Gadesygeplejerskens dagbog
November 1998
af Charlotte Fich, sygeplejerske
Del 1: 5. februar - 3. april 1998
Del 2: 5. marts - 21. april 1998
Del 3: 22. april - 4. august 1998
Del 4: 5. august - 7. oktober 1998
Del 1
Gadesygeplejerske Charlotte Fich har ført dagbog over sine oplevelser i det betændte narkomiljø ved Maria Kirken på Istedgade i København. Den ofte meget personlige beretning viser, at narkomanerne er hårdt trængt og mangler kvalificeret sygepleje.
05.02.98
Startede dagen på Forchhammersvej med at få de sidste ting på plads og
tog derefter ind i gaden. Først ned på Mændenes Hjem, hvor jeg fik lov
at deponere en plastikpose med grej til at fylde på min håndtaske,
efterhånden som den bliver tømt. Jeg aftalte at komme der i morgen
tidlig og få talt med stedfortræderen Ebbe. Robert er på ferie, så ham
må jeg tale med om en uges tid.
Kl. 15.00
Jeg gik ned til kirken og ind. Mariatjenesten reagerede lidt
forbeholdne, men jeg fik lov til at bruge et rum, de havde der (med
vand), så jeg kunne rense det ydre øre på en mand. Han var blevet
stukket inde i øret med en forholdsvis lille kniv og havde fået nogle
snit et stykke inde i øregangen. Det blev vasket rent, og han fik at
vide, hvordan han skulle holde det rent, og hvordan han kunne undgå
infektion.
Kl. 16.00 lukker Mariatjenesten. Det er ikke muligt at skifte store sår
på brostenene, - så den næste time gik med udendørs samtale og
undervisning.
Jeg har fået en bestilling på i morgen at rense et stort sår på en fod.
- Anita vil komme ved 12-tiden. Men jeg vil i øvrigt lige få en snak med
Johan (præsten) mellem 12 og 13 i morgen.
Inden jeg tog hjem, gik jeg over i Skelbækgade og fik en snak med
sprøjtebussen, - de vil henvise til mig fremover, - og så vil de hilse
Kim fra mig.
Næste stop var Mariakirken. Præsten Johan tog mig med ind på sit
kontor, hvor han fortalte mig, hvor glad han var for, at jeg var kommet
til kirkepladsen. Han havde længe ønsket en sygeplejerske til stedet og
vidste, der var hårdt brug for én. Jeg må gerne benytte et lille rum,
hvor der er rindende vand, bord og et par stole, - det er bare så godt.
Så nu kan jeg klare de mere komplicerede sårplejeopgaver mellem kl. 12
og 16 hver dag. Det er den tid, hvor Mari-atjenesten har åbent. Her kan
jeg også få kaffe og lidt varme i kroppen.
Efter denne runde med at introducere mig selv og min opgave, kom der så
gang i forretnin-gerne. Der er en hunger for omsorg. Mændene viser det
tydeligst, (kvinderne er måske bedre til at støtte hinanden?).
Ud af mine øjenkroge kan jeg ane, at jeg bliver kigget an. Deres sky
blikke viger en anelse bort, når jeg så ser dem lidt an. Jeg går
forsigtigt frem, men der går ikke lang tid, før de første ord falder.
Det kan være mig, der først siger hej, men flere gange er der én, der
kom-mer mig i forkøbet med alle mulige indledninger: "Ska' du ha' no'et
cola?" - "er du fra poli-tiet?" - "hvem er du?"- og sådan noget. Når jeg
så fortæller dem, hvem jeg er, vil de alle gerne ha' mig.
En skramme her, et sår der. Og masser af spørgsmål om sygdomme og
risikoadfærd.
Han er først i 20'erne og kommer og si'r: "Jeg har ingen sår nu, men jeg vil blive meget glad, hvis du går med mig om bag pissoiret og holder øje med mig, mens jeg ta'r mit fix. Jeg er bange for at tilte, - jeg er lige startet igen efter en clean periode". Jeg indvilger og iagttager - imens han fortæller den sørgeligste historie - hans bevægelser, koncentration og fix, - og han tilter ikke. Men vi fortsætter med at tale sammen, indtil han tydeligvis føler sig puttet så godt ind i sin kemiske coverall, at han ikke mere behøver mig. - Begge hans forældre var stofmisbrugere.
De kommer til mig med alle slags sår, skrammer og spørgsmål. Der er
megen angst at spore, når de fortæller om deres problemer, - der er en
håbløshed og en opgivenhed.
...Der er eksempelvis ham, der lige er gået fra at ryge heroin over til
nålen. Han viser mig en mindre fixeskade i venstre arm - er bekymret
for, hvor han er på vej hen - ved godt, han er på glatis - føler ikke,
vi i systemet hjælper ham - føler sig svigtet. - Hans far var narkoman.
Da han gik i skole og var på vej hjem, plejede han at tælle på sine
knapper - hjemme - ikke hjemme - hjemme - ikke hjemme - om sine
forældre. Kommunen tvangsfjernede hans lillebror i sin tid, men, som han
selv udtrykte det, overså de ham, fordi han passede sin skole. Han har
9. klasse. Lillebroderen er vist også ved at komme ud på et skråplan.
En meget velformuleret ung mand - 10 år hiv-smittet - mange år i misbrug - udelukkende hvid heroin - rigtig godt begavet - har haft en piercing i brystvorten og har udviklet en infektion. Vi fjerner ringen, renser og vasker og forbinder - skal snart til lægen - måske penicillin. Han nægter at gå på Metadon og må derfor dagligt hekse. Har også været fængslet, tager så altid kold tyrker. - Han var temmelig godt begavet.
En mindre brandskade. Hele tiden taler jeg om smitterisici.
09.02.98
Forbi Forchhammersvej. Fortæller Thomas, at jeg mangler god, skriftlig
information om-kring hepatitis. Der er sgu alle smittet med denne
sygdom, og jeg må løbende informere.
