Politiken, torsdag 8. februar 2001
Narkokrigens ofre
Af Jørgen Jepsen
Danmark er alt for villig til at overtage den amerikanske krigsførelse mod narkotika. De lokale narkomaners sundhedsmæssige problemer skyldes det danske sundhedsvæsens utilstrækkelighed og dets amerikanske holdninger, mener den netop afgåede leder af Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet.
Sædvanligvis betragter danskere USAs 'War on Drugs' - Krigen mod Narkotika - som et særligt amerikansk fænomen, i hvert fald i de former, den antager i USAs indenrigs- og udenrigspolitiske narkotikabekæmpelse. Men dette er ikke (længere) nogen realistisk opfattelse. Faktisk er dansk narkotikapolitik i de senere år kommet til at ligne den amerikanske på en række punkter, og også de amerikanske holdninger og synspunkter vinder stadig mere frem - på bekostning af klassisk dansk sundheds- og velfærdstænkning. Den humane danske narkotikapolitik er ved at blive et af narkokrigens seneste ofre.
Narkotikakrig uden for landets grænser
USA har i en årrække udkæmpet en væsentlig del af sin narkotikakrig uden for landets egne grænser. Dette gælder ikke mindst i Latinamerika, hvor den seneste indsats for at standse eksporten af kokain fra bl.a. - og især - Colombia har udviklet sig til en kemisk krigsførelse, der giver mindelser om afløvningen i Vietnam. Nu bliver både cocabuske og cocadyrkende bønder sprayet fra luften med giftige stoffer, trods protester fra miljøbevægelser og almindelige mennesker, der bliver ofre for denne krigsførelse. EU har også for nylig lovet flere milliarder kroner i støtte til den ikke-militære del af 'Plan Colombia' - måske for at medvirke til at give interventionen et mere legitimt skær.
Uden for USAs grænser har endvidere agenter fra USAs narkotika-håndhævelsesorgan DEA (Drug Enforcement Administration) - ligesom tidligere det føderale narkotikabureau, FBN, og diverse efterretningsagenter - søgt at udbrede amerikanske teknikker og tankegange til politifolk, anklagere, dommere og politikere. I bogen 'Cops Across Borders' fra 1993 har Ethan Nadelman beskrevet de infiltrations- og overtalelsesteknikker, som disse agenter har anvendt.
Gradvis undergravning
I begyndelsen gennem bøjning af nationale regler og traditioner ved implantering af 'utraditionelle efterforskningsteknikker' (meddelere, undercoveragenter, telefonaflytning osv.), der gradvis har undergravet de pågældende landes retssikkerhedsmæssige traditioner. Sådan havde tingene også udviklet sig i det skjulte i Danmark, indtil endelig lovgivningsmagten i 1985-86 greb ind og indførte lovregulering af indgreb i meddelelses-hemmeligheden, forbød anonyme vidner og undergav brugen af agenter restriktive regler - alt til politiets store forbitrelse. Før da havde en række agent provocateur -sager i Danmark (husker nogen 'Manden fra Mallorca', der blev lokket til at indføre en ladning hash til Danmark af en entreprenant frimurer i samarbejde med narkotikapolitiet?) været med til at udhule den danske retssikkerhedstradition. Endnu for et års tid siden forsøgte to tyrkiske narkohandlere i Glostrup at kræve straffrihed, fordi de (ulovligt) var blevet brugt som agenter af Københavns Politi.
Også på gadeplan har vi set import af amerikanske politimetoder, bl.a. i form af den store 'Politiaktion Vesterbro' i årene 1989-90 og følgende. Modellen var hentet fra Tampa i Florida, og lignende import af amerikanske mønstre er foregået via træning af politifolk og efterretningsofficerer i USA. Aktionen - og dens senere efterfølgere - har i en periode nedbragt den med markedet følgende småkriminalitet i kvarteret - hvad man godt kunne trænge til - men effekten var tidsbegrænset. Forskydning af markedet, snarere end standsning af det, er resultatet af den form for krigsførelse i gaderne. Og narkomaner, der søgte ly i Mariakirken blev til sidst gennet ud, da man måtte opgive kirkens asylfunktion og lade politiet komme indenfor i jagten på pushere.
