logo Landsforeningen for
Human Narkobehandling

L.F.H.N.

Forening af pårørende til stofafhængige

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil

Børn

 

 SFI – Det nationale Forskningscenter for Velfærd
09.11.2009 Pressemeddelelse

Fængsling af forældre kan skade børn

Børn er skjulte ofre, når en far eller mor bliver sendt i fængsel. En ny Campbell forskningsoversigt dokumenterer, at børn har dobbelt så stor risiko for at udvikle psykiske og sociale problemer, hvis deres forældre har været i fængsel, i forhold til børn med mere lovlydige forældre.

Det er ikke altid kun forbryderen, der bliver straffet, når dommeren sender en far eller mor bag tremmer. Ny international forskning viser, at også børnene er i fare for at tage skade. Risikoen for at et barn på længere sigt får psykiske problemer eller adfærdsvanskeligheder er dobbelt så stor for børn med forældre i fængsel, sammenlignet med børn hvis forældre ikke har været inde.

I Danmark oplever over 36.000 børn under 18 år i løbet af deres barndom, at enten far eller mor bliver idømt en ubetinget frihedsstraf. Når far eller mor forlader barnet for at afsone en fængselsstraf, har børnene behov for støtte og omsorg. Men børn af forældre i fængsel har længe været en overset gruppe, påpeger forskerne bag Campbell forskningsoversigten.

Forskerne bag Campbell forskningsoversigten understreger imidlertid, at selv om der er en klar sammenhæng mellem forældre i fængsel og psykiske og sociale problemer hos deres børn, så kan de ikke sige om det udelukkende skyldes fængslingen. Andre faktorer som dårlige opvækstvilkår kan også spille ind. Men på trods af denne usikkerhed fremhæver forskerne nødvendigheden af, at socialrådgivere og andre praktikere er ekstra opmærksomme på børnenes adfærd, hvis deres forældre kommer i fængsel.

Forskningsoversigten samler resultater fra 16 studier fra Danmark, Sverige, Holland, England, Australien og USA.
Udgivelse: Murray J, Farrington D, Sekol I, Olsen R: Effects of Parental Imprisonment on Child Antisocial Behaviour and Mental Health: A Systematic Review. Campbell Collaboration, 2009

Yderligere oplysninger: Leder af SFI Campbell Mette Deding, tlf. 33 48 08 85, kommunikationschef Ulla Haahr, tlf.: 33 48 09 33