Første kunde er en temmelig ung pige med et grimt brandsår på hånden. Hun har kradseknopper på hænderne (ligner fnat). Hun er grådlabil og forvirret. Er begyndt at fixe for en uge siden. Jeg vasker og forbinder. Hendes fyr er utålmodig. Jeg råder hende til at gå til sin læge. Hun græder. Jeg når lige at give hende noget plaster, før fyren trækker af med hende. Vig-tigt, at få fat i hende snart igen. Hun råber: "Tak for din hjælp" og er væk.
En fyr - fixer ikke mere, men har udslæt op af benene (dårligt blodomløb), det klør. Jeg smører creme på. Han nyder det. Kommer senere forbi - ih, hvor har det hjulpet, det klør ikke mere. Må jeg komme igen i morgen. Selvfølgelig!
En fyr, meget miseriepræget. Jeg ved, han har 2 store grimme bensår. Han er genert. Jeg går lidt til ham og tilbyder min hjælp. Han venter på nogen. "Jeg kan gøre det, mens du venter". "Nej, det gør jo ret ondt". "Du kan komme i morgen, så får du lidt tid til at forberede dig. Jeg har, hvad jeg skal bruge til at hjælpe dig". "Vil du virkelig godt?" OK - så bliver det i morgen.
Ham med brystvorten kommer igen. Han havde fået sit morgendyt konfiskeret og havde været nødt til at hekse en ekstra gang, men var nu i kemisk balance. Jeg vaskede og forbandt. Det ser faktisk bedre ud. Han havde selv passet det i weekenden. Han er lærenem.
Fyrreårig kvinde på krykker med et frygteligt bensår. Senen vokser ud af benet. Staseeksem - væskende, masser af fibrin. Burde have hjemmesygeplejerske, men har ikke fast adresse. Går ikke på ambulatorie, men får fast Metadon hos egen læge. Burde henvises til BBH/hud-afde-lingen til revision. Vask og forbinding - det tager sin tid. Hun vil komme igen onsdag.
De fixer bag ved pissoiret. Lægger sig på den bare asfalt og bliver fixet i halsen af en kammerat. Samme sted står de også og urinerer. Der er en frygtelig hygiejne, men de ved, at det handler om at få placeret nålen i venen så hurtigt som muligt. Sidder den først dér, får de lov til at fixe færdig, selv om politiet kommer til stede.
Brugerne snakker livligt om mig. De synes, det er en utrolig god ide,
at jeg er her. De tilkalder mig for at få bekræftet, at det, de lige har
sagt til en kammerat, er det samme, som jeg lige har sagt til ham. "Der
kan du bare høre, hun si'r det selv". "Er det rigtigt, du vil give os
gode råd om, hvordan man kan fixe mere sikkert?". "Det er skidegodt, for
vi holder nemlig ikke op". "Kan du ikke også dele heo-deo ud, ha-ha - nå
ikke, ØV"! "Hvad gjorde jeg forkert før?".
En fyr ligger på fortovet med nålen i halsen. "Hold kæft, hvor er du
hurtig - hurtigere end politiet". (Jeg troede, han var faldet om og kom
løbende - parat til førstehjælp). Han var bare glad, han havde fået sit
dyt i dag.
Den blå bus kører, og straks kommer folk ud af deres huller, stiller sig
op og handler, drikker bajere, fixer. Snakken går. En ny kommer til:
"Har du noget dope?". "Hold da op - det er vores sygeplejerske". Jeg
tapper dig, og hun lapper dig. Ha-ha!
10.02.98
Her handles med alle slags stoffer. Tyrkerne sidder dog på den brune
heroin nede i deres egen gade (Eskildsgade). Og hash handles på
Christiania eller på små, listige adresser rundt om i byen.
På Maria Kirkeplads er den vigtigste handelsvare "hvid dope" (hvid
heroin), men her omsættes også masser af "cola", "speed", Ketogan,
Lexotan, Nitrazepam og indimellem Rohypnol. Der kommer altid lidt ekstra
gang i den, når ordet Rohypnol nævnes. Her er intet systematisk salg af
Metadon. Jeg har hørt "doner" nævnt en enkelt gang, og der var ikke rift
om den.
Mange går rundt med kravebajere i lommen, her ryges en forfærdelig bunke
cigaretter, og kaffe drikkes flittigt. Der er én, der starter hver
morgen med vodka. "Lykke er en by i RUSland, men RUSland er en plads i
byen".
Politiet påstår, de renser ud på pladsen, men her mangler ikke noget,
der ikke kan skaffes hurtigt. Og har man ikke lige den eftertragtede
vare, henvises man, hidkaldes man eller øjner man en alternativ
forretning osv. Her handles konstant.
Nogle af kunderne skiller sig ud fra mængden. En nydelig ca. 45-årig
funktionærtype kom-mer for at købe ketoganer, men virker ikke helt glad
ved situationen. Når de atypiske kunder har fået, hvad de skal bruge,
forsvinder de hurtigt igen. De andre farer hen bag pissoiret ned mellem
parkerede biler eller står i døren ind til kirken og dytter i armen,
halsen eller lysken.
De er professionelle. Tænderne flår hul i plastik og pakker, så sagerne
kommer ud. Pulveret i bægeret. Vand trækkes op og trykkes ud igen i
bægeret. Der røres rundt. Substansen trækkes op i pumpen igen. Fixet
holdes fast mellem tænderne, mens der lynes ned og - vupti, nålen sidder
i lysken. Der lirkes lidt, indtil det mørke blod roligt farver pumpen
rød. Så skydes der. Et enkelt, måske to blodudtræk, nålen ud og en
papirserviet på. Pumpen op mellem tænderne igen, mens bukserne lynes op.
Det var det! Det tog højst 2 minutter. Der er også dem, der har svært
ved det. En fyr spurgte mig, om jeg ikke nok ville fixe ham, da han ikke
selv kunne. Jeg siger nej, men der var en anden, der sagde ja. Man kan
faktisk tjene lidt penge på den form for ydelse - 20-50 kr.
