår vi når 100% i løbet af ganske få år. Til sammenligning kan man se i Sundhedsstyrelsens publikation, at blot 4% af samtlige stofmisbrugere i Danmark skønnes HIV-positive.
Derfor er det således absolut nødvendigt for stiknarkomaner, at ikke kun sprøjter og kanyler men også det øvrige udstyr er helt rent og aldrig deles med andre. Det gælder både skeer, bægre og andre remedier, der bruges til at forberede indtagelsen af stofferne. Især er det vigtigt at anvende rent vand. Der udleveres årligt omkring èn million engangssprøjter i Danmark, heraf ca. 600.000 i Københavns Kommune. Men der udleveres ikke rent vand.
Sygdomsfremkaldende stresskampagner
At også den skærpede politikontrol med "stresskampagner" har haft helbredsmæssigt negative konsekvenser for stofmisbrugerne, har jeg været øjenvidne til i det forgangne år. For hvad sker der i virkeligheden, når stofmisbrugere udsættes for stress og øget politikontrol?
Den øgede risiko for at få sit stof konfiskeret presser misbrugere til at injicere stoffet på gaden i hast umiddelbart efter erhvervelsen. Det vanskeliggør betydeligt muligheden for at kunne skaffe sig rene sprøjter og kanyler. Der er heller ikke tid til at sørge for fornuftige hygiejneforhold med det fornødne lys, rent vand, rene bægre, rene skeer samt den ro, der kan bidrage til, at injektionen foretages korrekt. For slet ikke at tale om tid nok til at kunne vurdere stoffets beskaffenhed og styrke. Resultatet af disse stressende omstændigheder er en øget risiko for smitte, og der opstår oftere injektionsskader eller livstruende overdosseringer. At også politiets bekymring for eget helbred er udbredt, vidner det stigende antal henvendelser fra betjente med ængstelige spørgsmål om.
Eneste løsning
Derfor er den eneste fornuftige løsning at tilvejebringe hygiejniske rum, hvor stofmisbrugeren afskærmet kan få udleveret rent værktøj og injicere under hygiejniske forhold. Dette vil også sikre korrekt bortskaffelse af brugt udstyr. Når det enorme antal af én million engangssprøjter hvert år udleveres uden sikkerhed for, at de efter brug bliver forsvarligt afhændet, peger det også stærkt i retning af bemandede injektionsfaciliteter.
Erfaringer herhjemme og i udlandet med ubemandede rum vækker skepsis. De kan blive et uhensigtsmæssigt opholdssted og tiltrække handel, der gør det lettere for nybegyndere at blive introduceret til hårde stoffer.
Ubemandede automater kan heller ikke løse problemet alene. De er dyre både i anskaffelse og drift og er tit udsat for hærværk så de ikke fungere. Dertil kommer tilsyn og opfyldning med nye sprøjter, og der er ingen sikkerhed for at brugte sprøjter bortskaffes i de opsatte sprøjtecontainere, der ofte er tilstoppede, og kræver manuel tømning.
Derimod vil specialindrettede rum med uddannet sundhedspersonale kunne modtage misbrugerne, give dem de nødvendige hygiejniske forhold, informere dem om sikker adfærd, yde førstehjælp samt henvise til lægelig undersøgelse og behandling. Disse rum kan ligeledes placeres i områder der kan lede stofmisbrugerne bort fra kvarterer, hvor især de faste beboere forståeligt nok presser hårdt på for at få dem fjernet fra gaden.
Der er dog på nuværende tidspunkt desværre ingen tilstrækkelig klar lovgivning på området, der entydigt vil kunne tillade sådanne ordninger.
Fleksibilitet betaler sig
Narkomani er en sygdom, hvor stofmisbrugerens fornuft og frie vilje er suspenderet til fordel for et overvældende fysisk/psykisk behov. For beslutningstagere kan det måske være meget svært at acceptere narkomani som en sygdom og stofmisbrugere som patienter, fordi misbrugeren tilsyneladende selv ønsker at bevare deres sygdom frem for at blive helbredt.
Gælder det imidlertid afhængighed på områder som alkohol eller tobak, ser mange anderledes lempeligt på sagerne uanset, at der fra et klinisk synspunkt er mange lighedspunkter. Så selv om det for mange forekommer helt urimeligt at anlægge et "tolerant og fleksibelt" syn på stofmisbrugere, synes det ikke desto mindre at være en absolut fordel for samfundet.
Jo vanskeligere stofmisbrugerens tilværelse gøres, jo mere kriminalitet og sygdom afstedkommer det. Al forskning og undersøgelse peger på, at sanktioner mod stofmisbrugerne heller ikke giver færre stofmisbrugere.
Og stofmisbrugernes forværrede situation med dårligere helbred og øget kriminalitet til følge betales af skatteborgerne: Flere politi- og ambulanceudrykninger, flere indlæggelser på hospitalerne, flere lægebesøg og længere behandlingsforløb, flere forhør, kriminalundersøgelser og rapportoptagelser, flere retsager, bødeopkrævninger og afsoninger. Og der er tale om afsoninger i fængsler, hvor smitterisici er øget: Andelen af indsatte stofmisbrugere er stigende, stofferne findes i fængslerne, men der foretages ingen uddeling af rene sprøjter og kanyler. Samtidig stiger mængden af illegale stoffer generelt i landet.
