logo Landsforeningen for
Human Narkobehandling
L.F.H.N.

Forening af pårørende til stofafhængige

Frankfurt resolutionen

Os, underskriverne af Frankfurt resolutionen, er blevet enige om en fortsat udveksling af erfaringer samt et fortsat samarbejde hvad angår narkopolitikken.

Vi har fastslået at:

  1. Forsøget på både at afskaffe forsyningen og forbruget af stoffer i vort samfund er forfejlet. Efterspørgslen efter stoffer består den dag i dag på trods af alle uddannelsesmæssige anstrengelser, og alt tyder på at vi skal fortsætte med at leve med stoffernes forbliven og med stofbrugere i fremtiden.
  2. Stofafhængighed er et socialt fænomen som ikke kan blive udryddet ved hjælp af narkopolitik, men snarere bør reguleres og allerhelst søgt at få begrænset. For mange stofbrugere er afhængighed en traditionel kritisk fase i deres personlige historie og ved bevist at modne vedkommende skulle det være muligt at komme ud af stofafhængighed. Narkopolitikken må ikke forhindre denne proces i sin udfoldelse, men bør snarere tilbyde assistance og støtte.
  3. En narkopolitik, som forsøger at bekæmpe stofmisbrug alene ved brug af afstraffelse og ved at tvinge folk til afholdenhed og som motiverer den enkelte til afholdenhed, vil betyde at forudsætningen for hjælp fra det offentlige ikke virker efter hensigten. Efterspørgslen efter stoffer er ikke faldet, de fysiske lidelser og den sociale elendighed som de afhængige kæmper med stiger, flere og flere misbrugere dør, det illegale narkomarked vinder frem og får større og større fortjenester, frygten for udvikling af ghettoer i byerne på grund af narkomarkedet og den grådige kriminalitet er stigende.
  4. Stofproblemer er ikke fremkommet alene på grund af stoffernes farmakologiske egenskaber, men skyldes hovedsagelig det illegale stofforbrug. Forbuddet gør stofferne urene og dyre, og en passende dosering er svær at beregne. Forbud er den væsentligste grund til elendighed blandt afhængige, de døde og den grådige kriminelle verden. Kriminalitet er ikke kun en hindring for hjælp og terapi, men tvinger også politiet og retsvæsenet til at udføre en opgave de ikke magter.
  5. Stofbrugere lever for de flestes vedkommende i store byer eller søger mod byerne fordi det er hvor markedet findes, narkomiljøet og hjælpefaciliteterne. Således er det de større byer som hovedsagelig er berørt, men indflydelsen på narkopolitikken er moderat og står i stærk kontrast til den byrde de må bære.

 

Vi drager derfor følgende konklusion:

  1. Et dramatisk skift i prioriteringen i narkopolitikken er vigtigt. Hjælp til stofafhængige skal sammen med forebyggende og uddannelsesmæssige tiltag gøres til en ligeså vigtig del af narkopolitikken som andre tiltag. Den størst mulige sociale- og sundhedsmæssige hjælp må kunne tilbydes når det drejer sig om stofafhængighed og stofbrugere, og undertrykkende tiltag skal holdes på et minimum. Kriminel retsforfølgning skal have første prioritet i kampen mod stofhandlen. Beskyttelsen af befolkningen er især en opgave for politiet. Enhver som ønsker at nedbringe pinslerne, elendigheden og død må først befri de stofafhængige for truslen om retsforfølgning alene fordi de bruger stoffer. For det andet må tilbud om hjælp ikke sigte på at opnå total stoffrihed. Hjælp skal ikke kun gives med henblik på at komme ud af afhængighed, men skal også tillade et liv i værdighed på trods af stoffer.
  2. Det er vigtigt, at narkopolitikken skelner mellem hash og andre illegale stoffer hvis fare for afhængighed og kulturelle accept afviger fantastisk.
  3. Fordelingen af sterile sprøjter til stofbrugere og metadonvedligeholdelse er vigtige elementer/bidrag til skadesbegrænsning.
  4. En legal base skal skabes for at tillade oprettelsen af "skydebaner" hvor stoffer kan indtages under overvågning.
  5. Den medicinsk kontrollerede foreskrift for stoffer til langtidsbrugere burde analyseres uden forudindtagethed og med henblik på at opnå skadesreduktion. Et forsøg under videnskabelige rammer må kunne virkeliggøres.
  6. Vi har brug for bedre samarbejde og en koordination af narkopolitikken mellem de større byer og deres regioner blandt byerne indbyrdes og også mellem europæiske lande. Kun hvis nogle få større byer indfører en narkopolitik hvor man accepterer stofmisbrug på godt og ondt og tilbyder lavtærskel hjælp; disse byer vil tiltrække stofbrugere som magneter og snart vil de blive oversvømmet af de medfølgende problemer.

 

Vi finder det nødvendigt at:

  1. At vor narkopolitiske oplæg modtager den nødvendige tilladte organisatoriske og financielle støtte fra den nationale regering og indenlandske instanser.
  2. At køb, besiddelse og forbrug af hash ikke længere udgør en strafbar lovovertrædelse. Handel bør være reguleret og i øvrigt lovlig.
  3. At brugere af andre illegale stoffer ikke bliver straffet for købet, besiddelsen og forbruget af små kvantum stoffer til eget forbrug.
  4. At lovlige organisatoriske og financielle retningslinier bliver skabt for at udvide den nødvendige metadonordination i vore byer.
  5. At lovgiverne og de lokale regeringer skaber forudsætningerne for lavtærskel metadonordination og for et medicinsk og videnskabeligt baseret forsøg med stofordination. I denne forbindelse bør der være garanteret deltagerne psyko-social støtte.

 

Vedtægter:

Ved dannelsen af fællesmarkedet i Europa og med åbningen af grænserne er der opstået en situation som kun kan behandles med internationalt tilsnit og med et samarbejde blandt de involverede byer.

Vi, underskriverne af Frankfurt resolutionen, beslutter os derfor at gå i tæt samarbejde med de eksisterende initiativer fremsat af EU-kommisionen, Europarådet og WHO’s europæiske sektion og har med oprettelsen af samarbejdende netværk fået sikret en jævnlig udveksling af erfaring mellem byerne. Nye veje må oprettes i narkopolitikken og resultater og erfaring udveksles.

For at tjene dette formål vil vi kæmpe for:

  1. Styrkelsen af den europæiske koordination vedrørende narkorelaterede emner.
  2. Regelmæssige møder af narkokoordinatorer.
  3. Udveksling af specialister indenfor sektorer som narkorådgivning, forebyggelse, politi og sundhedssektoren.

Kredsen af samarbejdende byer må tilstadighed udvides.

Det er en sag af største nødvendighed at stifte en institution, som i samarbejde med Europarådet, EU.kommisionen, WHO-europasektion, både koordinerer og foretager videnskabelige undersøgelser indenfor Europa og indleder videnskabeligt ledede narkorådgivningsprojekter, som i særdeleshed forsøger sig med nye indgangsvinkler.

Vi gør opmærksom på betydningen af, at man i forbindelse med skabelsen af en fælles europæisk politik koordinerer de nationale judiriske systemer, med sigte på en afkriminalisering og afskaffelse af afstrafningen af stofmisbrugere såvel som skadesbegrænsning.