| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
BrugerVen
BrugerVenDagen 2009
Blev afholdt i BrugerForeningen d. 3.nov. 2009 på foreningens 16 års fødselsdag.
På trods af rapporter om bandekrig og skyderier i gaderne og flere samtidige arrangementer andre steder, var både fremmødet og stemningen god.
Formand Jørgen Kjær åbnede festdagen med at byde velkommen og fortsatte med at tale om de 16 år, som BF har eksisteret , hvor utroligt det er, at det er lykkedes at holde åbent hver eneste dag og det udelukkende ved aktive stofbrugeres frivillige indsats. Desuden talte han om det seneste års forløb og navnligt om, hvad den nærmeste fremtid vil bringe med hensyn til den største landvinding i foreningens historie: Den længe ventede heroinbehandling, som forventes at starte i januar på Tomsgårdsvej i Københavns Kommune.
BF's synspunkter er noget ambivalente. Naturligvis hersker der stor glæde og tilfredshed over, at heroinbehandlingen endelig bliver realiseret, men der udtales også skarp kritik af, Sundhedsstyrelsens vejledning af, hvordan heroinen skal indtages. De stofbrugere, der bliver tildelt heroin, forventes at møde op til overvåget indtagelse af præparatet to gange dagligt, syv dage om ugen. Denne overvågede medicinering betyder i praksis en genindførelse af stavnsbåndet, sådan at det bliver meget vanskeligt at indpasse de to besøg i en hverdag med job, studier eller andre forpligtelser. Aftendoseringen vil som nu bestå af metadon til hjemtagelse ligesom ved weekendfri eller ferier, og dette på trods af at de udvalgte ikke på noget tidspunkt har profiteret af den forudgående metadonbehandling, der kræves for at få adgang til heroinbehandlingen.
De daglige fremmøder betyder, at medicineringen får en totalt dominerende plads både psykisk, fysisk og tidsmæssigt ligesom tidligere, hvor brugeren i stedet jagtede illegale stoffer hele dagen. Nu skal de i stedet bruge det meste af dagen på at opnå det legale stof. Dvs. hvor heroinen skulle være blevet en lettelse og blot en detalje i tilværelsen, som hos alle, andre der får medicin, nu bliver en altoverskyggende daglig proces der vil stjæle tid og energi fra de normale aktiviteter. Det vil hindre mange brugere i at deltage i job, kurser og sport, da de enten på grund af fordomme skal komme med forblommede undskyldninger, eller overfor alt og alle skal annoncere: ”Jeg kan desværre ikke deltage, for jeg skal møde op og have min heroin.”
Selve indtagelsen af heroinen skal ifølge Sundhedsstyrelsens vejledning stadig ske ved injektion selv om det vides, at mange ikke længere har egnede vener. Det betyder også at de brugere, som selv efter mange års brug aldrig har injiceret, nu skal til at starte med at injicere på trods af meget større risiko og en besværligere proces end ved at ryge, sniffe eller anvende heroinen som stikpiller. Sikkerhedsforanstaltningerne omkring heroinen virker også meget overdrevne og drastiske, når man tager i betragtning, hvad der ellers dagligt bæres hjem fra apotekerne eller forefindes af morfinpræparater på landets sygehuse og plejehjem. For ikke at nævne hvad der kan købes via nettet. Jørgen Kjær sluttede med at opfordre gæsterne til med ham at råbe hurra for BF og aktivistgruppens store frivillige indsats - uden de trofaste og flittige aktivister og deres vedholdende arbejdsindsats fandtes der nemlig ingen BF.
Sidste års BrugerVen Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokraterne, holdt motivationstalen for dette års, ikke prismodtager, men prismodtagere, nemlig lægerne Benny Vittrup og Jan Roland fra Lægeambulatoriet BROEN på Østerbro. Sophie fortalte om lægernes store - og især i starten også modige - indsats i gennem mere end 20 år. De har begge igennem alle årene ydet en kæmpeindsats for opiatafhængige. Det højst prioriterede har altid først og fremmest været at øge patienternes livskvalitet, selvværd og selvrespekt og ligeledes at reducere blandingsmisbrug med benzo - og alkoholmisbrug og fastholde patienten i et stabilt behandlingsforløb. Desuden er der gjort en indsats for at styrke patientens sociale integration og et eventuelt job og en stabil økonomi og boligsituation, samt i forholdet til familie og venner. Sophie citerede en bruger: ”Jeg har gået på Broen i 13-14 år, og det betyder alverden og giver stor tryghed at vide, at min metadon er sikret – ikke kun i uger eller måneder, men lige så længe jeg har behovet, og jeg kommer ikke under pres med krav om stoffrihed. Og en anden: ”På Broen giver lægen altid hånden og holder øjenkontakt, når jeg taler med ham, så det nytter ikke noget, at man møder op og er påvirket, for så bliver det straks opdaget og påtalt, – og det er bare sådan, at det skal være. Lægerne har støttet op om rehabiliterings- og resocialisering, samt ved ønske om stoffrihed. Det har betydet at sygelighed og dødelighed er reduceret betragteligt hos deres mange og taknemmelige patienter, hvoraf hovedparten nu er blevet midaldrende.
