Gode forældreråd
Tal så ofte som muligt med dit barn. Hvis du har dit barns fortrolighed, er det langt nemmere at tage problemer i opløbet. Husk på, at cirka otte ud af 10 unge nøjes med at eksperimentere med stoffer. Man skal altså ikke male fanden på væggen, fordi de har røget en joint. Vær opmærksom på hvilke interesser dit barn har. Brug af stoffer foregår i høj grad i subkulturer, f.eks. inden for techno- og graffitimiljøet. Men stofferne kan efterhånden også fås på de fleste diskoteker.
Hold øje med hvem der er dit barns venner/kæreste. Udskiftning af mange venner kan være tegn på, at der er noget uheldigt i gære. Virker dit barn til tider sløvt og apatisk? Det kan være tegn på f.eks. hashmisbrug. Hvis du opdager et forbrug af stoffer, så meld klart ud om, at det vil du ikke have. Men lad være med at forbyde barnet at være sammen med bestemte kammerater.
Prøv at finde ud af, hvorfor dit barn tager stoffer. Som udgangspunkt træffer unge fornuftige valg, og stofferne må derfor give dit barn et eller andet. Det kan være, at det handler om at erstatte stofferne med en ny fritidsaktivitet eller nogle grænsesøgende oplevelser som at sprænge ud med faldskærm.
Sørg for at få ordentlig information om rusmidler, før du forsøger at råde dit barn. Børn og unge har ofte stor viden om alkohol og stoffer, og du mister din troværdighed, hvis du kommer med vildt overdrevne eller urigtige oplysninger.
