| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Leder
Hvad er resultatet af Krigen mod Narkotika?
Årligt bruger 208 millioner mennesker verden over illegale rusmidler, heraf er 13.2 millioner injicerende stofbrugere, som rundt omkring i verden straffes, indespærres, chikaneres, mishandles, tortureres og forfølges på grund af ”Krigen mod narkotika”.
I december i 2008 var det 75 år siden, at politikerne i USA ændrede alkohollovgivningen (Forbudstiden 1920 – 1933), så besiddelse og indtag af alkohol ikke længere var strafbart. Det var ikke, fordi politikerne nu syntes at alle mennesker skulle drikke alkohol, og der ingen risiko var forbundet ved indtagelse. Men simpelthen på grund af de meget store samfundsskader, som forbuddet forårsagede. Allerede kort tid efter forbuddet blev indført, opstod et gangstervælde, som gennem vold og økonomiske magtovertagelser korrumperede og terroriserede alt og alle, lige fra eliten til de fattigste borgere. Hele kvarterer blev overtaget af gangsterbander, som med vold og bestikkelse inddrev enorme summer og kastede uhørt profit af sig. Hvis ganske almindelige borgere fik lyst til at drikke alkohol, var de henvist til den lokale ”Smugkro”, hvor de risikerede både politi og fængsel, også selvom alkoholen som skalkeskjul blev serveret i kopper. Samtidig risikerede de vold og overgreb, når de blev kunder hos gangsterne. Forbuddet medførte gennem årene fuldstændigt ukontrollerede og kaotiske tilstande med vold og trusler overalt i samfundet.
Efter depressionen 1929 - 1933 indså politikerne at landet ikke havde resurser til at fortsat at håndhæve denne samfundsomvæltende lov, der skabte det store kaos. Politikerne havde sikkert forventet, at det juridiske forbud mod indtagelse af alkohol, ville have en gavnlig virkning. Men befolkningen meldte ud: ”Nu er det nok!”
I 1914 blev narkotika i USA mere opfattet som en irritation i samfundet, end som en trussel. Da politikerne indførte forbuddet mod narkotika, beregnedes antallet af stofafhængige til at være 1,3 % af befolkningen. I 2008 var det stadig 1,3 % af befolkningen der regnedes som stofbrugere. Termen ”War on Drugs” blev opfundet af Richard Nixon, da han stillede op som præsidentkandidat i 196, og brugte emnet som sin ”kæphest” i valgkampen. Hans rådgivere og valgstrateger var overbevist om, at denne strategi ville udmønte sig i så mange stemmer, at han kunne få kommando og ledelse over denne ”narkokrig”. Så da Nixon som præsident omkring 1970 havde overbevist kongressen om lovens anvendelighed og samtidig lovede, der ville komme massiv økonomisk støtte til de politiinstanser, der var villige til at hyre mere mandskab, kunne hans ”War Against Drugs” igangsættes. Siden Nixon har enhver amerikansk præsident optrappet denne krig og dermed også dens utilsigtede negative konsekvenser.
I 2008 lød udmeldingen igen fra amerikanerne:
”Nu er det nok”, og nu drejede det sig i stedet om narkotikalovgivningen, og den udmelding kom nu fra 67 % rets - og politifolk og 76 % af befolkningen i USA. Narkotikalovgivningen har medført flere skader, menneskelige tragedier og samfundsøkonomiske omkostninger for befolkningen i USA, end narkotikaen i sig selv. Allerede i 1970 var de offentlige udgifter steget 28 gange altså til 19,2 milliarder dollars. USA burde allerede den gang have taget ved lære af erfaringerne fra forbudstiden 75 år tidligere. Dengang politikerne beviseligt ved at ændre indstilling og følge virkeligheden opnåede at få stoppet den enorme tøjlesløse kriminalitet, som var opstået i kølvandet på forbuddet mod alkohol.
