logo Landsforeningen for
Human Narkobehandling

L.F.H.N.

Forening af pårørende til stofafhængige

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil

Børn

 

Pressemeddelelse fra SFI 3. oktober 2007

Pædagoger skal rustes fagligt
til at få øje på udsatte børn

Indsatsen mod den negative sociale arv står højt på den politiske dagsorden. Men det er svært at identificere udsatte børn, før deres livsbane har fået en kritisk drejning. Det viser en gennemgang af forskningen på området. Pædagogstuderende uddannes ikke systematisk til opgaven. Og de kommunale vejledninger fokuserer mere på indberetnings- og tavshedspligt end på, hvad der kendetegner udsatte børn, og hvilke indsatsmuligheder pædagogerne kan gribe til.

I daginstitutionerne trækker pædagogerne i vid udstrækning på praktisk erfaring og sund fornuft, når de spotter socialt udsatte børn. I mange tilfælde harmonerer det med forskningens viden om børns udsathed. Men der er mangel på kompetencer og viden om, hvad der er specifikt for socialt udsatte børn.

Udsathed skyldes flere problematiske forhold i barnets liv
SFI har set på nogle forhold, der kan være afgørende for, om indsatsen mod den negative sociale arv lykkes. Social udsathed er kompleks. Et enkelt tegn på udsathed i sig selv er sjældent nok til, at et barn fejludvikles. Som oftest vil det være et samspil af flere risikofaktorer, der er afgørende for det enkelte barn, og ikke en enkelt risikofaktor i fx barnets hjem, hos forældrene eller i barnets egen sociale adfærd.

Som regel øges risikoen for fejludvikling først, når der forekommer 2-3 risikofaktorer. Det er de hyppige negative hændelser, der er kritiske, ikke den store engangshændelse. Nogle risikofaktorer har dog større betydning end andre. Det gælder især fødselsskader og social isolation.

Derudover er det afgørende, hvordan belastende begivenheder for barnet håndteres af nærmiljøet. Det har også stor betydning, om barnet er åbent og søger hjælp, eller om det er indesluttet eller opfarende og vred.

Mangelfulde pensumlister på pædagoguddannelsen
Pædagogerne skal tage højde for mange komplekse forhold, når de indberetter udsatte børn. Og det vil antagelig være lettere, hvis de i deres uddannelse har beskæftiget sig systematisk med emnet. Men en delundersøgelse tyder på, at seminarierne ikke har nogen egentlig pensumliste på området. En enkelt titel eller to går igen i SFI’s stikprøver.

Mangelfuld vejledning fra kommunen
En anden delundersøgelse viser, at de kommunale handlevejledninger ikke har fokus på den forskningsbaserede viden, der eksisterer på området. De vejleder i indberetnings- og tavshedspligt frem for de forhold, som pædagogerne bør være opmærksomme på, når de forsøger at udpege de udsatte børn.

Yderligere oplysninger fås ved henvendelse til SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, www.sfi.dk, tlf.: 3348 0800, email: sfi@sfi.dk.

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil