| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
Børn
Pressemeddelelse fra SFI - 20. december 2007
Behandling reducerer unges tilbagefald
til kriminalitet
Antisociale unge, der har modtaget kognitiv adfærdsterapi klarer sig bedre end de unge, der ikke har fået et sådant tilbud. 12 måneder efter de har forladt døgninstitution eller fængsel er risikoen for tilbagefald til kriminalitet faldet fra 53 til 43 %. Det viser en oversigt over de mest solide, internationale forskningsresultater på området. Forskningsoversigten er støttet af Nordisk Campbell Center.
"Jeg synes, at det er spændende resultater, som vi skal have implementeret", siger forstander for den sikrede institution Koglen, Eva Hallgren.
Men oversigten viser samtidig, at kognitiv adfærdsterapi tilsyneladende ikke er mere effektiv end andre behandlingsformer som fx diskussionsgrupper, Attention Control eller Stress Management Training. Det tyder på, at det ikke nødvendigvis er altafgørende, hvilken form for intervention, de unge bliver udsat for, men mere at de overhovedet bliver tilbudt behandling.
Antisocial adfærd er et alvorligt problem. Unge med antisocial adfærd bliver let frustrerede, aggressive eller voldelige og kommer nemt på kant med loven. Mange fortsætter kriminaliteten ind i voksenlivet og ender nemt i stof- og alkoholmisbrug.
Omkring 5 % af alle unge udviser et tidligt, vedholdende og ekstremt antisocialt mønster. Denne gruppe menes at stå for omkring 50-60 % af al den kriminalitet, unge begår. Nogle af de antisociale unge kan hjælpes gennem en indsats i familien, men en stor del bliver i løbet af deres opvækst placeret på døgninstitution.
Der indgår 12 forskellige undersøgelser i forskningsoversigten med tilsammen mere end 4.500 unge i alderen 12-22 år. De unge har alle ved minimum én lejlighed overtrådt loven og er blevet placeret en døgninstitution på grund af antisocial adfærd. Opholdet kan være både på åben eller sikret døgninstitution. Døgninstitutionerne omfatter også fængsel og fængselslignende institutioner.
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Formidlingsafdelingen
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