“This is not a war on drugs – it’s a war on people”. Siger tidligere undercover officer Jack A. Cole, ved New Jersey State Police som forlod korpset efter 26 år og sammen med 5 tidligere politichefer grundlagde organisationen LEAP, (Law Enforcement Against Prohibition) www.leap.cc, der i løbet af blot 5 år har samlet mere end 10.000 medlemmer. LEAP arbejder på at reformere forbudspolitikken i USA, og medlemmerne bestå bl.a. af tidligere politifolk, dommere, anklagere, fængselspersonale med mange års erfaring indenfor narkotikaområdet. LEAP kræver legalisering, fordi den nuværende narkotikalovgivning igennem årene har haft så mange negative følger med kæmpestore menneskelige omkostninger og tragedier. Loven, der især fremmer vold, økonomisk kriminalitet og korruption, må ændres, så ganske almindelige borgere og forbrugere af narkotika ikke kriminaliseres, og sådan at misbrugere i stedet for straffe, der udmøntes i grader fra bøder til og med livsvarigt fængsel, skal modtage hjælp og behandling, både psykisk, fysisk og socialt, så de bliver i stand til at leve en normaltilværelse uden at være stigmatiserede og forfulgte resten af livet, selvom de er forbrugere af diverse stoffer.
Jack A. Cole har undervist og holdt utallige foredrag om integritet, moralske og etiske beslutninger, og om den ubodelige, skade der er forvoldt med den medfølgende udprægede racediskrimination. Mere end 900 gange har han talt og undervist i hele verden, også i flere parlamenter i Europa.
Narkotikakrigen er gennemsyret af racisme, som er diskriminerende og ødelæggende for utallige unge farvede netop på grund af forskelsbehandlingen.
De hvide udgør 72 % af stofbrugerne i USA, mens kun 13,5 % er sorte. Af de arresterede udgør den sorte befolkningsgruppe 37 % og som indsatte i fængslerne hele 42 %. Samtidig skaber narkokrigen korruption, uro og stor splittelse i politiet. Jack Cole er sikker på, at selv kæmpe hære af politifolk ville være ude af stand til at stoppe den enorme globale narkotrafik, så længe bagmændene høster de gigantiske illegale formuer. Det er en lovgivning, der har skabt - og til stadighed skaber - store problemer og umådelig elendighed i samfundet.
Efter fire årtier er der i USA foretaget 39 millioner arrestationer af ikke voldelige lovovertrædelser. Retssystemet er næsten totalt lammet på grund af det konstant stigende antal anklager, og det har firedoblet antallet af den fængslede befolkning. Bygning af fængsler er blevet landets hurtigst voksende industri med 2,3 millioner indsatte, i dag og 1,9 million arresterede hvert år og hovedparten er såkaldte ”ikke voldelige” forseelser. USA har nu 1,009 indsatte pr. 100.000 indbyggere. Det er et større antal end nogen anden nation i verden. Det er 1,6 gange så mange som i Rusland og 6 gange så mange som i Kina. USA's befolkning udgør 4,6 % af verdens samlede befolkning, og USA tegner sig for 22,5 % af det samlede antal fængslede på verdensplan. Og USA kalder sig ellers: ”The Land of freedom – and opportunity”.
I 1914 blev stof mere opfattet som en irritation i samfundet end som en trussel. Da politikerne lavede forbuddet mod narkotika i USA, bedømte de antallet af stofafhængige til at være 1,3 % af befolkningen, (og i 2008 er det stadig 1,3 % af befolkningen, der beregnes som brugere af narkotika).
Jack Cole: ”Det eneste, der har ændret sig i de sidste 100 år uanset ”Krigen mod Narkotika” er, at stoffet med tiden er blevet billigere, stærkere, lettere tilgængeligt og dermed også blevet betydeligt nemmere at skaffe for vores børn. Og for hvert år har ”Stofbaronerne” fået endnu mere magt og er blevet endnu mere stinkende rige. Og terrorister skaber formuer på handlen, så de foræres mulighed for at opruste og bevæbne sig. Penge hvidvaskes mange steder i rigt mål, mens samfundsborgere dør på gaden. Dette er resultatet af en i årevis fejlslagen lovgivning. Narkotikakrigen og forbuddet er og har altid været en fejldisposition og den største fiasko i amerikansk historie. Specielt for de politikere, der på trods af fiaskoen med alkohollovgivningen, alligevel vedtog loven.”
