Venligt udlånt af Karen Ellen Spannow
redaktør af nyhedsbrev for Center for Rusmiddelforskning
Små narkotikasælgere i Østen
Joseph H. Maier, journalist på Bangkok Post
Oversat af Karen Ellen Spannow
Hendes kælenavn er Ploey og hun er 12 år gammel og har i mere end halvdelen af sit liv transporteret narkotika rundt i den sydøstlige del af Bangkok, hvor hun også er født og vokset op i slumkvarteret Klong Toey. For to måneder siden blev hun taget af politiet og fængslet sammen med sin tante Ms Moe-li og otte af sin mors ni søskende.
I samme omgang blev tantens nye kæreste arresteret. Kun tante Jan er nu på fri fod, men hun er ikke helt velforvaret og bliver særlig mærkelig ved fuldmåne. Det er i hvert fald, hvad Ployes yngre søster, der bor hos hende, og naboerne fortæller.
Politiet arresterede Ploey, da hun kom ud af et andet slumkvarter ved navn Lat Prao. Ploey var på en ganske vanlig tur fra Lat Prao til Sukhumvit Road. Lad os vende tilbage til detaljerne i arrestationen senere og først præsentere dette lille forbløffende pigebarn nærmere.
Ploey har altid været lille af sin alder, men hun har udstråling. Når hun smiler spreder hun magi omkring sig og får alle omkringstående til at smile med. Hun er vokset op med rotter og kakerlakker, både tobenede, firbenede og seksbenede.
Elendige forældre og værre slægtninge. Den slags som gerne lever af børn, og ikke holder sig tilbage for noget. Tante har selv tre børn, men ønsker ikke at bruge dem. Reglerne er, at man bruger andres børn, hvis man kan komme af sted med det. Men det er bedst, hvis de er i familie, så man har kontrol over dem.
Derfor har hun brugt sin søsters børn, og Ploey har været brugt af hende som narkotikabud siden hun var seks år gammel. Narkotikahandlerne bruger de små piger som budstikker, fordi det er svært for politiet at gennemføre en ransagning af dem. Desuden bliver børn kun fængslet for tre år, mens voksne sidder meget længere og endda risikerer dødsstraf.
Med henblik på heroin er der fire regler, som overholdes i slumkvartererne. Man købslår aldrig. Man taler aldrig til eller svarer på spørgsmål fra en fremmed. Når nogen især en fremmed ser ud til at nærme sig, så smider man produktet og løber alt hvad remmer og tøj kan holde, uden at glemme hvor man smed det. De t skal helst kunne hentes igen senere. Hvis man bliver taget med på politistationen, nægter man alt og holder fast i, at man ingenting ved. Som regel vil dealeren se til, at man kommer ud og betale kaution.
Da Ploey startede i skolen var hun exceptionel, dygtigst i klassen og en troldmand på legepladsen. Et af de begavede børn, der nemt vækker jalousi blandt de andre. Hun spillede med marmorkugler, som ellers er forbeholdt drenge, og vandt uophørligt. En dag sagde en pige til Ploey, at hun håbede hun aldrig mere ville komme i skole, og det ønske er efterhånden blevet opfyldt. Hendes mor stjal Ploey fra skolen og stjal samtidig hendes liv. Hun måtte ikke mere lege med nogen, fordi de frygtede, hun ville røbe sine hemmeligheder. Navne på gader, ruter og kunder.
Det begyndte med, at Ploey tog nogle få ture inden skolen, så efter skolen, så pjækkedage, hvor hun arbejdede hele dagen. Henvendelser fra lærerne til familien gjorde ingen forskel; tværtimod var Ploeys mor så uforskammet, at lærerne opgav at forfølge sagen. Legekammerater blev også jaget på porten. Ploeys yngre søster var endnu mere forsømt, og selv om hun helt åbenbart var syg forsøgte ingen at få rede på hvad hun fejlede. Siden viste det sig, at hun var HIV-positiv.
Ploeys forældre var heroinafhængige og brugte Ploey til at finansiere deres stofforbrug. Efter at de blev fængslede overtog tanten Ploeys arbejdskraft. Af og til når Ploey forsøgte at gøre oprør, satte tanten hende på plads ved at sige, at de penge hun tjente gik til at hjælpe forældrene i fængslet, selv om ikke en eneste Baht nogensinde blev givet til dem. Det er nemt at binde en otteårig, der emotionelt er overladt til sig selv, historier på ærmet.
Ploeys arbejde med at transportere narkotika blev hurtigt trappet op. Og Ploey var dygtig, og blev efter sigende næsten en kultfigur i miljøet. Alligevel hundsede tanten og hendes kæreste med Ploey og holdt hende indespærret, undtagen når hun skulle bringe de ulovlige varer rundt i byen. Hun blev nægtet ophold under familiens moskitonet og skulle forsørge sig selv for de småpenge - en lillebitte procentdel af en god fortjeneste - hun fik for transporterne.
Tanten og kæresten hørte simpelthen til kategorien af voksne, der er onde og ikke har begreb om anstændighed.
På nogle punkter trak Ploey det lange strå i forholdet til dem, fordi hun er så kvik. De lærte hende at spille kort og hun lurede hurtigt deres fiduser af og vandt gang på gang, indtil de ikke mere ville spille kort med hende.
Tante havde et andet problem med sin niece. Det er almindeligt, at de små narkotikabude får tilpas meget af varen til at gøre dem afhængige og mere villige, men fordi Ploey er så lille af vækst, var de nervøse for, at hun ikke kunne udføre arbejdet ordentligt, hvis de gav hende noget. Ploey kan altså takke sin lidenhed for, at hun ikke i dag lider under nogen form for afhængighed af narkotika.
Til sidst blev Ploey taget med bukserne nede helt bogstaveligt talt. På en tur i taxi, hvor hun var på vej med en leverance, skulle hun tisse, og da hun i vejkanten udførte sit ærinde, faldt de famøse pakker ud af hendes underbukser og blev opdaget af forbipasserende politi. Ploey blev arresteret, og selv om hun lydigt lirede lektien af, om at hendes tante intet vidste om narkotikapakkerne, troede politiet hende ikke. De arresterede tanten med kæreste og slænget af medskyldige.
Nu er Ploey på et center for børn i lignende situationer og går i skole hver dag. Hun kan aldrig vende tilbage til sin familie og det kvarter i Bangkok, hvor folk stadig er nervøse for, hvad hun kan finde på at fortælle politiet, og det er næppe en velsignelse, at hendes mor kun har fem år tilbage af sin fængselsstraf. Fremtiden tegner ikke lys. Men her og nu indhenter hun rask det forsømte skolearbejde og klarer sig godt - så måske det går alligevel.
Ovenstående, der er (meget) frit oversat fra Bangkok Post, ramte redaktøren i det sentimentale hjørne.
Somme tider er det en god idé at perspektivere kongerigets kvaler med narkotika ved at se på, hvilke vanskeligheder narkotika forskaffer de knap så privilegerede rundt om i verden.
Selv om velfærdsstaten vrider sig på liberalismens objektglas, så er den trods alt et bolværk mod den helt hensynsløse udnyttelse af mindreårige børn.
