| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Artikler
Er det virkelig sandt?
Forskellige uddrag fra en dagbog
Kvinde på 19 år med begyndende misbrug modtog fra sin kommune brev med besked om, at da hun ikke var tilgængelig for arbejdsmarkedet, skulle hun udvises fra kommunen inden 4 uger. Efter forespørgsel i kommunen (omegnskommune) om den aktuelle situation, var beskeden:” Tag ind til Københavns Hovedbanegård, find adressen på det nærmeste socialkontor, sæt dig der om natten, henvend dig når de lukker op og sig, at du nu bor der. Så ordner de det, og så har du ikke adresse her mere.”
Løsning: Moderen kontaktede hjemkommunen og fortalte, at kopi af omtalte brev ville blive sendt til Københavns Kommune. Det ville de sikkert være meget interesserede i at se, så kunne de jo bruge ideen til at eksportere alle deres narkomaner til f.eks. en sidevej i Gentofte.
Resultat: Moderen modtog næste dag et brev fra hjemkommunen med tilbud om 700,- kr. pr. måned til støtte for datterens blivende ophold på moderens adresse i kommunen.
Henvendelse til læge om hjælp til begyndende misbrug. ”Det ved jeg ikke rigtig, det er jo en stor sag at sætte i gang.”
Opringning fra kommunen 1 år senere. Kvinden skal nu sendes til nedtrapning 8 dage på et pensionat i Istedgade. Eneste anden mulighed var ophold i en campingvogn på en mark på Møn.
Det måtte afvises som ubrugeligt. Men kommunen vidste ikke, hvad de ellers kunne gøre.
Kvinden nu 23 år, bevilget 4 dages nedtapning med Metadon, 4, 3, 2, 1, på den lukkede afdeling på Sct. Hans Hospital. Hun var her omgivet af højrøstede, utilregnelige og meget psykisk syge mennesker. Overlægens kommentar, da han hørte, hun havde haft et problem med en tand, var:” Hvis du får tandpine her, skal du ikke regne med hjælp”. Patientens grundlæggende problem og årsag til misbruget var fobisk angst. På femtedagen opgav hun, da hun ikke kunne klare mere.
Efter 1 års venten bevilget 14 dages nedtapning igen på Sct. Hans. Personalet nervøse over patientens tilstand og blodtryk, men påskønnede meget, da patientens mor fortalte, hvad medicin man så skulle bruge. Besked fra psykolog i telefon til moderen på hendes arbejde, dagen efter datterens mislykkede nedtrapning. ”Lad være med at lyde så nervøs, glem hende og lev dit liv”.
Når det drejede sig om Metadon, vendte størstedelen af de praktiserende læger ryggen til. Selvom de var dem, der skulle vide mest om misbrug, da problemet i sundhedssektoren, blandt læger og sygeplejersker m.v. har været kendt og observeret i mange år. Man skulle derfor tro og have tillid til, at netop denne faggruppe skulle have specialviden inden for området misbrug. (Men det var måske derfor). De fleste læger glemte alt om barmhjertighed og lægeløfte, vaskede deres hænder og talte om moral og behandling. Selvom der på det tidspunkt kun fandtes få behandlingspladser. Tilbage stod der nogle få stærke læger, der trods politisk pres og modstand fra deres kolleger, reddede mange liv. De få læger kunne kun magte at tage sig af forsvindende få af det store antal narkomaner, som tiggede og bad, om at få hjælp ved legal Metadonordination, så ødelæggelse og kriminalitet kunne undgås.
Ung mand 24 år og i arbejde, havde 2 måneder tidligere begyndt et lettere stofbrug, da han begyndte at blive dårlig, mens han kørte i tog med et vennepar. Fra stationen kunne han ikke gå. Han blev af vennerne i mangel af bedre, lagt og transporteret i en indkøbsvogn og bakset op i deres lejlighed. Lægen kom uvilligt efter flere kald, kiggede på manden og sagde: ”giv ham en Albyl”. Tilstanden forværredes de næste dage med manglende motorik, blindhed og høj feber. På trods af flere opkald fra den unge ulykkelige kvinde nægtede lægen at komme igen. På hendes forespørgsel fortalte han: ”At de heller ikke kunne ringe efter en ambulance, fordi det her var et andet amt end den unge mands, så det kunne man ikke.” Da kvinden i sin fortvivlelse ringede til sin mor, sagde denne: ”Sikke noget vrøvl, skynd dig at ringe efter en ambulance med det samme”. Det gjorde hun, og den unge mand blev indlagt og kom i ilttelt med det samme. Vennerne fik i beskyttelsestøj chokeret og ulykkeligt hvisket farvel efter at have tilkaldt familien. Det, den unge mand fejlede, var Meningitis, og han døde fire dage efter.
