Urinkontrol!
Hvad kan en urinkontrol afsløre? – At en stofbruger bruger stof.
Det anvender man fra samfundets side mange millioner kroner på om året. (f.eks. over 25 mill. i 1999)
De enorme summer det koster, kunne sikkert bruges betydeligt bedre, bl.a. til at hjælpe de mennesker, som vitterligt har et misbrugsproblem. Men det her handler ikke kun om mennesker, men også om jura, så det skulle så hjælpe jura, men det er egentlig ikke nødvendigt, for jura har rigeligt at lave i forvejen og er endda bagud. Og der er ingen andre, det hjælper. Det er påvist i mange undersøgelser, at kontrol af denne karakter har meget ringe, - hvis overhovedet nogen – effekt på misbruget. Vi troede, at det var det, der var meningen. Men nej, det er til gavn for jura..
I juli 2004 igangsatte Kriminalforsorgen efter justitsminister Lene Espersens påbud en puritansk nul-tolerence, i forhold til fængslede stofbrugere. Det være sig cannabisnydere og brugere af alle andre stimulanser, hvor hovedindsatsen ses i kontrollen af de mere kreative stoffer som cannabis, kokain, speed, opiater og benzodiazepiner. Det blev bebudet der også vil ske en opstramning af muskelopbyggende steroider, hvilket for disse stoffer sikkert er klogt nok, ikke fordi befolkningen tager specielt anstød af det, men de er fysisk og psykisk ødelæggende, og det er dødsens farligt for kroppen, fordi skaden aldrig kan heles, når den først er opstået, i bl.a. lever og nyrer.
Den stærkt øgede urinkontrol har i praksis medført (bortset fra million-omkostningerne) forøgede straffe, afbrudte orlovsforløb, mindre familiekontakt, ringere resocialisering, forøget brug af (stærkere) stoffer, og ændring af stofindtaget, til stoffer der har kortere påvisningstid. ( Heroin kan kun spores i kroppen, i 3 dage) Ja, det gavner måske jura, men de indsatte, som egentlig skulle resocialiseres i fængslerne, bliver i kraft af dette fundamentalistiske kontrolredskab afsocialiserede, går i hårdknude og bliver dermed dårligere rustede til at takle et liv udenfor.
Som påvist i TV-Avisen i år, er der alt for mange fejlagtige positive test-resultater i fængslerne. I realiteten kan en test give udslag; ved at man spiser 2 tebirkes, som indeholder mikroskopiske mængder af opium. I 86 tilfælde af en test viste det sig, at der var rester af narko i urinen, men i 70 tilfælde viste det sig, at den indsatte var ”uskyldig”. Det skaber naturligvis total magtesløshed, negativitet og stor frustration hos de indsatte og deres pårørende. Personalets arbejdsvilkår, som i forvejen er utilfredsstillende på grund af generelle nedskæringer, bliver vanskeliggjort af, at skulle håndtere et kontrolapparat der er 78 % fejlbehæftet og derfor giver anledning til masser af uretfærdige sanktioner mod (i den forbindelse), totalt uskyldige indsatte. (Kaldes også justitsmord).
I Skotland bebuder den øverste fængselsmyndighed ”The executive”, at man nu vil nytænke. ”Vi må stoppe med de tvungne, men uproduktive urinprøver, som desværre viser sig at fremme misbruget, og vi må finde andre måder at hjælpe de indsatte ud af deres misbrug på. Der bruges 4,4 millioner pund (52 mill. Dk.kr.)om året til testning af 7.000 urinprøver, samt til et utal af personaletimer, brugt på afhentning og aflevering af tagne test. De udtaler endvidere," at alt, der hidtil er prøvet indenfor dette område, indtil nu er slået fejl. Vi må ændre taktikken radikalt. Det er efterhånden lettere at finde ikke-brugere, end brugere. De, der er misbrugere, må vi prøve at motivere og opmuntre for at finde ud af, hvad der er den grundlæggende årsag til misbruget, så de kan få ordentlig hjælp til at løse deres situation. Men det er meget svært, da angsten hos den enkelte misbruger ofte fylder hele personen”. Der udtales: ”Det er nok et dristigt træk fra fængslets side, som de i befolkningen; der ikke befinder sig tæt på problemet, ikke vil synes om. Men det er håbløst at takle brug og misbrug af stoffer bag tremmer med øgede straffe. Tværtimod, de urinstikprøve-kontroller som indførtes for 10 år siden, i det såkaldte ”war on drugs”, har tilskyndet til endnu mere brug af såkaldte hårde stoffer i fængslet. Man ved, at halvdelen af de indsatte har indtaget stof; indenfor de sidste måneder, og deraf har en tredjedel indtaget heroin. Man ved af erfaring, at hvis mennesker ikke selv er motiverede til at stoppe, kan det bare ikke lade sig gøre."
Senere på året venter ledelsen i fængslet, på den officielle tilladelse til, ikke længere at foretage urinkontrol, optrappe og chikanere ved at straffe, men derimod prøve at opmuntre, motivere og støtte de indsatte brugere og misbrugere, for på den måde at få bedre resultater. Internt går alle ind for den radikalt ændrede adfærd hos personalet.
April 2005. Karen Groos