Misbrug og behandling
Nogle mener, at politiets stresskampagne er nyttig fordi, det nok har fået mange stofmisbrugere i behandling. Problemet er blot, at misbruget fortsætter på gadeplan samtidig med behandlingen. En spørgeskemaundersøgelse har således afdækket, at hele 70% af de aktive stofmisbrugere på Maria Kirkeplads hævder allerede at være i behandling for deres stofmisbrug på en behandlingsinstitution.
Ny opdagelse
Det var først i 1989, at det overhovedet blev videnskabeligt muligt at konstatere hepatitis C og finde virus ved blodprøver. Sygdommen er udbredt i hele verden. Seruminstituttet registrerer årligt mellem 50 og 100 nye tilfælde med hepatitis C, hvoraf en tredjedel opgives til ikke at være stofmisbrugere. Men meget tyder på at der findes langt flere. Dels fordi sygdommen oftest i lang tid er umærkelig for patienten, som derfor ikke bliver undersøgt. Dels fordi årsagen til mange tilfælde af skrumpelever sandsynligvis i stedet begrundes med f.eks. alkohol. Undersøgelser viser, at alkoholikere er særligt udsatte, og blandt alkoholikere med leversygdom har man fundet, at næsten en tredjedel er smittet med hepatitis C. Årsagen hertil kendes ikke.
At den brede befolkning ikke pr. automatik kan forlade sig på, at der er tale om en sjælden sygdom, som "blot" rammer stiknarkomaner og nogle få marginale patientgrupper, vidner begivenhederne i udlandet om. I store dele af verden er sygdommen formentlig mere end ti gange hyppigere end herhjemme, hvis man kigger på sygdommens forekomst blandt bloddonorer.
I lande, hvor smitten ofte forekommer, har man fundet en overhyppighed blandt patienter, der ofte underkastes kirurgiske indgreb o.lign. Der findes også beskrevet enkelte tilfælde i udlandet, hvor smitte med hepatitis C er blevet overført mellem patienter indbyrdes på hospitalet samt fra kirurg til patient.
Smitte på hospitalet
I juni 1998 stod der at læse i Ugeskrift for Læger, at 10% af de østdanske dialysepatienter nu er smittet. En stor del af patienterne er formentlig smittet ved blodtransfusion, men der findes også beskrevet flere eksempler på, at smitte er overført mellem patienter på dialyseafdelinger. De undersøgte tilfælde tyder på, at smitten kan have fundet sted i forbindelse med håndteringen af patienterne.
Eksperter mener, at man må være opmærksom på denne risiko hos patienter, der får leverpåvirkning efter lægelige indgreb, eftersom hepatitis C er en infektion, der sjældent opdages, hvis man ikke er opmærksom på den. Man kan dog ikke udelukkende vurdere leverens tilstand ud fra blodprøver med analyser af de såkaldte levertal. De kan se ganske tilforladelige ud, alt imens hepatitis C alligevel er i fuld gang med at nedbryde patientens lever.
På trods af de dystre perspektiver mener flere, at sygdommen godt kan udryddes i den vestlige verden. Det kan dog kun lykkes ved effektiv information og rådgivning, der fokusere på at undgå direkte og indirekte kontakt med blod.
Det anbefales især at koncentrere indsatsen over for stiknarkomanerne, som er den største gruppe af smittede. Uden information og ændrede vilkår med ændret adfærd til følge vil stiknarkomaner uvidende fortsætte med at praktisere deres særdeles effektive overførsel af smitten.
Forringede forhold giver risiko for hurtigere spredning af infektionssygdomme, ikke kun stofmisbrugere imellem men også ud i den brede befolkning. Jo flere smittede, jo flere er der til at smitte andre. Kort sagt risici øges for alle. Fra udlandet er der registreret tilfælde af smitte mellem familiemedlemmer f.eks. ved at man har brugt den samme barbermaskine eller tandbørste.
Ligeledes kan en del tilfælde tilskrives tatovering, piercing og ligende.
Dertil kommer det naturlige spørgsmål, om man nu også kan være helt sikker på ikke at blive smittet hos frisøren med barberkniven i nakkehårene, fodterapeuten med knivene til ligtorne og andre, som ikke altid er i besiddelse af effektive steriliseringsanlæg.
Taler man om hepatitis af typen B, er der tale om en virus, der smitter ikke 10 men 100 gange lettere end HIV. Men den bliver de fleste dog raske af igen. Forudsat at de ikke har hepatitis C samtidig, for så får sygdommen et langt alvorligere forløb.
Selv om antallet af smittede med hepatitis C kan nedbringes, må man under alle omstændigheder regne med, at de, som er smittede i dag, i stigende grad vil kræve pleje som patienter i løbet af de næste to årtier.
