Tanker efter mødet på Rigshospitalet den 28. August 1997
Hvor kommer fordommene fra ??
Man tør næsten ikke tro det, blæser der virkelig nye vinde i narkobehandlingen, eller drømmer jeg? Hører jeg virkelig rigtig, når man nu med undren ser tilbage på 25 års rædselsregime med så mange, der døde i dyb fornedrelse og elendighed, samt de der endnu er tilbage psykisk og fysisk ødelagt af angst, mishandling, HIV og Aids. Brugt som prøvekludsmateriale. Mennesker, som havde haft mulighed for et liv, hvis fordommene havde styret alt og alle.
Se, der var engang noget som hed narkosamråd, egentlig skulle de have haft sæde i Vatikanet, for at være tæt nok på den gud de troede de selv var. Jeg fandt egentlig aldrig ud af hvem, der spillede paven i dette styre. Men disse samråd skabte fordommene og styrede hurtigt politi, læger, politikere, domstole, amter, kommuner o.s.v. Det blev som en snigende gift der lammede al sund fornuft, barmhjertighed og logisk tænkning i behandlingssystemet.
På nær nogle enkelte modige og stærke læger blev de alle bange som høns og kaglede sammen, glemte alt om barmhjertig hed, hyttede deres eget skind, klappede hinanden på skulderen og fortalte indbyrdes hvor retlinet man var, man tog sig heldigvis ikke af narkomaner. Man udskrev da heldigvis ikke metadon, ligemeget hvor elendigt et menneske man havde foran sig. I det hele taget ville mange af disse svage læger blive mindre chokeret over at du kaldte ham et dumt svin, end hvis du nævnede ordet "metadon". Det uartigste ord i den danske lægeverden. (Man glemte alt om, at der altid havde været mennesker der var morfinister. Disse mennesker levede stille og roligt og agtet af andre borgere. De fik deres medicin hos lægen, de behøvede ikke at blive kriminelle).
Men nu fik man at vide at en narkoman skulle afgiftes og begynde et nyt liv. Se, så let var det! Ingen stillede sig selv spørgsmålet, hvorfor blev nogle mennesker misbrugere. Det er jo en følgesygdom, der kan have mange forskellige årsager. Fordommene bredte sig som ringe i vandet, hele behandlingssystemet blev inficeret. Man blev ved med at forlange stoffrihed, selvom resultaterne var af helvede til, skyklapperne blev båret hver dag. Ingen brug af metadon, vi alene vide, med en masse dødsfald til følge.
Det er underligt at både ordene behandlere og bødler begynder med b. Hvordan kunne disse mennesker overhovedet sove om natten. Men de blev ved. De handlede de samme og de samme om og om igen med utallige nedtrapninger. Alle narkomaner fik at vide, at de ingen hjælp kunne få, men at de skulle på nedtrapning. Det kunne de altså bare ikke komme for der var ca. 600 behandlingspladser på landsplan og lavt sat ca. 8000 narkomaner.
Mens de behandlede de samme og de samme, gik alle de andre rundt i det helvede det er at prøve at klare sig ved prostitution, kriminalitet, ingen bopæl, ødelagte familier, jagt efter stoffer og altid jagtet af politiet. Det opfattede behandlerne som noget positivt, jo mere ødelagt jo bedre. En besynderlig filosofi. Hvorfor skulle de dog nå at blive så ødelagte og udstødte? Hvorfor var det så vigtigt for behandlerne at familien skulle slå hånden af dem? Det var jo familierne der bar byrderne.
Man havde kontakt med et samråd, der blev sagt at ens barn havde brug for øjeblikkelig hjælp, øjeblikkelig hjælp i samråds regi var altså 9 mdr. = 270 døgn op fyldt af angst, rædsel og fortvivlelse. Politiet spurgte mig engang, hvorfor alle vi narkoforældre ikke slog os sammen i en massiv protest. Dertil måtte jeg jo svare, at de fleste forældre ikke havde overskud til andet end at stå op om morgenen og prøve at passe deres job og familier og prøve at leve med det værste af alt, afmagten.
Når politiet kontaktede behandlingssystemet og råbte om hjælp, kunne beskeden så være, om 7 måneder kl. 11.00 - Kl. 11.00 var meget vigtig, for samtidig med at man anså narkomaner for helt utilregnelige mennesker, var man overbevist om, at de altid skulle kunne møde med militærisk præcision. Kom de nogle timer for sent, så var de selv ude om det. Vent 6 mdr. til. Hvordan i helvede kunne hele systemet tillade sig at lege Georg Gearløs med vores børn og befolkningens penge, samt skabe så megen ødelæggelse? Med så ødelagte mennesker man kreerede på det tidspunkt, ville det tage op til 4 år, at blive velfungerende stoffri. 2 år til at bearbejde den egentlige årsag til misbruget og 2 år til at bearbejde de forfærdelige oplevelser sådan et liv medfører (men som behandlerne mente var så godt, ud i suppen et halvt år til, uh hvor det hjælper). J
eg kan ikke forstå, at når læger og andet sundhedspersonale ulykkeligvis kom ud i et misbrug, så skulle de have hjælp. De skulle ikke ud i suppen et halvt år som gadenarkomaner, dem ville det altså ikke hjælpe, eller er der noget jeg har misforstået? Se, havde man nu glemt sin egen "religion" og i stedet tænkt på klienterne, havde man givet dem metadon i ventetiden på behandlingen for at undgå den helt eksistensielle ødelæggelse, så kunne det måske i mange tilfælde være lykkedes. I øvrigt har det mange gange været meget vigtigt midt i al tragedien, at have humoristisk sans.
Tænk at blive ringet op af en sagsbehandler fra kommunen, for at få at vide, at ens barn skal på nedtrapning på et pensionat i Istedgade. Midt i at man er ved at kvæles, spørger man så om damen er vanvittig. Jeg tror i det hele taget, at vi er mange som ligger inde med en masse "stof", der kunne bruges i absurd teater.
De modige læger fik det meget svært, på den ene side, oversvømmet af nødstedte tiggende, ulykkelige mennesker. På den anden side presset af "guderne" og hele behandlingssystemet. Så presset, at en ellers dygtig og ansvarlig læge undlader at fortælle en klient at vedkommende er HIV-positiv. Grunden var, at han ikke kunne have denne klient i metadonbehandling mere, da han blev presset fra alle sider. Så grel var forgiftningen i systemet. Hvem var det der spændte ben, når et metadonprojekt var ved at lykkes? Hvem var paven? Hvad er grunden til at vore politikere stadig er inficerede? De bruger ordet uetisk og statsnarkomani i samme åndedræt. De må have fået ordet "etik" galt i halsen, for hvis de står der i al deres pænhed og mener at narkoprostitution og alt hvad et narkoliv medfører, er etisk, så gud hjælpe dem. Jeg må jo nok hellere fremhæve, ikke over for læserne i øvrigt, hvis tænkeevne jeg har stor tillid til, men mere hvis en inficeret behandler skulle se dette indlæg. Jeg skærer det ud i pap. STOFFRIHED ER DET BEDSTE, DER FINDES, men hvis dette ikke kan lade sig gøre, så brug det næstbedste. At give mennesker mulighed for et bedre og værdigere liv.
Et narkoliv er nok den hårdeste form for eksistens, at vide inden i sig selv, at man havde evner, kunnen og værdier, men at man altid er dømt på forhånd, man er jo bare en sølle narkoman.
Hvis vi alle var lidt mere skeptiske over for fordomme, ville det muligvis være sværere, bare sådan at trække os ved næsen rundt i manegen.
Eleonora Møller
