Narkomani/menneskeværdighed
Som tidligere narkoman, glæder jeg mig over, at samfundets indstilling til narkomaner er ved at ændre sig til det bedre.
Regeringen har nu udpeget et Nakotikaråd på 21 medlemmer med Preben Brandt, psykiater ved Sundholm, som formand.
Rådet skal lægge vægt på mennesket bag stofbruget,og i samme ånd har regeringen påbegyndt "Projekt Menneske".
Narkomanerne selv har dannet en "Brugerforening", som har til hensigt at gøre samfundet opmærksom på de problemer, der er forbundet med at være afhængig af et forbudt stof.
Problemerne i stofafhængighed synes at være af både åndelig, psykisk og fysisk art, hvilket jeg vil forsøge at påvise.
Narkomani og helbred:
Nogle mener, at narkomani er en sygdom, og hvis det er tilfældet, må man sige, at det er både dyrt og uhensigtsmæssigt, at vi forfølger mennesker, der lider af en sygdom.
De, der hælder til denne anskuelse, mener, at der er tale om et sammensat sygdomsbillede af fysisk og psykisk art, da det kan forekomme sygeligt, at mennesker ønsker at indtage stærke giftstoffer i store mængder over lange tidsrum, især på baggrund af den kendsgerning, at mange narkomaner, der er blevet afgiftede, vender tilbage til deres stofbrug igen, vel vidende hvad det indebærer.
Mange narkomaner, især de, som er dårligt uddannede og færdes i Istedgade, ser ud til at være i en særdeles dårlig helbredstilstand, men dette skyldes ikke anvendelsen af heroin.
Pataloger har fastslået at ren heroin ikke giver organskader. Det gør derimod de lovlige giftstoffer metadon, nikotin og alkohol.
Dårligt uddannede narkomaner lever et meget krævende liv.
Det er lykkedes humant indstillede mennesker, der mener, at det er en sygdom, vi har med at gøre, at få opstillet et slags behandlingstilbud til mennesker med dette problem, men når vi ser på vores tilbud til behandling af narkomani, består den først og fremmest i, at vi tilbyder metadon for at lette narkomanens sociale situation, som ofte er meget vanskelig på grund af kriminaliseringen af personens foretrukne stof.
Metadon er et kunstigt opiat i modsætning til heroin og morfin.
Det kan forekomme ulogisk, at staten tilbyder narkomanen valget mellem kriminalisering eller metadon, da matadon er langt mere helbredsskadeligt både fysisk og psykisk end heroin. Derudover anvendes sacharose som smagssof i Metadon. Man håber derved at forhindre, at narkomaner injicerer stoffet, da sacharose er meget giftigt.
Nogle injicerer alligevel, men på trods af dette har man ikke standset andvendelsen af saccharose med den begrundelse, at enten må narkomanerne lade være med at injicere, eller også må de tage skaderne med.
En anden holdning kunne være: Hvordan begrænser vi skaderne mest mulig?
På trods af metadonens giftighed og ikke så tiltrækkende virkning set ud fra ønsket om at opnå en bestemt sindstilstand, accepterer mange narkomaner statens tilbud om metadon, da det er den eneste mulighed, de har, for at undgå det sociale stigma, der påføres dem af vores narkotika-lovgivning, som tvinger mange til en karakterfremmed adfærd som at lyve, stjæle, prostituere sig og i desperate situationer overfalde uskyldige borgere for at løse et øjeblikkeligt presserende smerteproblem under indtryk af abstinenser.
Abstinenser er en tilstand, man ikke kan gøre sig begreb om, hvis man ikke har prøvet det.
Til sammenligning kan jeg sige, at jeg har genenmgået to store operationer; en i lungehulen, hvorefter jeg var i koma i tre dage, og en i rygsøjlen, men de ubehagsoplevelser, jeg havde i den forbindelse, var lettere at bære end de følelser, jeg havde under indtryk af abstinenser.
Jeg mener ikke, at vi længere vil se det sørgelige syn af en snavset, nedbrudt, desperat og derfor farlig narkoman, hvis vi ændrer vores lovgivning således, at vi giver narkomaner en lovlig mulighed for at få adgang til deres foretrukne stof.
