| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Leder
Afmagt
Afmagtsfølelse: erkendelse af ikke at kunne stille noget op, fx ikke kunne ændre tingenes tilstand el. afværge en ubehagelig udvikling;
Afmagtsfølelsen udløser totalt hjælpeløshed og opgivelse hos mennesker, fordi den udelukker enhver mulighed for håb om hjælp. Denne, nok den værste følelse af alle, er som en uoverstigelig mur der medfører mange forskellige og negative reaktioner hos det enkelte menneske.
Hos de fleste opleves afmagten som drænes man for alle ressourcer, såvel mentalt som fysisk, og mange mennesker er ikke i stand til at rejse sig igen, men opgiver fuldstændigt, fordi afmagtsfølelsen er så dræbende. Denne følelse af magtesløshed får mange mennesker til at opgive totalt, forsvinde ind i sig selv og isolere sig.
De færreste mennesker er så heldige, at de i kraft af noget medfødt, som en tumling er i stand til at rejse sig endnu engang. For disse heldige mennesker er det på trods af og måske på grund af afmagtsfølelsen, igen muligt at finde styrke.
Inden for alle former for misbrug og behandling, er afmagten en særdeles velkendt og opslidende følgesvend, som virker uforståelig for de ikke involverede.
Misbrugeren er i afmagt over sit misbrug, samt over omgivelsernes og sin egen fordømmelse og manglende erkendelse af, hvad det egentlig er det handler om.
De pårørende føler afmagt, fordi de står uforstående overfor et misbrug hos den de elsker. Misbruget kan være alkoholisme, stofmisbrug, overspisning eller tvangshandlinger som f.eks. OCD, bulimi, anoreksi, ludomani, kleptomani. Smerten hos de pårørende over deres manglende muligheder og evner til at hjælpe, overgås kun af den skam og ulykkelighed, som misbrugeren selv rummer, på grund af den smerte han/hun påfører dem, som man netop så nødigt vil forvolde sorg.
Hvis man som misbruger har et liv der er fyldt med angst, depression, manglende selvværd, utilstrækkelighedsfølelse og måske en psykisk diagnose, hjælper det ikke meget, at det behandlingssystem der skal hjælpe ikke lytter, og ofte taler ned og ved alt bedre, end personen det drejer sig om, samt ofte betragter den der skal hjælpes, som et irriterende og forsinkende element i behandlingen. Personen der skal hjælpes føler (igen), at tale for døve ører, uden chance for at blive hørt. Fordi behandleren (måske) handler ud fra sit eget synspunkt og behov i stedet for klientens, styres klienten direkte ind i den afmagt, som kan være oplevet før.
Motiveringen og håbet om hjælp var der, men fordufter i sådanne tilfælde meget hurtigt, uanset hvad slags misbrug det drejer sig om. For klienten bliver det igen fiasko og spildte kræfter. Og for samfundet spildte ressourcer.
Mange mennesker har igennem årene, gang på gang følt afmagt overfor behandlingen i de forskellige behandlings- og sundhedssystemer. Den skabtes af det system der netop var oprettet for at hjælpe, som nu i stedet fik sendt de svageste i afmagtens favn. Den kendte følelse indfandt sig atter og lammede individet, ”for det lykkes nok aldrig for mig”. Ingen har et misbrug for at genere andre. Der er altid en årsag.
Afmagten viser sit ansigt og på mange forskellige måder, som f.eks. hos de unge uelskede, sårede vragede, nedvurderede og vrede mennesker. Her kompenseres for den totale afmagt gennem vold og vandalisme, som er symptomer på ensomhed og selvhad.
Den vold der findes i hjemmene og som er til stor skade for børnene, forekommer ligeså hyppigt hos veluddannede forældre som hos forældre med kortere uddannelser. Det er den i familien der føler afmagten, som slår og som har lige så stor brug for hjælp, som offeret. Jo mere vi ved om årsag og virkning også hos den voksne der slår, des større mulighed er der for at gribe ind i tide, så det ikke påvirker børnene i disse familier. Så opvæksten bliver årsag til, at afmagtsspiralen og volden fortsætter, til stor skade for næste generation.
Men skønt det går langsomt, skabes der gradvis gennem videnskab og læring meget mere indsigt og forståelse om årsager og virkning. Forebyggelse og hjælp kan igangsættes meget tidligere end før, så mange flere mennesker end i dag, forhåbentligt kan undgå at blive ofre for afmagten.
Afmagtsfølelsen overfor døden må være ens for os alle.
Karen Groos. April 2008
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