I dag er en barsk dag. Der er to 19-årige frygteligt naive piger. Den
enes kæreste dytter dem bag ved pissoiret. Den sport er ikke engang en
måned gammel. Ork nej, - de er ikke rigtig hooked, føler sig ikke syge
om morgenen. De kan godt holde op, kan vel få en eller anden form for
behandling, hvis det skulle være. Har været på diverse skoler, hjem og
kan bare ikke klare regler, og at andre bestemmer over dem, (de skulle
bare lige vide, hvad der venter!)
De farer rundt, har et helt andet flyvsk bevægelsesmønster end de
"gamle". De er typisk teenagelivlige med det specielle hovmod, der gør
dem næsten uopnåelige. Indimellem lykkes det at tale med dem, men vi
afbrydes tit af deres indbyrdes travlhed med at "leve dette nye,
subkulturelle liv". De vil godt tale med mig, og jeg ser et par buttede
ungpigearme med friske stikmærker. "Ja, vi bruger kun rent værktøj". Jeg
fortæller, hvordan de skal passe på sig selv - undgår moralprædikener,
men befinder mig i et frygteligt dilemma. De burde løbe skrigende bort
fra dette miljø med 140 i timen, men jeg ved, de ikke gør det, så jeg må
forhindre, at de bliver smittet med hiv eller hepatitis. De får pjecen
"Sikker fix". De lytter og læser. Det er lidt skræmmende læsning, men
også en slags "indvielse". Jeg er den voksne, og mit ansvar for disse
unge hviler tungt på mig nu. Hvor fanden bliver det gadeteam fra Enghave
af? Disse børn skal hentes her og nu. De henvender sig ikke af sig selv
noget sted. Jeg må følge dem på vej.
I dag har der været nogle utrolige samtaler. Tragiske skæbner udover det sædvanlige. Findes der overhovedet noget, der er sædvanligt?
En hånd udsat for sprængstof, opereret for ca. 3 måneder siden. Nu er hånden deform med forkortede sener og i håndfladen en opheling med underlig forhornet gevækst, der er meget smertefuld. Jeg råder ham til at opsøge sin læge, men han tror ikke rigtig på, at de vil hjælpe ham. Råder ham til at henvende sig til sygehuset, som har opereret ham. Dem tror han heller ikke på. Han vil bare gerne ha' lov til at fortælle mig sin historie. Hele venstre underarm er fyldt med ar fra selvmordsforsøg. Han har også en del ar på maven, efter han har hugget i sig selv med en kniv. Hans beretning er tragisk og forfærdelig som så mange andres. Jeg skal ikke gøre noget for ham og hans hånd, han ville bare gerne tale med mig. Jeg skulle kende hans historie, så jeg kunne forstå, hvorfor han var ulykkelig. Han var uendeligt modløs - en af de rigtigt tunge drenge.
- En 48-årig - helt ude i tovene. Hekser til 3 dyt i døgnet. Vil under ingen omstændigheder på Metadon. Han trygler mig om hjælp. Er selvmordstruet. Er omklamrende og appellerende: "Vil du ikke nok komme hjem og hente mig i morgen, jeg skal på hospitalet til en skanning. Hvis du ikke kommer, kommer jeg aldrig derhen". Buprenorphin kan måske bruges her?
11.02.98
Pr. telefon har jeg aftalt med uroerne, at jeg skal komme over til dem
til et personalemøde og fortælle dem om hepatitis. Det bliver den 9.
marts.
Forbundet et mindre sår på hånden af en skør, tyrkisk mand. - Svær at forstå - dels pga. sproget, men også pga. at han var aldeles forvirret og flintrede rundt. Han var dog glad for hjælpen.
Kvinden med det store bensår fra forleden kom igen i dag, og jeg vaskede og skiftede for-bindingen. Hun nyder det og fortæller, at hun netop har modtaget brev om, at hun har fået et aids-legat på 5000 kr. Hun skal op til sin læge i morgen tidlig. Jeg be'r hende sørge for en henvisning til BBH. Hun ta'r tid, - det er et stort sår.
En fyr med rødt udslæt i underansigtet. Det gør ikke ondt, han har for nylig barberet sig. Det er måske skægpest. Jeg smører med lidt salve. Vi må se an i morgen.
Ham med brystvorten kommer for et skift og en lang snak om aids. Han skal på Hvidovre den 17. og skal begynde på 3-kombination. Han har mange spørgsmål - både til medicinen og om opportunistiske sygdomme. Han har altid skubbet sin hiv-sygdom i baggrunden, men nu ville han gerne vide noget. Han byder på en cigaret, og vi taler længe sammen. Egentlig ved han ikke, hvordan han er blevet smittet. Han er bøsse - meget flot, og har haft temmelig mange kærester, men nålen har han også kendt længe.
Denne dag får jeg talt med mange. Jeg begynder at kunne huske
navnene. Dem, der sniffer eller ryger heroin, oplever sig selv som bedre
mennesker og mindre af-hæn-gige end dem, der fixer.
Så når man ta'r springet fra at ryge stoffet til at fixe det, ændres ens
status. Nu er man rigtig narkoman. Det er en nedtur, man selv har været
med til at definere, og som fastholder det mangelfulde selvværd. Bunden
er nået. "Jeg mistede den sidste rest af min selvrespekt, da jeg tog mit
første hak".
Pga. toleransudvikling er der brug for større og større doser for at blive skæv. Hvis man ryger heroinen (chase the dragon), er der et vist spild af det aktive stof. Efterhånden som pengepungen bliver slunken, og abstinenserne tager til, er det forståeligt nok, at man, for at udnytte stoffet fuldt ud, begynder at fixe det. Foruden tabet af selvrespekten står man også lige med ét meget sårbar overfor dels de betydelige risici forbundet med dødelige sygdomme som hiv og hepatitis, og dels er brun heroin (heroinbase 3) et urent stof, som skader kroppen tydeligt. Man får en grim krop med ar og bylder.