Narkomani og behandlingssystem:
Ud over metadon, forsøger staten også at tilbyde en behandling af personens totalsituation ved hjælp af en sagsbehandler.
Den holdning til narkomaners liv, man finder inden for behandlersystemet som sådan, er, at de - bedre end personen selv - kan tilrettelægge og planlægge personens liv til deres bedste, og derfor reagerer behandlerne meget ofte overfor narkomaner, som om de ikke ved, hvad de gør; som om de dybest set ønsker at ødelægge sig selv og derfor bør fratages myndigheden over deres eget liv.
Behandlerne prøver så efter bedste evne, og regeringens anvisninger at regere rundt med nakomanernes liv , men ser bort fra, at de fratager dem myndigheden , og dermed fratager de dem deres menneskelige værdighed.
Nakomanernes liv bliver som oftest ikke forbedret af denne indsats, hvilket jeg kun finder naturligt, da behandlerne normalt ikke har den dybere fysiske eller psyskiske viden om det, de arbejder med, som er nødvendigt, hvilket jeg vil forsøge at vise nedenfor.
Om den psykiske side af et sygdomsforløb skriver den danske overlæge dr. med. og speciallæge i psykiatri Per B. Vendsborg i forordet til den australske læge John Harrisons bog: "Lyt til din sygdom - det holder dig rask", at John Harrison med stor konsekvens fremfører det grundsynspunkt, at sygdom er et udtryk for ubevidste psykiske mekanismer.
Dette er alment accepteret for visse psykiske lidelser, og det er også alment accepteret, at forløbet af en fysisk sygdom, som feks. kræft, er afhængig af den syges psykiske ressourcer.
John Harrison sandsynliggør, at det kan være det sundeste for en person på et givet tidspunkt i sit liv ubevidst at vælge en alvorlig sygdom , af psykisk eller fysisk art, og hvis man betragter narkomani som en sygdom, kan man med John Harrison sige, at personen har sin egen indre logik, sine egne indre grunde til at vælge som han gør, og disse grunde er så presserende, at en almindelig sagsbehandler har ringe eller ingen mulighed for at hjælpe.
Samfundets ressourcer anvendt på dette område kan derfor siges at være det rene spild.
Sygdom eller livsform:
Nogle mener dog ikke, at narkomani er en sygdom, men at det er en bestemt livsform, der kræver sin ret, hvad enten narkomanen selv synes om det eller ej, og hvad enten samfundet forbyder det eller ej.
Jeg har ofte undret mig over, at jeg kunne træffe et sådant valg af livsform på trods af de sorger, det medførte for mig selv, min familie, samfundet og i særdelshed over dette, at jeg begyndte at tage stofferne, selvom jeg havde en intellektuel viden, som jeg besad i min egenskab af overlærer i Folkeskolen, hvor jeg underviste de ældste klassetrin i stoffernes farlighed.
Det var derfor med den største glæde og overraskelse, at jeg læste bogen "De indre guder" af Jean Shinoda Bolen, psykiater og jungiansk analytiker, professor i klinisk psykiatri ved University of California, San Francisco, for der fandt jeg for første gang en beskrivelse, der passede nøjagtigt både med mine barndomsoplevelser og mine voksenoplevelser, og som samtidig gav mig den første oplevelse i mit liv af en ren følelse af selvværd.
Hun beskriver de forskellige livsformer, et menneske kan ligge under for og skaber i den sammenhæng en forståelse for, hvor livsvigtigt det er, både for samfundet, for familien og især for det enkelte individ, at vi tillader et personligt valg af livsform, da en sådan frihed vil frugtbargøre samfundet ved at bibringe det et værdifuldt bidrag til nytænkning, vil skabe en korrektion af overfladiske vurderinger af livsmål i familien samt vil give den enkelte en følelse af opfyldelse og livsnærvær.
Narkomani og psyken:
Jean S. Bolen har valgt at beskrive forskellige livsformer og livsmål i form af de arketyper eller; psykologiske grundmønstre, der er beskrevet i den græske mytologi, og skriver: "Som i mytologens verden bliver mændenes psyke delt i magtens, viljens og tankens bevidste mentale rige (Zeus), følelsernes og instinkternes rige (Poseidon); og den tågede, frygtede verden med usete mønstre og upersonlige arketyper (Hades), som ofte kun manifesterer sig i "drømmeglimt".