Etnisk udrensning blandt pusherne
"Pusherloven" - også kaldet "Lex Gambia" - førte til en vis etnisk udrensning blandt pusherne på Vesterbro. Men den ihærdige jagt med efterfølgende udvisningsdomme bragte Danmark på kant med menneskerettighedskonventionen (i kraft af en uklar lovgivning), indtil endelig Højesteret reddede landets snart blakkede omdømme på dette område. Saneringen på Vesterbro har flyttet lidt om på markedet, men det har naturligvis regenereret der og andetsteds, til dels inden døre, så de omboende ikke fik for mange ubehagelige synsindtryk. I dag genner ret store og formentlig bekostelige politistyrker en lille samling narkomaner og småpushere rundt i kvarteret i ordensopretholdelsens hellige navn. Det er blevet hævdet, at politiet er nødt til at 'gå igennem de små, for at ramme de store'. Men i den periode fra 1988-93, hvor politiindsatsen på gadeplan voksede kraftigst - målt ved antallet af sager efter lov om euforiserende stoffer, overvejende for besiddelse - faldt antallet af sager efter de alvorligere bestemmelser i straffeloven.
Ude af stand til at forhindre indsmuglig
I det hele taget er politiindsatsen - hvor meget lykke og held man end måtte ønske den - ude af stand til at forhindre indsmuglig, salg og indtagelse af stoffer. Sideløbende med den stadigt øgende politiindsats er der kommet flere og stærkere stoffer på markedet til stadigt faldende priser. Om det lykkes politiet at konfiskere 15, 20 eller 30 procent af de illegale stoffer er jo for så vidt ligegyldigt (undtagen for de elskede billeder i tv og aviserne) - så længe 85, 80 eller 70 procent af stofferne kommer ud på markedet. Faktisk har et vist konfiskations-niveau en prisstabiliserende virkning, i stil med EUs opkøb af overskudskorn.
Elendiggørelse af stofmisbrugernes dagligliv
Politiindsatsen på gadeplan efter amerikansk model er imidlertid kostbar i henseende til elendiggørelse af stofmisbrugernes dagligliv. Når narkomanens stof bliver beslaglagt i forbindelse med en visitation, må han ud og stjæle for at få råd til en ny pakke - og hun må ud og trække i Vesterbros sidegader og risikere at udsprede hiv- og hepatitis-smitte. I en af Vesterbros sidegader holder et par gange om dagen en kanylebus fra Københavns Brandvæsen, der yder en vigtig skadereducerende bistand - og samtidig er i første linie til at se narkomanernes elendighed. Men det berettes, at når de gik fra bussen med kanyle og sprøjte, holdt politiet bagved og beslaglagde de stoffer, de havde på sig. Mere tydeligt kan den skizofrene spaltning af dansk narkotikapolitik i skadereduktion og retsfor-følgelse vel ikke illustreres. Og i fængslerne smittes nye fanger med hiv og hepatitis, fordi fængselsvæsenet ikke vil acceptere sprøjteudlevering, sådan som det praktiseres uden for murene.
Mest markant er den amerikanskinspirerede, repressive linies forrang for den hjælpende og skadereducerende i forhold til sundhedsvæsenet. Dette gælder både på det konkrete gadeplan og på det overordnede departementale plan. At der ikke for længst er indrettet skadestuer i miljøerne, ikke mindst i København, er et tegn på elendigheden. I stedet opereres med ambulanceudrykninger til overdoser på gaden, og når narkomanen er genoplivet, forsvinder ambulancen igen, og narkomanen sættes tilbage op ad lygtepælen eller trappen.
Sundhedsrum
I Tyskland - navnlig i Frankfurt og Hamburg har man, ligesom i Schweiz, nu i flere år hjulpet narkomanerne gen- nem såkaldte sundhedsrum - 'Gesundheitsräume' (i Danmark og andetsteds omtalt som 'fixerum', hvilket er en upræcis betegnelse). Her kan narkomaner - der under alle omstændigheder vil fixe - gøre det under rimeligt hygiejniske omstændigheder, der er adgang til destilleret vand og rent 'værktøj' og der er sundhedspersonale i nærheden, der kan gribe ind i tilfælde af overdoser eller andre nødsituationer.
