Har narkobehandlingssystemet viden nok?
Hvor meget viden har man i behandlingssystemet, og er man opmærksom nok på, hvor mange forskellige psykiske tilstande der kan ligge til grund for starten på et misbrug.
Ved man nok?
F.eks. tilstanden socialfobi.
Selve kernen i socialfobi er en stor frygt for at blive udsat for andres kritiske øjne og for at optræde pinligt eller på anden måde blive afsløret eller ydmyget i sociale situationer. Som oftest er det også forbundet med, at man stiller meget høje krav til sin egen adfærd og til sine egne præstationer, en form for social perfektionisme.
Paradoksalt nok er det i reglen sådan, at mennesker med socialfobi er meget elskede og vellidte og opfattes som behagelige at omgås. Mange er meget begavede og følsomme mennesker som det er meget let at føle sympati for.
Hvorfor kan mennesker med socialfobi ikke se sig selv med omgivelsernes positive blik?
Hvorfor kan de ikke slappe af og begynde at tro på sig selv, indeholdende så mange positive evner? De mennesker der har socialfobi, ved alt om, at det ikke er så enkelt.
Ca. 10 – 15 % af befolkningen lider af socialfobi. Den grundlæggende følelse er udpræget og vedvarende rædsel og angst i sociale situationer, som giver sig udtryk på mange forskellige måder. Kroppen og sindet bringes i oprør og kan reagerer meget forskelligt.
F.eks. Kropslige/fysiologiske: Bl.a. Panikanfald, hjertebanken, svedtendens, rysten, kvalme, opkastning, rødmen, manglende koncentration, går i stå, kan ikke huske, mundtørhed, mavesmerter.
F.eks. Psykiske: Bl.a. Negative tanker og følelser, følelseslivet i almindelighed påvirkes bl.a. som deprimeret, trist, skamfølelse, vredesudbrud mod andre, vrede mod sig selv, svaghed, utilstrækkelig- og værdiløshed, ringe selvfølelse og selvværd, konstant følelse af ydmygelse.
Tilstanden kan føles uudholdelig. Opmærksomheden vendes mod personen selv og dennes præstationer, som medfører at tankerne kredser om katastrofer, med ydmygende scener hvor man dummer sig og ikke kan leve op til kravene. Man er bekymret før en given social situation og kritiserer sig selv bagefter.
Socialfobi fremkommer almindeligvis i teenagealderen. Der kan være arvelighed til stede, men også sociale forhold i hjemmet, med enten en forælder der lider af det samme, eller med stor dominans og kritisk bedømmelse hele tiden gør gældende, at der aldrig er noget der er godt nok. Dette kan medføre automatiske selvkritiske tanker, hvor der føres en indre dialog, hvoraf det fremgår hvor håbløs man er. Det kan ofte udløses af stress, der kan føles som overgreb, fordi man tror, at man ikke er hurtig nok og derfor ikke kan følge med.
Flugtmetoderne er mange: Bl.a.: Isolation (der medfører ensomhed) undgå samvær med andre mennesker, de afstår fra forelskelse og nærhed, de spiser ikke sammen med andre, de afskærer sig fra arbejdsliv, uddannelse, fester og rejser. De kan opleve det som udelukkelse af fællesskabet, men de ved det er på grund af deres angst. Som nævnt er der mange manøvre for at undgå de sociale situationer. Det er svært at udholde disse belastende tilstande.
Tragisk, men forståeligt nok, er det ikke usædvanligt at mennesker med socialfobi kan udvikle misbrug og flygte ind i stoffer, alkohol eller medicin. Dette bliver en selvmedicinering, der fjerner angsten og den negative tankestyring med de uudholdelige psykiske og fysiske tilstande. De føler de bliver normale og sig selv og kan løfte hovedet uden den altfortærende angst.
Problemet, hvis ingen kan se de forskellige grundlæggende årsager er, at der er stor sandsynlighed for at livet bliver ødelagt. De bliver stofafhængige og kan ikke bare blive stoffri, da de ikke kan holde livet ud uden heroin, morfin, nervepiller og lign. De kan på den måde ende i kriminalitet, da stoffet skal skaffes.
Menneskeligt er situationen den samme deroute, hvis de flygter ind i alkohol. Her bliver de dog ikke kriminelle, kun mere ødelagte. Det er derfor meget vigtigt, at man i behandlingssystemet ved nok om bagvedliggende årsager, som f.eks., panikangst, generaliseret angst, socialfobi og depression. Ved disse tilstande ligger selvmedicinering lige om hjørnet. Det kan første gang være helt tilfældigt hvad man indtager, alkohol, stof eller nervemedicin, men det dulmede og det hjalp.
Bliver det håndteret rigtig med gode interview, foretaget af den der skal hjælpe, hvor det handler om hvad det enkelte menneske giver udtryk for, (og ikke de interview, hvor personen hellere må synes det behandleren mener man skal synes, for at blive accepteret). Så er der meget store muligheder for hjælp og helbredelse i kognitiv terapi, hvor der bygges nye tankebaner op og indlæres nye adfærdsmønstre. Hvis dette lykkes er der stor mulighed for senere stoffrihed.
I mange år blev hele denne gruppe afslået hjælp, de skulle bare tage sig sammen og blive stoffri. Kunne de ikke det på behandlingssystemets præmisser, var det deres egen skyld.
Oven i socialfobien, der i forvejen fyldte dem med følelsen af ydmygelse, fordi de mente de ikke kunne leve op til deres egne normer, kom så ydmygelsen og udstødelsen fra bl.a. politi, behandlere, læger, familie, ja fra hele samfundet.
Enten blev de sendt i stoffri behandling 8-14 dage, nogen fra 3 – 40 gange, hvilket sjældent lykkedes, derefter mente systemet de så måtte ud i ”suppen” 1 år til. Hvis det så passede ind i behandlernes skema til den tid, kunne de måske komme igen til en 14 dages nedtrapning. De var jo selv ude om det.
De afhængiges angst og de pårørendes afmagt over for behandlingssystemet var skræmmende. Mange familier gik til grunde, som resultat af deres børns lidelser.
Det var jo ikke ligefrem at redde liv, derimod kostede det mange mennesker livet.
Derfor er det så vigtigt at få indsigt og gøre brug af den viden, der er tilgængelig indenfor disse områder, og som en helt naturlig ting skal indgå i bedømmelsen. Så systemet ved hvad det egentlig er de prøver at behandle, det må være forudsætningen for at kunne hjælpe mennesker, for overhovedet, at kunne få et godt resultat med behandlingen, til gavn og glæde for både klient og behandler.
Karen Groos. Februar 2004.