Alle tre typer eksisterer inden for ethvert menneskes psykiske form, men en af typerne er som regel mere dominerende i personens livsbane som sådan, og i nogle livsfaser kan et andet mønster end det dominerende blive fremherskende.
Hun fortæller, at forhåbningerne hos samfundet og familen normalt er, at man skal have et dominerende psykologisk Zeus-grundmønster, fordi det er det, der belønnes mest af samfundet.
Zeus-grundtyper er systembyggere, som drives mod rigdom og magt, og dermed er de også kommet til at sidde på kulturen og lovgivningen, som bestemmer, hvad der skal belønnes og straffes i vores samfund.
Poseidon-grundtyper er tiltrukket af det spirituelle, det usete, det der ligger bag det tilsyneladende.
Poseidon- og Hades-grundtyperne har ofte problemer med at finde en acceptabel plads i vores samfund, og mange forsøger derfor at undertykke disse sider af deres karakter, men hvis det lykkes for personen, vil han /hun komme til at bruge for meget energi på sin tilværelse, hvad enten han/hun arbejder, drager i krig eller elsker.
Personen belønnes måske af samfundet eller familien for sine anstrengelser, men det vil ikke føles tilfredsstillende på et dybere niveau.
I modsætning hertil vil han/hun kunne finde bekræftelse og glæde i at gøre det, han/hun godt kan lide, for det er forbundet med hans/hendes dybeste identitet.
Som nakoman er ens dybeste drift at opnå det usete, nemlig en bestemt sindstilstand.
Derfor hører narkomanernes til den psykologiske grundtype, han/hun kalder Hades, som har en indre, non-verbal subjektiviteter, der kan opfattes som stammende fra den højre hjernehalvdel.
Fantasier og aktiv imagination kan denne grundtype frivilligt gå ind og ud af.
Han/hun kan også selv vælge, om han/hun vil bringe sig i en anden tilstand ved at tage LSD og lignende.
Det kan være meget berigende at have denne grundtype som en hel del af sin natur, da alt, hvad vi har brug for at blive hele mennesker, eksisterer i den åndelige livsform.
Samtidig er det ironisk nok således, at hvis en person bliver nødt til at leve under denne grundtypes livsbetingelser, fordi hans/hendes personlighedsmønster og hans/hendes personlige forhold betinger det, så ynker vi ham/hende, men hvis han/hun er fysisk tilpas og har, hvad der skal til af livsfornødenheder, så kan han/hun være relativt tilfreds med sin tilværelse, selvom en han/hun måske lever alene på et hotelværelse i den del af alle storbyer, som hører Hades til.
For mennesker med denne natur, opstår der oftest meget tidligt i deres barndom et problem , fordi deres psykiske energi eller libido strømmer indad.
De opfatter naturligt og med selvfølgelighed subjektivt , visionært og spirituelt , men lærer hurtigt at have mistilid til deres sansninger, fordi de ikke får opbakning fra andre.
Hvis de kan, afskærer de sig fra dette aspekt af sig selv, fordi de mener, det er uacceptabelt eller et tegn på sindsyge.
De vokser sædvanligvis op i en kultur, som er dem fremmed: som kræver af dem, at de skal udvikle sig uden for deres grundtype for at finde en kulturelt acceptabel plads.
Derfor bliver deres livsproblem, hvordan de skal tilpasse sig og samtidig forblive tro mod sig selv.
De vanskligheder, som de normalt skaber for andre ved at være sig selv, hænger sammen med, at de er i deres indre, og resten af verden er normalt et andet sted.
Sådan kan det gå til, at en kilde til rigdom og dybde ikke længere er tilgængelig.
Mennesker, der ikke har denne grundtype som dominerende træk, oplever som oftest denne side af sig selv ved synet af døden.
Det kan være forhold eller en livsmåde, der dør; det kan være håbet, et formål eller meningen med livet, det fremkalder synet af døden.
Udsigten til fysisk død, hvad enten det er noget, man tænker sig til eller noget, der et faktisk forestående, er en erfaring, som kan fremkalde denne side af et menneskes natur.