I bedste fald kan der også gives instruktion i sikker injektionsteknik, almindelige hygiejneregler, sikker sex osv., og der kan være adgang til hvilerum, en kop kaffe og mulighed for en snak med en rådgiver. I Frankfurt rapporteres det, at der fra 1991 til 1995/97 har været en kraftig nedgang i antallet af dødsfald blandt narkomaner efter indretningen af disse skadereducerende tiltag - fra 187 i 1991 til 44 i 1995/97. Og fra Hamburg oplyses om tilsvarende fald i dødstallene. I betragtning af, at Danmark i forhold til sin befolkningsstørrelse ligger højt med dødstallet er det uacceptabelt, at man ikke for længst har gjort noget lignende.
Ingen fornemmelse for realiteterne
Her er den danske skadereduktionstænkning imidlertid ramlet ind i den amerikaniserede 'krigstænkning' med hele den moraliserende ideologi, som bl.a. Nancy Reagan stod for med kampagnen 'Just say no' (til illegale stoffer, forstås - ikke til de centralstimulerende midler, der øses ud til urolige børn). Man taler - uden nogen fornemmelse for realiteterne - om, at det ville være 'at legalisere stofbrug', hvis man gav denne nødhjælp. En barok tankegang, når man betænker, at der jo ingenlunde er tale om en legalisering i formel forstand. Og der tales om, at 'sundhedsrum' ville være at ligne med opiumshuler - i det hele en suggererende sprogbrug, der skal berede vejen for krigsførelsestænkningen.
På tilsvarende overfladisk grundlag har man sagt nej til et dansk heroinforsøg, trods gode resultater i Schweiz, dels med henvisning til, at der ikke var tale om et egentlig tvidenskabeligt eksperiment, dels at det ville være 'at udsende forkerte signaler'. Den metodologisk iklædte modstand har dog selv Verdenssundhedsorganisationen WHO modificeret ved at anerkende, at der ser ud til at være gode resultater i Schweiz alligevel, og man har anbefalet flere forsøg i forskellige lande. Men vægtige overlæger i det danske sundhedssystem har talt imod, ikke mindst med moraliserende udtalelser i stil med de amerikanske. At to tredjedele af den danske befolkning ifølge gentagne Vilstrupmålinger officielt - og et flertal af folketingspolitikerne uofficielt - går ind for et dansk heroinforsøg nedtones af regeringens og sundhedsvæsenets moralister.
Den amerikanske og internationale krigsretorik
I stedet for at lytte til lande med en realistisk og human tankegang er Danmark - med Sundhedsministeriet som bannerfører - i stigende grad accepterende over for den amerikanske og internationale krigsretorik, som den udøves af de FN-organer, hvor nationer som USA og Sverige dominerer. FNs Narkotikakommission og det hertil knyttede Internationale Narkotika Kontrol Organ (INCB) - en flok konservative, ældre mænd med fortid som farmakologi-professorer eller anklagere, uden kontakt med stof-misbrugets daglige realiteter.
Da Sundhedsministeriet fik et svar fra Narkotikarådet, der anbefalede en lovgivning, der tillod indretning af sundhedsrum i Danmark, lod Sundhedsministeriet først forespørgslen samle støv i tre til fire år. Og da man endelig fik spurgt sig for hos INCB i Wien, kunne man næppe være i tvivl om svaret - "man kunne lige så godt have spurgt paven, om man burde tillade abort", som en australsk narkotikaforsker sagde. Svaret lød, at sundhedsrum ville være i strid med de internationale konventioners ånd og bogstav. Det ville være at acceptere ulovligheder, dersom man tillod sundhedsrum - man burde i stedet holde fast på straffen, evt. med behandling som et blødere alternativ.
INCB måtte dog samtidig indrømme, at flere lande allerede havde indført sådanne foranstaltninger, men INCB hævdede, at dette var i strid med konventionerne. Omvendt hævdede de pågældende lande, at konventionerne tillod nationale afvigelser, og at de enkelte lande selv er beføjet til at tolke, hvad der hos dem betegnes som acceptabel behandling. I det lange løb er der næppe tvivl om, at sundhedsrum vil blive accepteret i stadig flere lande - om ikke af lyst, så dog af nød. Men hvor mange stofmisbrugere skal dø, før Danmark lægger kursen om?