Der er dem, der skyder det, som det er, - de dykker hurtigt. De
fleste forsøger at rense den værste snavs væk. Fremgangsmåden, hvis den
er bedst, er, at man hælder heroinen op i en ske, tilsætter lidt
citronsaft, tilsætter lidt vand, varmer op til kogepunktet, lægger en
vattot eller cigaretfilter ned i suppen og trækker stoffet op i pumpen
via kanylen, der er placeret på filteret.
Ud fra denne beskrivelse er det tydeligt at se, hvor og hvor mange
muligheder for risici, der er i forbindelse med tilberedningen af et
fix. Desuden er der så den personlige hygiejne og selve
injektionsteknikken. Det er meget få, der spritter af, inden de stikker
nålen ind, og ingen vasker hænder. Jeg bliver nødt til at fremstille en
pjece, der demonstrerer den bedst mulige måde at fixe brun heroin på.
På Maria Kirkeplads sælges der "hvid dope". Jeg ved bare ikke, hvor "hvid" den er. Jeg har mine tvivl om, at der er tale om ren, fortyndet heroinklorid (heroin 4). Det er uden tvivl "cuttet" op med alverdens hvidt pulver. Det sælges i små pakker enten af plastik eller af pa-pir. Det er dyrere end det brune. Det bliver ikke filtreret, så man må håbe, det kun er "cuttet" med sakkarose eller noget lignende.
12.02.98
Jeg fik en snak med Thomas i telefonen om, hvornår Buprenorphin indgår
som behandlingstilbud. Han mener om ca. 14 dage. Så vil jeg kunne
henvise antimetadonfolk til distriktscentre-ne om en 14 dages tid.
Jeg gik i "gaden" og svingede ind forbi Reden. Fortalte, hvem jeg var, og at de bare skulle henvise folk til mig. De fortalte, at de netop har fået en bevilling igennem omkring det at få besøg af en hjemmesygeplejerske 2 gange ugentligt et par timer hver dag.
På Maria Kirkeplads møder jeg kendte ansigter og nye ansigter. Vi hilser alle på hinanden - en ny dag begynder.
De elsker at fortælle deres historier. De trænger til at fortælle deres historie. At blive defineret. At give livet en fast form midt i al kaos. De er søgende. Jeg lader mig bruge som mu-ren, de kan spille deres bolde op af. Her er mange gode mennesker.
En kvinde er blevet banket med en baseballkølle i hovedet og på ryggen. Det skal jeg lige se på. Hun sendes videre.
En har noget "underligt" i hovedbunden. Det ligner skæl. Han vil så gerne tale. Kender en på Forchhammersvej, og jeg skal hilse.
En låner sin ske til en anden. Jeg får lige fortalt det om "at dele skeer og hepatitis". "Aha - jeg kommer i morgen og hører noget mere, hej".
Kvinden med det store bensår kommer og fortæller, at min måde at ordne hendes sår på har betydet færre smerter end sædvanligt. Hun anbefaler mig til en anden, som så vil komme i morgen.
Jeg får lige lidt fat i i fyren til de to unge piger fra forleden. Jeg har ikke set dem siden. Jeg har fået dem identificeret gennem Brugerforeningen, og de er på vej ind i en behandling.
Kl. 16 er jeg på vej hjem, da en 30-årig kvinde falder grædende ind i mine arme. Jeg må hjælpe hende, hun er desperat. Jeg ta'r hende med over i Reden. Der har hun ikke været i 3 år. Vi sætter os der en times tid over kaffen og får talt sammen. Hun bliver mere rolig. Hun må gerne sove på natherberget. Vi aftaler at ses i morgen. Jeg må hjem, og hun følger mig ned til bussen.
13.02.98
Dagen startede med et hundebid. En kæmpestor rottweiler satte tænderne
godt fast i under-armen på en ung mand. Han ville ikke på skadestuen,
men imens jeg forbandt hans arm, lykkedes det mig alligevel at overtale
ham til at henvende sig på skadestuen for at få en
stivkrampevaccination.
N. kom og fortalte, at han her til morgen havde modtaget et telegram fra Thailand. Beskeden var, at hans 13-årige søn var blevet stukket ihjel. Han havde ikke set ham, siden drengen var 3 år gammel, men nu måtte han gøre alt for at komme til Thailand, så han kunne være med til begravelsen. Han fik ikke udgang fra fængslet, dengang hans far skulle begraves, og derfor følte han, at han ikke kunne komme over tabet af sin far. Det skal gøres ordentlig færdigt, hvis man skal kunne komme videre. N. havde brug for at fortælle om sin søn, men efter et stykke tid gik han, for han trængte til at komme væk fra det hele.
G. får noget salve til sit udslæt, - det ser bedre ud i dag. Jeg lægger lidt salve til weekenden. Han kommer hver dag.
Får en længere snak med en ung mand S. om livet. Han vil gerne i behandling langt væk fra byen. Han har prøvet det før og har haft en lang clean periode, men nu er han godt på vej ned i sumpen igen.
M. trækker mig til side. Jeg skal se hendes lyske. Hun stikker sig i
samme hul hver gang, fordi det hul leder ligesom nålen sikkert ind i
venen.
Hun har nu en lille fistel. Huden omkring er rød og flosset. Der kommer
ildelugtende materie ud derfra. Hun vil ikke fixe i den anden lyske -
"jeg sparer den til hospitalsbrug". Hun er bange for at stikke andre
steder pga. risiko for at ramme forkert. Og hendes kæreste accepterer
kun, at hun tager et par fix om ugen. Han kan ikke finde ud af, at hun
faktisk fixer flere gange dagligt, når hun bruger det samme hul. Hun vil
godt have gode råd. Jeg mener, hun dagligt skal skylle fistlen med
saltvand og dække området med beskyttende forbinding. Allerhelst bør hun
skifte indstiksstedet hver gang og få fortalt kæresten sandhe-den.