”I statspolitiet 1964 i New Jersey var vi 1.700 betjente og 7 mand i narkotikaafdelingen. Men i 1970 steg vi fra tidligere 7 personer til nu 76 personer i narkotikaafdelingen, og det skete i løbet af blot én nat. Det hele blev betalt af borgerne over forbundsskatten, og efterhånden indførtes programmet i hele landet. Cheferne for narkotikapolitiet havde ingen viden om, hvordan man overhovedet bekæmpede narkotika, men fandt dog meget hurtigt ud af, hvordan de skulle malke ”forbunds-koen”, så pengene endte netop indenfor deres eget lokalområde. ”Forbundspengene flød i en lind strøm til vores afdeling og cheferne var lykkelige” siger Jack Cole. ”Og efterhånden som narkotikakrigen voksede, behøvede vi i politiet ikke længere fingere og lyve om resultaterne af vore store fangster som i begyndelsen, så de således kom til at fremstå, som endnu større end de var. På den måde kunne vi høste endnu flere penge til afdelingen fra det offentlige. For hvert år krigen mod narkotika udvikledes, blev følgerne mere og mere kaotiske og katastrofale. Det blev de uforudsete resultater af selve den førte krig. Vi arresterede og straffede i stor stil de mennesker, som blot købte lidt til eget brug, og vi behandlede dem som dybt kriminelle og forhærdede narkosælgere.”
Jack Cole fortsætter: ”Alt og alle kan korrumperes, alene i bankerne i det halve Sydflorida vaskes der enorme summer af sorte penge hvide. Et enkelt år beløb det sig til over 7 milliarder dollars. Det drejer sig om så mange penge, at det ikke alene kan korrumpere en enkelt betjent, men et helt land. Over 500 milliarder dollars bliver hvert år omsat på illegale stoffer. Det er enormt mange penge. Og indtil for et år siden var 100 milliarder dollars mere end det amerikanske forsvarsbudget, og det er større end 13 nationers samlede budgetter. Når et stof forbydes, øges efterspørgslen, og prisen stiger hurtigt til astronomiske højder. I tredjeverdens lande, hvor narkotika dyrkes og videresælges til USA eller Europa, er fortjenesten hos bagmændene steget med sytten tusind procent.”
Jack Cole: ” Dengang jeg var undercoverofficer, arresterede jeg mere end 1000 personer. Jeg kan i dag se, at havde jeg ikke interveneret, ville mange af disse unge mennesker, som jeg arresterede, have haft mulighed for et godt og normalt produktivt liv. Havde de dengang i stedet for straf fået hjælp, havde de haft betydelig større mulighed for at komme ud af et begyndende misbrug eller afhængighed, end efter en arrestation og anholdelse, hvor der har været tale om én eller anden form for stoffer. Den slags straffe vil nemlig for al fremtid forfølge dem hver eneste dag i resten af deres liv og især under jobsøgning, hvor den gamle straf hindrer dem i at få et ordentligt job, – de kan ikke opnå autorisationer eller endda bare blive lastbilchauffører. Den sorte sky hænger over deres hoveder, blot fordi anholdelsen for evigt vil være at finde på computeren og for altid gøre tilværelsen håbløs.
Når først en yngre person har været anholdt for noget med stoffer i USA, kan vedkommende heller ikke længere modtage studiestøtte, og dermed hindres de stakkels unge i at vende om og rette op på tilværelsen. For langt de fleste findes der ikke andet at beskæftige sig med end kriminalitet, som i sidste ende vil bringe dem i fængsel.
Nu kan narkotikasituationen i USA simpelthen ikke blive værre. Fra f.eks. 1965 til 2005 steg forbruget fra 2 % til 46 % hos teenagere, og efter omtrent fire årtier er der gået 3 billioner dollars (3000 milliarder dollars) op i røg af borgernes skattepenge alene på at føre narkokrigen ”war on drugs”. Hvert år bruger enkeltstater og Forbundsstaten samlet 69 milliarder dollars, alene til at betale for arrestation af 1,9 mil. mennesker. Det er brugere og sælgere af stoffer kun ved grænsen til Mexico, og det beløber sig til 25.000 dollars pr. person pr. år.” (1,9 mil. mennesker udgør mere end hele befolkningen i New Mexico).”
Jack Cole: ”Vi må først og fremmest erkende de helt urimelige forhold og ændre de kaotiske tilstande, så smitte, sygdom, kriminalitet, misbrug, fornedrelse og ødelagt fremtid eller død, som kan tilskrives lovgivningen, afhjælpes gennem legalisering af de blødere stoffer. Og måske med en løsning på receptudskrivelse af de stærke stoffer, som det har vist sig at kunne fungere med Metadon. Forskellige legaliseringsregler kan anvendes.”
Karen Groos. Nov.2009.
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
