| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Vi ønsker alle vore medlemmer og
læsere et godt nyt år, og håber, at man i det år, vi nu er trådt
ind i, vil gøre brug af nytænkning, for:
Fordom er en næsten uhelbredelig sygdom
Når det drejer sig om brug, misbrug og afhængighed er det temmelig afgørende, at man glemmer de igennem mange år vedtagne fordomme, og i stedet er åben for alle de muligheder, som videnskab og erfaring nu til dags stiller til rådighed. Man kan ved at gå nye veje hjælpe de befolkningsgrupper, som har stor hjælp behov, i stedet for at fortabe sig og se sig blind på
Vi skriver nu 2008 og i den brede befolkning er indtrykket nok, at vi lever i velstand, som det ses i avisoverskriften: ”I Danmark er lykken nærmest en selvfølge”
Ja, det er det for nogle! Men for mange bl.a. børn og unge ser tilværelsen i andre avisoverskrifter, noget anderledes ud: ”Det er blevet sværere at være et fattigt barn”. Levestandarden er øget, men det er kløften mellem rig og fattig også.
”Hver femte enlige forsørger er fattig”. Det påvirker barndommen, og følger børnene i voksenalderen.
”Discountløsninger for anbragte børn”. Hver tredje sagsbehandler har svært ved at anbringe børn, fordi kommunerne mangler penge.
”Asylbørn bliver syge efter et år”. Får markant flere psykiske lidelser.
Nogle mennesker bliver som det var i 1700 tallet, stadig kategoriserede som uværdigt trængende, mens andre som, værdigt trængende. Det sete afhænger af øjnene, der ser. Det er de svagest, og mest udsatte i samfundet, der ikke kan få hjælp til selvhjælp, fordi der ikke er penge! Nok! Det er menneskeligt fornedrende, og må være den dårligste form for samfundsøkonomi?
Altså, så længe man ikke udrydder de svage grupper fra samfundet, ved f.eks. at skyde dem, så er de her jo stadigvæk. (Vi lader jo heldigvis ikke mennesker dø i rendestenen, som i 1880). Trods manglende effektiv hjælp, er de jo ikke forsvundet fra jordens overflade, men er her og kan stadig ikke klare tilværelsen. Hvorfor tror systemet, at det bliver billigere og mindre kompliceret, jo længere elendigheden varer?
Det må da blive økonomisk mere belastende for samfundet, efterhånden som situationen og tilstanden gradvis forværres og bliver endnu mere katastrofal. Indsatsen må i sidste ende, nu kræve mange flere penge og samfundsressourcer.
Det er borgere, der på trods af deres situation, ligesom alle andre i samfundet har et håb om, (i det mindste med en håndsrækning), at kunne opnå en smule respekt, en tålelig tilværelse og et stabiliseret liv.
Mennesker er som planter. Det afhænger af, hvilket frø vi blev sået af og i hvor gødet jord vi voksede. Det er kun held, men uden indflydelse fra både plante og menneske, med hvilken styrke vi er udstyret, når vi kommer til verden. Intet er på forhånd givet.
Nogle mennesker er mere udsatte for misbrug af kemiske stoffer, andre for depressioner, eller tvangstilstande og psykoser. Jo mere skrøbelighed des mindre smerte tåles. Afhængighed, misbrug, tvangstilstande i det hele taget, kan lindre virkningen af den egentlige årsag til den mentale smerte. Kald det flugt fra denne martrende tilstand, eller simpelthen overlevelse.
At skulle rumme gentaget svigt, uvished, utryghed og smerte, får mange både voksne, unge og børn til at lukke af for hele følelsesregistret. Det virker for dem hensigtsmæssigt at lukke af for smerten (psykisk overlevelse). Det bevirker så samtidig, at de ikke mærker den smerte de evt. påfører andre, (afstumpethed). Det kan tværtimod, igennem spontane hadske provokationer, handlinger og overgreb, give en følelse af selvværd, magt, identitet og eksistens. Man er ”nogen”.
Gennem utryghed, uvished og utilstrækkelig hjælp til f.eks. flygtningebørn, skabes der netop her mange flere komplekse problemer, end der løses. Der skabes konflikter, og mere kriminalitet med mange tilbagefald. Det er spild af liv og tabte muligheder og børn forkrøbler.
Ifølge al logik må det på længere sigt blive langt dyrere for samfundet, end hvis man havde sat effektivt ind fra begyndelsen. Så mennesker undgik forfaldet, fordi hjælp og omsorg blev sat ind i tide.
På trods af skrøbelighed, kunne disse mennesker måske blive selvhjulpne i stedet for utilpassede. De kunne måske endda opnå, at føle værdighed og begynde at betragte sig som ”Acceptable samfundsborgere”, som måske oven i købet bliver i stand til, at forsørge sig selv. (investering). I stedet for som nu, at bruge ressourcer og penge på halvhjertet hjælp, der kun nedbryder og udstøder disse skrøbelige mennesker.
Karen Groos. Jan.2008
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