C. kom, og jeg lærte hende noget om hygiejne og hepatitis.
Så var der et stort sår på foden af en ca. 40-årig kvinde. Hun havde bare lagt en papirserviet på såret og havde mangelfuld viden om sårpleje. Jeg vaskede, plejede og forbandt såret, mens jeg underviste og forklarede.
N. kom tilbage. Han var så skæv, at han knapt kunne gå. Han blev sat ned på bænken inde i våbenhuset. Pludselig væltede han helt livløst ned på gulvet og knaldede hovedet ned i stengulvet. Jeg sprang til, men blodet sprøjtede fra området over venstre øje. Ved fælles hjælp blev han placeret, så jeg kunne standse blødningen og forbinde ham. Han registrerede ikke den fysiske smerte, men inde bag det kemiske panser fornemmede jeg hans psykiske smerte. Han græd indvendig og trængte til at blive holdt om. Han må have et pas, en billet og metadoner - og så til Thailand. Han skal gøre det ordentlig færdigt, så han kan komme videre.
Fredag fyraften
Jeg har været her ca. 1½ uge. Det her påvirker mig meget, men bekræfter
mig samtidig i, at der er rigtig god mening i, at jeg er her. Svend Aage
havde ret. "Hvis du virkelig vil lære noget, så er det ikke nede i
udleveringen, det foregår, men inde på Maria Kirkeplads".
Jeg er der på deres præmisser og i deres virkelighed. Jeg kan lide dem,
og de kan lide mig. Tanken om, at jeg måske ikke er her efter de
planlagte 2 måneder, gør mig ked af det. Ked af det på deres vegne,
fordi det er helt tydeligt, at der er brug for sygepleje dagligt. Og
fordi de reelt kun kan modtage denne sygepleje, når den er en integreret
del af deres misbrugsliv. Deres kulturelle mønster byder dem at opholde
sig her i kortere eller længere perioder i løbet af deres liv. Det er
til dels på grund af den førte narkopolitik, men de har også andre
fælles anliggender, som ikke blot handler om selvdestruktion, men i høj
grad handler om at overleve en dyb smerte. Jeg vil gå dybere ind i denne
problematik i takt med, at jeg øger min viden.
Men jeg vil så sandelig også blive ked af det på egne vegne, hvis dette arbejde snart er slut. Der findes nemlig ikke noget bedre end følelsen af, at det man gør, har god mening. Min fornemste opgave her er at forebygge spredning af hiv og hepatitis, at forebygge amputation, død og unødvendig lidelse. Nu er jeg der, hvor disse mennesker, jeg skal hjælpe, befinder sig, og det må alt andet lige være det bedste udgangspunkt for at opfylde mine mål. Forchhammersvej har sin satellit i "gaden", og hun kan godt klare mosten, for hun har sit bagland i orden.
16.02.98
Jeg træder ud af bussen. En grønlænder træder frem: "Du må hjælpe mig".
Han bryder i gråd. "Jeg ville tage livet af mig i morges". "Kom med mig
hen i kirken", siger jeg.
Men ligeså snart jeg træder ind i kirken, falder folk over hinanden for at få hjælp. Folkene fra Mariatjenesten hjælper mig med at prioritere.
Først en meget psykisk syg mand, der er i dyb krise. Han tager lang tid. Han taler og jamrer og fortæller. Hans historie er sort. Han har en pige inde i sig. Det er hende, der bærer på "håbet". Nogle gange er hun lige ved at forsvinde. Hvis det sker, er han dømt til at leve re-sten af livet i mørke. Han får sin tid, plads og omsorg. Jeg går ind i hans historie, men sørger hele tiden for at hænge den fast til virkeligheden. Jeg bruger af mine erfaringer fra Sankt Hans. Han er rolig og tydeligt bedre tilpas, da han går. Og han kommer tilbage, - det er sikkert.
Så går det slag i slag. Ben, der skal smøres, et glasskår i en fod.
A.'s fod bliver vasket og forbundet. Hun er helt klar på, at min
behandling bare er den rigtige.
M. med det store skinnebenssår bliver også behandlet. Kan det virkelig
passe, at man allerede kan se en bedring?
Ung pige ønsker information vedrørende LAAM. Hun fungerer ikke godt på Metadon. Jeg skal have fat på Thomas angående LAAM.
Gæster fra Forchhammersvej. De savner mig derhjemme. Det føles OK.
Jeg bliver brugt flittigt, og tiden flyver afsted. 10 minutter i 4 tynder det ud, og jeg får sparret lidt med folkene fra Mariatjenesten. Det er gode mennesker, og de gør et stort arbejde.
Senere i Brugerforeningen hører jeg, at der kommer endnu en sygeplejerske på gaden. Fra Preben Brandt? Spændende - jeg må høre noget mere.
17.02.98
Dagen i dag har været stille i forhold til i går. Jeg har haft tid til
at føre lange samtaler med forskellige brugere. Jeg lærer dem bedre og
bedre at kende.
Jeg har aftalt at mødes med en fyr tidligt i morgen, så jeg kan følges med ham til distriktscentret. Han vil gerne i behandling. Hans kriminelle løbebane er lang, men det intravenøse misbrug er af nyere dato. Han har hverken bolig eller arbejde. Han vil ikke i fængsel igen. I sit 28-årige liv har han sammenlagt brugt 8 år bag tremmer. Han kan lige klare sig med tiggeri. Jeg taler med ham om Buprenorphin. Han er udelukkende heroinmisbruger. Han er in-teresseret.
Venner fra Brugerforeningen kommer forbi. De har været på arbejde. Har renset 7 ton in-dustrijord og fundet op mod 50 kanyler. De får masser af anerkendelse fra forretningsfolk rundt om i byen. Den kanylepatrulje var en genial idé.
Der er nogle bestemte folk, der har sat sig på handlen med værktøj.