Læge med hivsmittet patient turde ikke udskrive Metadon til denne, af angst for kolleger og embedslæge. Han turde først efter henstilling fra socialminister ( hivsygdommen taget i betragtning), men han turde alligevel ikke skrive den rette dosis ud. Hver gang patienten, (hvis problem var fobisk angst), skulle på hospital, officielle besøg eller familiehøjtider, måtte hun og familien til København for at købe den manglende dosis Metadon illegalt. Til dyre penge og med stor risiko for politi og bøder. Blev det købte opdaget og konfiskeret af politiet, var det forfra igen. Nu kostede det både ny Metadon, bøde og værdighed. (Kvinden var Hiv positiv i 16 år, før hun fik bevilget den rette dosis Metadon).
Da behandling overgik fra kommuner til amter, gik det ligeså galt, ingen var gearet til det, og lægerne og flertallet af de, der dengang kaldtes behandlere, kunne kun rumme stoffer og fordømmelse i deres hoveder. (Mange var tidligere småbørnspædagoger). Det menneske, der stod foran dem, hverken så eller hørte de, og de anede faktisk ikke noget om hverken helbredstilstand, eller hvorfor nogle mennesker blev misbrugere. Flere gange ved daglig afhentning af Metadon efter 15 kilometers kørsel, var beskeden
” Vi glemte det i dag, smut lige forbi apoteket og hent det selv”.
Efter indstilling fra Sundhedsministeriet og embedslæge overgik patient fra distriktsambulatoriet til behandlingsinstitution i andet amt, grundet hiv. Efter 3 ugers varighed blev det aflyst af en menig sagsbehandler på distriktsambulatoriet. Så var det helt forfra igen, denne gang med amtsborgmester og socialchef. Som lykkeligt viste sig som kompetente, menneskelige og ikke fordømmende personer, der bevilgede opholdet igen.
Kvinden fik ved konsultation efter ugers ventetid til specialist for undersøgelse af mavesår, (som det senere viste sig, hun havde) besked om, at han desværre ikke kunne undersøge hende på grund af, at hun var hiv-smittet. Det sagde han, at han ikke ville kunne forsvare over for hans andre patienter. Men, tak for i dag.
Nål faldet af sprøjte ved injektion i lysken. Kvinden hiv positiv, blev indlagt og modtaget af karkirurg, som udtalte ” Dig skal jeg nok give en lærestreg” Hvorefter anæstesilægen på operationsholdet fik forbud mod at give narkose. Der stod et chokeret operationsteam og så til, mens kirurgen lukkede lysken op ind til hovedpulsåren, kun ved lokalbedøvelse. Han var stresset og ude af balance, og nålen fik han aldrig fat på. Operationen pågik i meget lang tid og stadig kun med gentagne lokalbedøvelser, masseblødning og blodtransfusioner og med et operationshold, der i afmagt så til.
Patientens gispende udsagn da familien kom, efter at en sygeplejerske havde sagt, hvornår man sædvanligvis var vågen efter en narkose. ” Mor, jeg var det ensommeste menneske på jorden”
Kvinden blev på et senere tidspunkt ved akut indlæggelse på et hospitals hiv afd. modtaget kl. 24, af en omsorgsfuld og venlig yngre læge. Hendes tilstand mente han, krævede nærmere undersøgelse, så der blev taget prøver og påsat elektroder. Næste dag kom overlægen og pillede elektroderne af og kasserede prøverne.
Tak for denne gang.
Samme overlæge ignorerede senere, trods protester, resultatet og symptomerne på bivirkninger af hivmedicinen. Det overlevede hun ikke.
I årene fra ca. 1930 til ind i tresserne, kunne brugere, der af den ene eller anden grund var blevet afhængig af morfin, (de kaldtes morfinister) gå til deres læge og få morfinbehandling. Efter den tid kaldtes de narkomaner, og behandling blev nu til mishandling.
Jo, det er virkelig sandt.
En mor (navnet kendt af redaktionen).
