| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Artikler
Forældre er jo bare mennesker!
At være forældre er ikke altid lige let. Der findes også mange forskellige slags. Der findes de helt ekstremt ulykkelige forhold hvor mennesker er så dårligt rustede og slæber så meget elendighed med i deres egen barndoms bagage, at de ikke kan klare opgaven og ikke har evnen til at kunne tage sig forsvarligt, af deres børn. Det er meget ulykkeligt.
Der findes også dybt ulykkelige og skyldbetyngede forældre, som føler at alt kun kan være deres skyld, når deres børn ender i et stofmisbrug.
Der er også ulykkelige forældre som modsat fortrænger enhver form for skyldfølelse og forståelse som af skam overfor omverdenen og hele situationen tager dyb afstand fra deres barn, som de ser som fiaskoen, eller familiens sorte får.
Det alle slags forældre får tilfælles efter at miste et barn der dør af stofmisbrug, er sorgen over tabet, og smerten over den tilværelse barnet måtte gennemleve i form af fordømmelse, udstødelse og stigmatisering grundet uvidenhed i samfundet. Smerten vil være der altid.
Problemet er jo, at ingen af os har nogen mulighed for at finde viden om, hvad vores børn genetisk er gearet til. Hvor følsom kernen er, hvordan temperamentet er, hvor den psykiske smertetærskel findes, og hvor stor styrken og robustheden er.
Vi elsker vores børn og prøver alle at gøre det vi er overbevist om er det rigtige, også selvom vores børn kan have et helt andet temperament og sind end os selv. Hvis vi var bevidste om, at det kunne være forkert hvad vi evt. gjorde, ville vi nok ikke have gjort del. Og selvom vi mener, at vi ud fra vores egen overbevisning gør alt det rigtige, er det jo slet ikke sikkert, at det gavner lige netop det barn som har et andet indhold i den genetiske og psykiske bagage. Måden vi takler familien på passer måske fint til en anden søn eller datter, men lige netop dette barn har en indvendig skrøbelighed, som vi ikke så eller opdagede midt i hverdagens travlhed.
Hvad gik der mon så galt? Vi er nok alle som forældre lige skyldige og uskyldige, for vi så det bare ikke, vi troede vi gjorde vort bedste. Vi er jo kun mennesker! Mange børn og unge er blevet reddet af skæbnen som undervejs sendte en tilfældig vågen og iagttagende lærer ind i netop deres tilværelse. Men ansvaret bliver barnets. Det ulykkelige barn skal selv bære hele byrden for biologisk, genetisk og social svaghed som kan danne grundlag og basis for flugt (eller overlevelse) ind i et misbrug. For opvæksten i en familie som måske lige netop dette barn ikke var tilstrækkeligt rustet til. For den sorg og ulykke de påfører deres nærmeste. For det liv de af alle, bliver skubbet ud i. For at blive behandlet alle steder som et nedrigt og uværdigt væsen. For at blive oplevet som hele familiens fiasko. For skammen. Og det værste:" For ikke at blive elsket." Det værste der kan ske for et menneske.
Barnet var uskyldigt da det kom til verden, men er skyldigt grundet det forkerte og ikke tilstrækkelige indhold i den medbragte bagage. Det står barnet nu alene med. Den pris er der ingen der frivillig betaler, hvis det blot er for at genere omverdenen og gøre andre ondt!
Vi bliver aldrig færdige med uddannelsen som forældre, sådan som vores forældre heller ikke gjorde med os. Forældre bliver ikke født som hverken færdiguddannede psykiatere eller psykologer, men som ganske alminde1ige unge mennesker der når de får børn, prøver at opdrage efter bedste evne og elske ubetinget.
Vi blev alle gjort til magtesløse mennesker.
Karen Groos
