| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Artikler
Samfundstanker
Mulighed for privatliv hos det enkelte menneske indskrænkes efterhånden meget
Gennem regler, kontrol og nye forordninger gribes der fra det offentlige konstant ind, og det nedbryder den indbyggede kollektive ansvarsfølelse hos det enkelte menneske, når alt dirigeres udefra, og det ikke forventes, at nogen kan tænke selv.
Hos mange instanser derimod, er ganske enkle procedurer blevet så indviklede og tidskrævende, at mange af de mennesker, det skulle hjælpe, på forhånd opgiver. Næsten en femtedel af befolkningen er uden EDB, og det er efterhånden svært for mange at ringe op og høre en telefonstemme, som ikke svarer på det, der evt. er brug for hjælp til, fordi den er automatisk.
Men samtidig registreres, kontrolleres, gennemlyses og overvåges vi, for næsten hvert skridt vi tager. I det offentlige findes 350.000 overvågningskameraer. der dagligt registrerer befolkningens færden (op til 25-30 gange). og det er ifølge FN overtrædelse af menneskerettighederne.
Jo mere overvågning - jo mere frygt skaber det, og der er efterhånden mennesker, der ikke tør gå ind i deres egen opgang. Men ingen kan alligevel gardere sig ved andet end omtanke og sund fornuft.
For livet er en risikofyldt og tilfældig affære. Og man kan være uheldig at befinde sig på forkert sted på forkert tidspunkt, (måske få en tagsten i hovedet), såvel som at være heldig at befinde sig på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt, (så man netop ikke fik tagstenen i hovedet).
I nuet er hjælpen lige langt væk, når man er eneste individ, der udsættes for fare, f.eks. på en station, selvom der er et overvågningskamera. Og hvor betryggende er overvågningen for den, der evt. bliver frastjålet eller slået oven i hovedet, og hvor betryggende er det at vide, at det her er der nogen der gennemser om fire dage, hvis jeg ellers overlever?
Det ville ofte være mere effektivt med et par levende mennesker, der på forskellige tidspunkter gik nogle runder, så de, der laver hærværk, stjæler og sviner, kunne bremses i opløbet, hvis der gribes ind med det samme. Samtidig giver det mulighed for at forebygge, så der måske ikke bliver nogen ”næste gang”. Ingen kan gardere sig ved overvågning, for der er ingen garanti for at det virker eller bliver kontrolleret.
Jeg blev selv en gang, på en dejlig sommereftermiddag overfaldet på et grønt, åbent område ved en strand. Jeg var heldig, det kunne have kostet mig livet, men var uheldig ved at være på forkert sted på forkert tidspunkt. Jeg har aldrig af den grund forventet, at alle strande i landet burde videoovervåges. Og mig ville det ikke have gavnet, selvom der havde været overvågning på nærmeste S-togs station. Forløbet optog jeg med hukommelsen.
I øvrigt har S-togs stationer i flere år og de fleste steder om aftenen, fremstået som øde ørkner med manglende lys og med hærværk, ituslåede ruder, tyveri af cykler og materiel og overpissede elevatorer. Det på trods af dyrt overvågningsudstyr, som åbenbart hverken gør fra eller til, for så ville stationerne da for længst have fremstået i en helt anden stand.
Anskaffelse, opsætning og installation af overvågningsapparatur må koste enorme summer?
Hvis man nu i stedet for anvendte nogle af disse mange penge til ansættelse af medarbejdere, der rutinemæssigt og på forskudte tidspunkter, kunne se hvem, der var til stede, og hvad der egentligt foregik.
Det vil gøre mennesker tryggere. Det vil give nogle arbejdspladser. Det vil være en god hjælp til nogle af de unge, der er ude på et skråplan og kun finder mening i hærværk, men sikkert har mere gavn af noget voksenkontakt og en håndsrækning. Så de kan komme videre af et andet spor - med respekt både for sig selv og andres liv og ejendom, i stedet for evt. at blive sat i fængsel som fjortenårige”lømler”.
Det virker, som om investeringer i teknik har den højeste prioritet i samfundet. Der bliver færre og færre penge til at investere i mennesker, der måske endda kunne medføre besparelser på grund af færre forbrydelser, mindre kriminalitet og dermed bedre liv. Sparede overvågningspenge kunne bruges til at tage sig af skrøbelige børn og unge i f.eks. daginstitutioner mm., som i øjeblikket mangler resurser og personale. De svageste i samfundet ville få mulighed for en bedre og tryggere start på livet, og kunne måske undgå problematisk opvækst, der ofte senere kulminerer i belastende kriminalitet, adfærd eller svære vane- og impulsforstyrrende tilstande.
Karen Groos 2010.