Et sæt koster 10 kr. Så lige så snart kanyleautomaterne bliver fyldt,
sørger disse folk for at smadre automaterne. De tager så dagligt turen
ned forbi brandmændene i sprøjtebussen og får udleveret så mange sæt som
muligt. Så står de på Maria Kirkeplads og tjener til dagen og vejen.
I dag af ukendt årsag havde disse folk ikke nået bussen, og derfor var
det ikke til at opdrive rent værktøj. Det udløste en vis panik, men det
hænder jo indimellem, fik jeg fortalt. Jeg ville ønske, at jeg havde
haft et nødlager, da situationens alvor gik op for mig. Fordi
virkeligheden er, at hvis der ikke findes rent værktøj, så deler man
det, der er. For dytte - det skal man.
18.02.98
Hvordan håndterer man, at aftaler bliver brudt? Fyren fra i går kommer
ikke som aftalt. Da han langt senere dukker op, var han fuld af anger.
OK - jeg havde ikke haft problemer med at få tiden til at gå, og jeg
skal ikke opdrage ham. Men hvis jeg fremover skal fremstå troværdig i
forhold til ham og andre, skal jeg løse et sådant aftalebrud
hensigtsmæssigt. Nu er jeg bare optaget af mange andre gøremål og må
udsætte vores videre relation til senere. Jeg er her for deres skyld og
ikke for min egen.
Det viser sig, at man med meget få midler, få kvadratmeter og rindende vand kan klare selv temmelig store opgaver. Det rum, Mariatjenesten har givet mig til min rådighed, er ca. 6 m2 stort. Der er højt til lof-tet, og der er et stort, buet, matteret kirkevindue. Et asketisk rum med en enkelthed, der ikke distraherer, når her arbejdes. På den ene væg hænger der en opslagstavle. På den hænger der en masse smukke postkort fra folk på rejser til eksotiske steder. Det er hilsner fra både bru-gere og "tjenesten". Disse smukke tableauer står i skarp kontrast til det gadebillede, der mø-der en, når man træder ud af kirken. Nogle af teksterne bag på kortene signalerer da også denne erkendelse af livets mange kontraster. Midt i udstillingen af disse smukke postkort har en eller anden hængt en papirlap med ordene: "Junk er længsel, junk er verdens største fængsel".
En fyr med sår på hænder og fingre får renset sine sår og lagt en forbinding.
A. får ordnet sit sår på foden. Jeg har udvidet behandlingen med comprilanbind, der kan hjælpe med det venøse tilbageløb. Hun er god til at samarbejde, og her vil det være relevant med dette tiltag. Jeg er meget fortrøstningsfuld mht. opheling.
P. - en fyr sidst i 40'erne - kommer med sår på ben og fødder. Jeg går i gang, det er et stort arbejde. Hans ben har foruden sårene mange ejendommelige træk. Hele hans knoglestruktur, sener og krop får mig til at tænke på et elsdyr. Vi taler om hans liv, imens jeg arbejder. Salve og creme, omsorg og al pusleriet får ham til at græde. Hele scenen med sin intime nærhed er stærke sager. Men denne mulighed for at få trukket vejret helt igennem, få luftet sine følelser og løsnet sin anspændthed resulterer i, at P. resten af dagen er glad og ved enhver given lej-lighed fortæller mig det.
Når jeg er på gaden, får jeg også mange spørgsmål. Så der er også undervisning, mens tra-fikken buldrer forbi, og vinden blæser. Men det er fint med mig, der er gået sport i det med at få idé til en så forenklet sundhedsstation som mulig. Så længe jeg som menneske er begrebet på deres sundhedsstation, vil jeg kunne fokusere på det væsentligste, - nemlig det at knytte båndene, der fører til den gensidige tillid, der er forudsætningen for enhver udvikling (også for mig).
Lange samtaler med henholdsvis N. og G. De har høj status blandt brugerne og giver god feed-back i forhold til pladsens episoder og gadens regler.
En ung knægt på 20 år vil gerne tale med en præst. Johan kommer først fra ferie i næste uge, men han skal bare komme igen. Han fortæller så, at han lige er løsladt efter at have siddet 4 år for en frygtelig forbrydelse. Da han var 15 år gammel, begik han et mord. Han har hårdt brug for syndsforladelse.
Denne aften udarbejdede jeg et første udkast til en "Hepatitis C-folder".
19.02.98
Forbi Forchhammersvej for at give Thomas og SAAG min "Hepatitis
C-folder". Thomas fortæller nyt fra forskning på området, - det er meget
nedslående. Han mener i øvrigt, at "Hep.folderen" skal være mere nænsom
for ikke at de, der allerede er smittet, helt vil miste livslysten og
håbet. Jeg er enig. Vi må fremstille en folder, der er pædagogisk i top.
Han vil se på problemet, for der er ingen tvivl om, at information på
dette område er påkrævet.
Ind i gaden igen.
En hilsen fra Kim, han er på sprøjtebussen i dag.
P. kommer igen i dag. "Du gør min dag god," siger han, og vi snakker, imens jeg arbejder på hans sår.
De banker utålmodigt på min dør, og den ene er ikke ude, før den næste kommer ind.
Ham med sår på hænder og fingre bliver hjulpet. Det er allerede bedre. Han skal snart til sin egen læge og vil have lidt hjælp til, hvordan og hvad han skal sige. Jeg kan også hjælpe med at skrive ned på sedler, så de ikke glemmer det, de kommer for. I går hørte jeg om et grelt eksempel, hvor en bruger, der havde været til kontrol på Hvidovre, ikke havde fået mere med hjem end en viden om, at lægen snart skulle holde op.
En ung fyr på "speed-run"' måtte fortælle mig sin historie. Puha, så skal man godt nok slå ørerne ud.
Kvinde fra sidste uge ville tale om sit liv siden sidst.
M. med det store skinnebenssår bliver behandlet.
Sten og Klaus kom forbi og samlede snavset værktøj op. Vi havde ikke tid til at tale sammen, for jeg havde travlt.