Sådanne omstændigheder virker skræmmende på mange, men kun gennem disse perspektiver på livet er det muligt at opdage, at der er rigdomme at finde i tågerne, i kulden, i mørket, i det, som mystikerne kalder "sjælens mørke nat", for det er dette perspektiv, der vogter over vores indre dyb.
Det er vore livs mørke, vores despressioner, vores bekymringer, vores følelsmæssige gyngeture og vores sorg, der er fyldt med kraften til at bringe oplysninger og fornyelser.
De fleste går ufrivilliget ned i disse sindstilstande, for frivillig nedstigning gøres under stor risiko, da man ikke har nogen sikkerhed for at kunne vende tilbage til sin velkendte sindstilstand, men som en kilde til subjektiv viden kan denne erfaring være en virkelig god rådgiver.
Vi har brug for at se indad, når vi træffer afgørende beslutninger, fordi ingen andre end os selv kan udtale sig om en oplevelses subjektive værdi. Et objektivt, fornuftigt svar kan være meningsløst. Det kan være et overfladisk valg, som bare ser godt ud for andre.
De samfundsmæssige konsekvenser af, at det som oftest er Zeus grundtyperne, der formulerer vores lovgivning, kulturen og de acceptable livsmål uden at give plads til de andre grundtyper i sig selv eller andre har den konsekvens, at samfundet stivner i en form og forfalder, fordi ingen egentlig nytænkning finder sted, og samfundet går derved i forfald. Heraf bliver det klart, at så længe kulturen og det enkelte menneske kun ønsker at indentificere sig med Zeus, vil "sjælens mørke nat" forblive et frygtet sted snarere end en kilde til rigdom for den enkelte og for samfundet.
Narkomani og åndsliv:
Hvis man ønsker et bredere perspektiv på denne psykologiske grundtype, kan man anskue den fra et mystisk eller åndeligt synspunkt.
I åndelig litteratur kan man støde på udtrykket "de to gange fødte", og jeg kan, som tidligere narkoman, bekræfte, at min overvindelse af aktiv afhængighed af heroin, metadon og kokain forekom mig at være en genfødsel.
Som ny-clean fungerende min krop som en nyfødts, min mave var sart og tålte kun baby-mad.
Mine følelser var meget stærke, og den mindste uro i familien eller mig selv fremkaldte stærke følelser, som hos et barn.
Min tænke-evne var ringe, og jeg havde brug for vejledning og råd om de mest simple ting, og da min tænke-evne langsomt vendte tilbage, måtte jeg tage stilling til mig selv, min familie og samfundet på ny.
Det er da også typisk for mange af os, der har lagt aktiv afhængighed bag os, at vi fejrer to fødselsdage i vort liv, nemlig vores biologiske fødselsdag og vores clean-fødselsdag.
Jeg mener, at narkomanernes antal er stadigt stigende, fordi vi som mennesker, er nået et stadium, hvor indre oplevelse er en nødvendighed for de mange og ikke som i fortiden for de få, der trak sig tilbage fra samfundet i ensomhed for at finde sig selv.
Efter at have passeret gennem "sjælens mørke nat".
"Sjælens mørke nat" er en forudsætning for en åndelig genfødsel, og for narkomaner sker frigørelsen gennem de oplevelser, en narkoman må igennem, måske efter mange forsøg, for at frigøre sig fra narkomani og igennem dette langsomt frigøre sig fra alle andre former for afhængighed. Man må også være opmærksom på, at for nogle clean-narkomaner sker det hurtigt og for andre langsomt.
Man kan så spørge sig selv, om der er noget, vi kan gøre for at fremtvinge tidspunktet for denne fødsel.
Jeg tror ikke på, at det kan lade sig gøre, uden at der går flere liv tabt end dem, man kan redde, som det ville ske i forbindelse med en fysisk fødsel, hvis man forsøgte at fremtvinge fødslen i femte måned.
Narkomani og samfund:
Jeg mener, at vore eneste mulighed for at finde en tilfredsstillende løsning for alle parter går gennem en fredelig sameksistens.
Fredelig sameksistens indebærer, at narkomanerne ikke forfølges, men får fri adgang til deres foretrukne stof i lighed med nikotinrygere og vinelskere.