Ret til selv at tolke konventionerne
Hvorfor ikke benytte sig af vor ret til selv at tolke konventionerne på dette punkt? Der er ingen grund til at være efterrettelig i forhold til et konventionssystem og en administration, som er forældet og umenneskelig i sine konsekvenser. Men det danske sundhedsministerium har låst sig fast i en amerikaniseret holdning, i hvert fald gennem den ageren, som en enkelt embedsmand - uden forudgående konsultation med Socialministeriet eller Justits-ministeriet - har fremført som Danmarks officielle politik. Ikke nødvendigvis på grund af direkte amerikansk pression (sådan som man f.eks. har set det i Australien), men alligevel ud fra en krigsfilosofi, som ikke tolererer nogen afvigelse fra den rette linie og lære: 'Jo elendigere det er at være stofmisbruger, jo større chance er der for, at narkomanen søger behandling'. Denne elendighedsfilosofi tager stofmisbrugernes sygdom, elendighed og død med som omkostninger ved 'at sende de rette signaler'.
Denne signaltænkning er et af de mest forvrøvlede argumenter i den i forvejen forvirrede narkotikadebat. Danmark flyder over af modstridende signaler. Trods erkendelsen af et omfattende alkoholproblem i den danske befolkning tør man ikke tage konsekvenserne og indføre nogle mere restriktive foranstaltninger. Her henviser man begejstret til 'oplysning, information, uddannelse...' selvom denne strategis utilstrækkelighed er klart demonstreret af en række kampagners manglende succes. Og at hæve prisen på alkohol, kan der ikke være tale om. Selvom mange flere danskere dør eller lider af overforbrug af alkohol og tobak, gælder her stort set den totale markedsfrihed.
Egnede syndebukke
Narkomanerne, det er dem der skal forfølges. De er de egnede syndebukke for vort fælles misbrug: 'Måske er mit alkoholforbrug lidt i overkanten - men jeg er da heldigvis ikke narkoman'. Det er ikke få sentenser, der cirkulerer i denne kamp på slagord frem for realiteter. Mytologien om, hvad der ville ske, hvis man var mere realistisk i sin skadereduktion, florerer i Danmark efter amerikansk-svensk mønster, fordi disse sentenser er så dejligt forførende i al deres overfladiskhed. At man for ramme alvor kan forestille sig, at narkomaner vil flokkes i Københavns Kommune, hvis man indretter en skadestue tæt ved gademiljøet, er en af de mere barokke antagelser. At narkomaner vil gøre sig rigtig elendige for at komme med i et heroinforsøg er en anden myte - modsagt af de udenlandske forsøg.
Den sociale opfølgning er forbedret
Der er i de senere år sket en række positive udviklinger på den sociale side i forhold til narkomaners og andre dårligere stilledes situation. Narkopuljen har sat gang i amters og kommuners indsatser og narkomanerne står i kø for at komme i frivillig behandling - de venter bare på beviling (så hvorfor tale om tvangsbehandling, så længe man ikke har frivillig behandling til dem der vil, når de vil?). Der er etableret væresteder og tilbud med lave krav til brugerne - og kommunernes sociale opfølgning er forbedret. Men på f.eks. metadonområdet er der meget tilbage at ændre. En moraliserendestraffende holdning kendetegner en del af metadonpolitikken. Millioner spildes på overflødige urinprøver, og selv små fejltrig, kan føre til udelukkelse fra programmet, hvilket indebærer, at metadonen fratages dem, og de henvises igen til det illegale marked.
Mest urimeligt er det dog, at selvom de allerfleste har erkendt, at det nugældende metadoncirkulære fra Sundhedsministeriet er forældet og urimeligt, har man endnu ikke fået taget sig sammen til at få nedsat den arbejdsgruppe, der skulle revidere det. I stedet føler mange behandlere sig bundet af disse restriktive bestemmelser. Det er paradoksalt at skulle konstatere, at en række af de danske narkomaners sundhedsmæssige problemer skyldes det danske sundhedsvæsens utilstrækkelighed og nogle holdninger, som indebærer en overførsel af den amerikanske krigstænkning til Danmark.
Når denne politik er mulig, skyldes det måske til dels befolkningens angst for at se realiteterne i øjnene og møde mennesket - narkomanen - der, hvor han er, og ikke der, hvor ideologien siger, at han burde være. Den almindelige befolkning er åbenbart mere human og realistisk end vore øverste sundhedsmyndigheder og politikere, der er bange for deres egen skygge og derfor forfalder til populistisk frasemageri.
