logo Landsforeningen for
Human Narkobehandling

L.F.H.N.

Forening af pårørende til stofafhængige

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil

Alkohol

 

SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd 10-01-2010:

Unge skal lære at mestre drikkeriet

De unge og deres forældre har den samme dagsorden for de unges drikkeri. Nemlig at de unge kommer hurtigt gennem den risikofyldte fase, hvor de eksperimenterer med, hvor meget alkohol de kan tåle.

Af journalist Kirsten Holm-Petersen

Danske unge på 14-16 år har nærmest ikke noget valg. Hvis de vil begå sig socialt, skal de lære at blive habile alkoholforbrugere. Og vejen dertil går for de flestes vedkommende gennem nogle velkendte ”skæverter”. Kvalme, utilpashed, brækture og blackouts – og for enkeltes vedkommende også en tur på hospitalet til observation eller udpumpning.

Det viser en ny bearbejdning af en stor spørgeskema- og interviewundersøgelse om unge og alkohol, som forskere fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet indsamlede i 2005 om unge og alkohol. Den nye bearbejdning, der er lavet i et samarbejde med SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, viser også, at forældrene til de unge stiltiende accepterer, at de unge eksperimenterer med alkohol i store og risikofyldte mængder. For forældrene er godt klar over, hvad der er på spil for deres børn.

"Hvis forældrene nægtede deres børn at prøve sig frem med drikkeriet, så ville de fratage dem adgangen til det sociale liv", siger Jeanette Østergaard, der har lavet den nye bearbejdning i forbindelse med sin Ph.d.

Jeanette Østergaard har brugt talmaterialet fra 2005 til at vise, at de unges vej til at lære at kontrollere deres alkoholforbrug består af tre faser. Faktisk de samme faser, som en anden forsker, Howard Becker, for et halvt århundrede siden fandt, at folk gennemlevede, når de skulle nå til at lære at nyde marihuana.

Den første fase handler om, at de unge lærer såkaldte drikketeknikker, altså hvor meget og hvad de kan drikke for at opnå en behagelig effekt. Den anden fase handler om, at de unge lærer at skelne mellem forskellige måder at være fuld på. Og den tredje fase handler om langsomt men sikkert at lære at nyde de behagelige virkninger af alkohol’en, nemlig et kontrolleret tab af kontrol. Dette kontrollerede tab af kontrol er for de fleste unge formålet med at drikke sig fuld.

Jeanette Østergaard viser i artiklen, hvordan de unge og forældrene uden nødvendigvis at tale om det indgår i en slags samarbejde om den proces, de unge ”skal” igennem.

For forældrene er formålet med at indgå i samarbejdet at forsøge at minimere de risici, som de udmærket ved, der er forbundet med de unges prøven sig frem. Forældrenes redskaber er at forsøge at opstille regler for drikkeriet. For eksempel ikke at acceptere alkoholindtag på aftener inden skoledage, at fortælle de unge om farerne ved at blande forskellige slags alkohol og at sætte grænser for, hvor mange gange de accepterer, at de unge kaster op. Men nedenunder disse tiltag ligger en klar opfattelse hos forældrene af, at det er de unge selv, der ved deres eksperimenteren skal lære at kontrollere deres alkoholforbrug. Og at enkelte ”skæverter” er en del af processen.

For de unge selv handler øvelsen om at mestre den teknik at kunne drikke så tilpas meget, at de opnår den ønskede effekt – nemlig det kontrollerede tab af kontrol – og ikke mere. De unge er også klar over, at for at mestre dette, skal de igennem en periode, hvor de prøver sig frem. For dem er gevinsten ved mestringen dog ikke så meget, at de derved undgår alt for hyppige brækture, uønskede slagsmål eller en tur på hospitalet. For de unge – og i særlig grad for pigerne - handler det mere om, at de mister social status, hvis de ikke relativt hurtigt får styr på drikkeriet.

Jeanette Østergaard ”Learning to become an alcohol user: Adolescents taking risks and parents living with uncertainty”. Addiction Research and Theory (2009).

Spørgeskema- og interviewundersøgelsen fra 2005 blev finansieret af Rockwool Fonden og resulterede i bogen ”Unge, Fester og Alkohol”, redigeret af Gundelach og Järvinen.