En yngre kvinde med sår og udslæt på begge ben får det vasket og forbundet.
Så en ung mand med sår på siden af brystkassen, som får det vasket og forbundet.
På vej væk fra kirken lyder der piften og råb. Jeg vender mig og ser folk vinke og smile. En følger mig på vej, og vi sludrer. Jeg slår et smut forbi kanylebussen og får en snak med Kim.
20.02.98
En filminstruktør har ringet til Forchhammersvej med besked om, at jeg
skulle kontakte ham. Han kunne tænke sig at lave en film om
arbejdet/studiet af Maria Kirkeplads. - Det er jeg ikke interesseret i.
Det er vigtigt med dokumentation i forhold til behovene på pladsen, men
vi på Forchhammersvej skal nøje overveje hvad og hvornår. Det handler om
at gøre tingene velovervejet. Det skal være seriøst og nøgternt, og han
er vist nok lidt "følelses-porno-agtig".
- Jeg troede, speed blev solgt i pulverform. Men her til morgen blev jeg præsenteret for speedpasta. Det er en let gullig, cremeagtig substans. Jeg ved ikke, hvordan man tilbereder det. Pusheren vidste det heller ikke, - han er kun til alkohol. Han fortalte mig, at han var dealer. Senere på dagen trak han en kniv overfor N. N. smadrede ham, så politi og ambulance kom. Nu er N. eftersøgt. Han opholdt sig i kirken, til den lukkede, og slap ud af bagvejen.
P. kom igen og fik plejet sine ben og fødder. Han har mange fysiske problemer og mange smerter forbundet med dem. Han oplever ikke, at hans egen læge gider tage sig af ham. Han skal i nær fremtid have foretaget div. blodprøver. "Det fik jeg også for et år siden, men jeg har aldrig fået nogen forklaring, - så dette her er vel bare en fjollet gentagelse".
Mange har fortalt, at de ikke oplever deres læge interessere sig for deres problemer. De bli-ver affærdiget, før de får begyndt. Det er muligt, at de ofte er plæderende for flere "doner" eller benzodiazepiner; men set ud fra en stofmisbrugers synsvinkel er det ganske forståeligt. Stoffer har hidtil været løsningen på problemerne. De har kunnet dulme smerterne og nedsæt-te følsomheden. Det er stofmisbrugernes erfaring. En enkel og ensidig erfaring, som vi som behandlere er med til at forstærke ved også altid at fokusere på disse stoffer - (jf. Steffen Jønckes rapport).
Brugerne ved, at jeg ingen receptblok har, og at jeg ikke fortæller nogen (distriktscentrene), hvad de betror mig. De kommer til mig med sår og sorg. I det "rum" taler vi så sammen. De fortæller om deres problemer, men da de hverken behøver at plædere for stoffer eller frygte, at jeg sladrer til nogen, udvikler vores samtaler sig ofte langt mere nuanceret, end de ellers ville ha' gjort. De forsøger ikke at "forføre" mig med løgn, snuhed eller fiduser. Dette giver mig god mulighed for bevidst at arbejde med at øge deres mestringsevne. Ved hjælp af jeg-støttende sygepleje - især verbalisering - kan jeg medvirke til, at nye tankerækker sættes i gang på vej mod andre problemløsningsmodeller end "den", der hidtil har været gældende. - (Det er faktisk mig, der "forfører" dem lidt). Jeg nusser, pusser, plejer, vasker, forbinder, og alt det giver reel øget velbefindende. Der er ingen hokus pokus, - den del af sygeplejen er dejlig konkret. Men den er samtidig også nøglen til det mere abstrakte. Det, der føles godt, vil man have mere af. - Således knytter vi nogle bånd, som kan udnyttes i gunstig retning. Dette er ganske uproblematisk, da begge parter jo søger "ægtheden" i situationen. Brugerne har brug for støtte til at få styr på kaos, og jeg har brug for rent professionelt at finde det te-rapeutiske sceneri. Det er udfordring, der vil noget, og jeg finder mit arbejde meget til-freds-stillende.
- Den unge pige fra i mandags kom forbi og fik sin information omkring LAAM. Hun fik også et skub på vej mod Brugerforeningen. Hendes situation - dyb ensomhed, men velformu-lerede behov - kunne godt egne sig til at blive knyttet til Brugerforeningen.
- Fyr med fixeskade (væskende byld på overarm) plejet og forbundet. Er tilknyttet, som så mange andre, et distriktscenter - men, som han så ganske nøgternt udtrykte sig: "Hvor mange tror du, der vil gå til deres eget distriktscenters sygeplejerske og fremvise sine skudhuller?".
A. fik ordnet sit sår på foden.
"God ferie" råbte de til mig, da jeg var på vej ned ad gaden. - Og det fik jeg så sandelig også. En uge i de norske fjelde sammen med mine børn er bare så rensende for krop og sjæl.
02.03.98
Første dag på "banen" igen. Jeg får at vide, at jeg har været savnet,
men der er ingen "hard feelings". De spørger til min ferie med oprigtig
interesse.
Lang samtale med yngre mand om hans arbejde og udvikling med at komme over sit stofbrug.
M. med det store skinnebenssår. Mariatjenesten fortæller mig, at M. kun plejede at komme ca. 1 gang om måneden. Nu kommer hun 3 gange ugentligt.
Ung mand har i arrigskab sparket en glasdør i stykker. Resultatet er en dyb flænge på un-derbenet. Han har gået med en hjemmelavet forbinding i over en uge. Alt er rødsort af stør-knet blod og fuldstændig hårdt og stift som gips. Det tager tid at få det af, renset og plejet. Her er tale om en overbygning af psykotisk karakter.
Min første "ikke-narkobruger" i behandling. Alkoholiker med diabetessår på skinneben. Be-gyndende "stær" på øjnene. Foruden sårpleje en lang snak om, at han skal på hospitalet og have ordnet sin "stær". Han lyttede og ville tage affære allerede i morgen. - Vi får se!