Efter modtagelsen af hædersprisen overtog Benny Vittrup talerstolen, hvor han på begge lægers vegne takkede for anerkendelsen og fortsatte med at forklare, at brugerne på BROEN betegnes som patienter, fordi de dermed gives patientrettigheder. Og hvor vigtigt det er, at de altid husker på, at de har nøjagtig de samme retslige krav og garantier for behandling, som alle andre patienter, der er borgere i Danmark. Benny Vittrup fortalte videre om, hvordan det havde været at være yngre læge for stofmisbrugere de første mange år. De mærkede de samme fordomme som deres patienter, og det var netop de få læger, der tog lægeløftet så alvorligt, at de tog sig ordentligt af de syge og stigmatiserede stofbrugere, der ellers blev kanøflet og udskældte. Han fortsatte: ”Læger, der hjalp jer, blev kaldt lægepushere og i behandlingssystemet blev de rangeret som andenrangs læger. I havde ingen rettigheder overhovedet, for man anså jeres situation for at være selvforskyldt og så måtte I også selv løse den. Det skulle I selv rode jer ud af, uden rettigheder til hjælp i det offentlige sundhedssystem. De læger, der hjalp, blev som vi i 1992, hængt ud i medierne som de værste af de værste, og dengang var det i alle de landsdækkende aviser og på begge fjernsynskanaler Den overordnede dagsorden syntes at være: Lad morfikabrugerne være i fred, og helst dø i fred. I de år tænkte jeg ofte, at det så ud som om det offentlige behandlingssystem mente: En død narkoman er meget billigere end en levende narkoman. Så det var op ad bakke at behandle jer, men belønningen er til at se. Mange af jer lever endnu efter 22 års substitutionsbehandling med metadon. De ”gamle” af jer, I kan slet ikke kende det moderne fængsel indefra, for I har ikke været der. I har alle fået egen lejlighed med bad, I har mobiltelefon og vi Sms’er med hinanden. I er online med lægen, der også har kontakten til jer gennem mobiltelefon. Tillykke med de forbedringer som I har opnået og hold fast ved og bevar jeres rettigheder og værdighed. Tak for prisen som vi straks vil give videre til årets julearrangement og et hurra for BrugerForeningen”.
Som pårørende erindrer jeg selv den tids forfærdelige tilstande, og hvordan de, der styrede samfundet, på trods af intelligens, ingen reel viden havde om misbrug. Kun bedreviden og fordomme, som de i rigt mål strøede om sig til befolkningen, hvorfor mange borgere blev selvbestaltede ”eksperter ” i fordømmelse. Læger har i mange år vidst, at misbrug er en følgesygdom, og en del læger videregav den information, men selv indenfor egne rækker i hospitals og sundhedsvæsenet tav man og hoppede med på fordømmelsesbølgen. Det kostede åbenbart færre skrammer for mange læger at ignorere lægeløftet og følge strømmen. Men den manglende hjælp kostede i årevis utallige liv og ødelagte tilværelser. Pårørende ville kunne fylde hele bøger med rædsomme og deprimerende beretninger om, hvad de og deres børn blev udsat for, når det eneste de bad om var hjælp. Det til forskel for de andre borgere i samfundet med syge og døende børn, der heldigvis som en selvfølge blev givet hjælp og omsorg.
Lægerne Benny Vittrup og Jan Roland er begge elskede, højt agtede og afholdt af deres patienter fordi alle føler sig respekterede og ved at de her altid vil kunne få hjælp, og aldrig skulle gå med uforrettet sag, fordi de bliver svigtede. Tak for alle de liv som I reddede!
BrugerForeningen husmusikus Henrik Svale underholdt med guitarspil og med en sang af egen musikkomposition og tekst af Jørgen Kjær.
Talerne og prisoverrækkelsen i teatersalen afsluttedes med stor applaus til de to prismodtagere, og formanden erklærede, at baren ville flytte, og festen nu fortsatte inde i BF's hyggelige lokaler, hvor der stod en veludrustet buffet og ventede med en masse gode ting til ganen – herunder selvfølgeligt BF's hjemmelavede speciale - chokoladedyppede jordbær, der som sædvanligt blev spist i stort antal og med stor nydelse.
Karen Groos. Nov.2009.
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