Samfundets omkostninger for at forsøge at undertrykke denne livsform er absurde udgifter til domstole, fængselsvæsen, politi, toldvæsen, hospitalvæsen, behandlersystem og hjemløse herberger, hvor mange narkomaner bor, da deres økonomiske situation er meget vanskelig.
Narkomaner og enkelte andre forestiller sig, at hele befolkningen vil henligge i en narkotikarus, hvis stoffet bliver givet frit, men det mener jeg, skyldes, at narkomanerne selv elsker deres stoffer og har været villige til at betale en uhyrlig pris på alle områder for at få adgang til dem. De har derfor svært ved at forestille sig, at andre ikke ville benytte sig af denne mulighed, hvis omkostningerne ikke var så høje. Man kan imidlertid sammenligne med et andet giftstof af rustypen, der er lovligt, nemlig alkohol. Det er kun et fåtal af de, der lejlighedsvis drikker en flaske vin, som ender med at blive alkoholikere, og mange mennesker er end ikke interesserende i at indtage alkohol lejlighedsvis.
På lignende måde vil formodentlig kun en meget begrænset del at de mennesker, det prøver at indtage narkotika ´, ønske at anvende det regelmæssigt, og det sandsynligvis kun folk, der er narkomaner eller folk, der lider af et fysisk eller psykisk smertesyndrom.
Hvis vi vælger en anden politik, og giver narkomanerne de stoffer, de behøver, ville de, som man ser det i Indien, kunne leve et langt og roligt liv uden at generere nogen, indtil tidspunktet for deres eventuelle frigørelse oprinder, og desuden ville samfundet spare formuer på virkningsløse foranstaltninger.
Herved bortfalder også enhver basis for et stort marked, hvilket er endnu en omkostning, vi må bære for at forsøge at undertrykke denne livsform. Så længe vi tillader kriminelle organisationer at sidde på dette marked, som er det næststørste i verden efter våbenhandel, støtter vi forbrydervældet, men hvis derimod staten sad på det, vil mange tilfælde af dødsfald ved overdosis bortfalde.
Desuden kunne to gram heroin sælges for det samme som tyve cigaretter, og samfundet kunne heraf lægge ca. en trejdedel i statskassen med den udtrykkelige betingelse, at dette beløb i første omgang skulle gives tilbage til narkomanerne i form af afgiftningssanatorier, halvvejshuse og netværk, så den narkoman der ønsker at lægge sin aktive afhængighed bag sig, kan få den fornødne støtte.
Dermed koster narkomanerne ikke samfundet en øre.
Når de selv betaler for deres rehabilitering og overskud derudover kunne bidrage til andre medicinske formål, så narkomaner i lighed med vinelskere og nikotinrygere bidrager til det almene vel gennem afgifter på deres foretrukne stof.
Preben Brandt udtrykker dette meget klart i Sund Nyt november 94: "Det er nu klart for alle, at man ikke forlænger narkomanernes liv eller hjælper dem eller samfundet som sådan med det nuværende system, hvilket ellers kunne være et argument for fortsat at fastholde ulovliggørelse eller for at anvende tvang overfor narkomanerne i forskellige sammenhænge, men det gavner tydeligvis hverken dem eller os.
Sygdom og for tidlig død hærger blandt dem".
Han er principelt ikke mod en frigivelse af narkotika og fortsætter.
"Her støder vi imidlertid på aftaler og konventioner for hele det europæiske marked, og derudover er vi oppe mod vældige økonomiske kræfter, som producerer og distribuerer og ønsker at fastholde deres marked".
"Hvem er for øvrigt misbruger?", spørger Preben Brandt.
"En, der ryger hash en gang om ugen?"
I juridisk forstand?
Ja!
Men vi er selv med til at afgøre, hvor farlige ting er, og hvem vinder ved at fastholde, at narkotika er så meget farligere end alkohol?
Samfundet?
Narkomanen?
Eller den organiserede kriminalitet?"
Spørgsmålet er, om det er nødvendigt eller blot ønskværdigt, at vi forsøger at behandle os ud af eller direkte forbyde denne livsform, eller om det er mere i overensstemmelse med åndelige og humane principper samt god samfundsøkonomi at udvikle en fredelig sameksistens til gensidig nytte?