A. - sår på foden. Det sår skal nok hele inden sommer.
N. er helt fra den i dag. Han er aggressiv overfor de andre brugere, men de irriterer ham også. Han fortæller mig, at det ikke er lykkedes ham at skaffe pengene, der skulle til for at han kunne deltage i sin søns begravelse i Thailand. Han vælter sig i øl, græder, bliver gal på sig selv og på alle de "dumme junkier", der bare ikke "forstår en skid". Han oplever sin magtesløshed større end nogensinde. Han vil gerne tale med mig. - Ikke med nogen andre...
Men så kommer den unge pige fra forrige uge. Grædende. Hendes historie er om behandlin-gen ovre i Tietgensgade. Jeg får hendes variation. Jeg vurderer, hun har brug for en bisidder til sit næste møde. Jeg må tale med Brugerforeningen. Hvis hendes historie er sand, er der handlet aldeles uværdigt på distriktscenter Vestre.
N. må jeg ha' fat i igen.
Efter arbejde en tur i Brugerforeningen for at få "nyt" fra ugen, der gik. - Smadderhyggeligt som altid. Fuld aktivitet, dejlig "forloren hare" og søde børn, der løb rundt mellem os alle. De har fået etableret og er i fuld gang med computerundervisningen. Holder foredrag rundt omkring og bliver dygtige til det. Er ved at få endeligt styr på deres kæmpestore bibliotek. Har udvidet deres forbindelser til de "rigtige" mennesker. Giver mig "sidste nyt vigtigt læsestof". Spørger om jeg vil være med i "Narkoforum". Har skaffet mig en særdeles vanskelig "kunde", som jeg skal møde i morgen, - (den skal vendes med Thomas). Vi hygger, pjatter og har en rigtig skæg aften.
03.03.98
Forbi Forchhammersvej for at hente nye forsyninger og hilse på alle
folkene derude.
- I og omkring Maria Kirkeplads. Ikke et eneste sårskift i dag, men en del samtaler og undervisning omkring hiv og hepatitis.
- Opfølgning af en aftale med en mand på 40. Vi har aftalt at mødes i
Brugerforeningen. Lige siden han som 8-årig hørte om "Boxeropstanden",
afsnittet om opiumshulerne, har han vidst, at stoffet ville blive en
stor del af hans liv. Som tænkt så gjort. I en alder af 20 år var der
endelig én, der ville undervise ham i injektionsteknik, og siden har han
fixet brun heroin 3 gange dagligt. Der har kun været få pauser i de
forløbne 20 år - bl.a. pga. fængselsophold. Nu er problemet, at han ikke
kan finde flere vener. Han bruger gennemsnitligt 5 timer dagligt på at
finde en vene, der kan bruges, og det hænder tit, at han bliver nødt til
at fixe i.m. Dette er han totalt utilfreds med og insisterer på, at det
at få sit heroinsus tre gange dagligt er hele meningen med hans liv. Jeg
skal under ingen omstændigheder forsøge at overbevise ham om, at nu er
det altså slut med den sport. Jeg skal derimod undersøge hans krop og
undervise ham i, hvorfor hans vener er væk, hvor de dybtliggende vener
befinder sig, og hvordan han skal fixe sig dér. Desuden er han
interesseret i at få en permanent tilgang etableret. Hvordan gør man det
og hvor?
Harm reduction er her, at jeg viser ham, hvor han kan finde de
dybtliggende vener og hvilken injektionsteknik, der er mest
hensigtsmæssig. Desuden kommer jeg med ideer til, hvorledes han kan
håndtere sagen omkring en permanent venøs tilgang. Han er meget stolt af
at være "Junkie". Ser denne tilværelse som værende meningsfuld. Hans
største og eneste idol døde sidste år, hvilket bragte ham til at græde.
Det var William Boroughs. Han vil holde kontakten vedlige til mig, så
jeg kan få at vide, hvordan det går ham.
04.03.98
A. kom og fik plejet sit sår på foden, det heler pænt.
- Mand i 40'erne har fixet Ketogan i.m. i bagdelen og har nu på anden måned en dropfod med tilhørende lammelse af følenerverne startende fra knæet og nedefter - (har han skudt iskias-nerven?). Jeg underviser i, hvorledes han kan holde sine sener og muskler i orden ved daglig træning og øvelser. Vi taler om problemerne ved Ketogan (the same old story).
- Operation fjernelse af 3 stk. fedtknuder på ryggen af en mand. Fremgangsmetoden er: Injektion af brintoverilte i selve knuden. Det skummer op, og ud kommer fedtet. Herefter sprit.
- Mand - særdeles suspekt for TB. Opspyttet er "kaffe med fløde farvet" - lidt tykkere. Iblandet blod. Store smerter ved vejrtrækning. Hoste, stakåndethed.
Jeg får ham overbevist om at gå til egen læge med det samme. Måske ville det være bedre at sende ham på tuberkulosestationen/Bispebjerg i stedet? Det er nok også en god idé, at jeg i lignende tilfælde ringer til brugerens egen læge og fortæller om mine observationer.
En ung mand kommer slæbende med en kvinde. Hun kan slet ikke gå selv. Vi får hende bug-seret på plads på en hjørnebænk i kirken. Farverne er OK, pulsen OK. Jeg tjekker med jævne mellemrum, går pulsen under 55, ringer jeg 112. Hun klarer den og kan faktisk stå op kl. 16.
Ung mand. Ryger heroin. Har en søn på 22 måneder sammen med sin unge kæreste. Hun er også afhængig af rygeheroin, men det ved myndighederne ikke. De frygter - med rette - at barnet vil blive fjernet, hvis det kommer for en dag. Han forsørger både sig selv og konen med heroin. Den er svær.
Til politikerdebat i kulturhuset på Enghave Plads omkring narkoproblemerne på Vesterbro. Forudsigeligt og deprimerende.
