| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Leder
Vi ønsker alle vore læsere et godt nytår og håber på fremgang og nytænkning i det kommende år.
Jubilæum
Bladet ”Afhængig… og hvad så?” går nu ind i sin 25 sæson.
Ved genlæsning af gamle udgivelser af ”Afhængig… og hvad så?”, efterlades et billede på nethinden der er det samme, som det der mange steder i dag opleves indenfor misbrugs- og narkotika området. På den ene side synes vi der er meget der har rykket sig. På den anden side har grundholdningen og attituderne mange steder, desværre ikke bevæget sig ret meget. Ord som fordomme, manglende politisk ansvar, påståede humant demokrati, mistro, svigt, manglende respekt, ingen hjælp til selvhjælp, umyndiggørelse, ydmygelser, manglende viden og indsigt, ubrugelige regler og forordninger, samt mangel på ”mød mennesket hvor det er” osv. Det er ord og sætninger som går igen og som stadig er aktuelle.
På trods af de mange gode kræfter og stærke viljer der heldigvis findes, og som vi værdsætter meget højt, er fordomme og ensretning stadig det mest fremherskende. Det er hos mange borgere, politikere og behandlere nærmest blevet til en rygmarvsreaktion hvor menneskelige værdier som personlighed og evner overses, til fordel for fordomme og ensretning. Et misbrug skabes af mange komplicerede årsager. De mennesker der var disponeret og blev misbrugere, fik det ikke bedre af at blive dårligt behandlet, det er de sidste fyrre år bevis på.
Disse fortidens synder skulle
systemet gerne vokse fra.
De behandlere og offentlige
ansatte, ellers kompetente mennesker, der stadig ligger under for fordomme
og fortidens normer, må vågne op til år 2009. Så det undgås, at
mennesker der har brug for behandling og hjælp på grund af deres misbrug,
får psykiske skader af behandlingen.
Der udvikles meget forskning og teknologi der giver ny viden indenfor netop dette forkætrede område. Ved at anvende denne seneste viden vil der kunne skabes en meget bedre mulig for kontakt mellem klient og behandler, fordi man gennem forståelse og oplysning finder ud af, at det ikke drejer sig om kontrol, men om kvalificeret behandling. Det vil give klienten meget større muligheder for en bedre tilværelse og behandleren vil få meget større arbejdsglæde.
Men desværre besværliggøres misbrugsbehandling stadig af inkonsekvente forordninger og vedtagne beslutninger, som kun medfører vanskeligheder og dårlige resultater.
Det gør det ikke lettere, at de politisk ansvarlige fører sig frem som eksperter, og selvom de ingen reel viden har inden for dette område, opstiller regler der gør det hele endnu mere umuligt.
Det ses, at givne regler og forordninger bevirker, at behandlingssystemet nærmest lukker sig om sig selv, så mennesker fastholdes uden mulighed for udvikling. Systemet bliver vigtigere end klienten. Byg på det enkelte menneskets evner og individualitet, i stedet for på en identitetsløs og monoton ensretning.
Det brugerne (og alle mennesker) har brug for er tryghed, stabilitet, åbenhed og tillid. Og bestemt ikke forordninger der kun bygger på mistro og mistillid.
F.eks. er det ikke hensigtsmæssigt at afkræve underskrift eller tilkendegivelse fra klienter, som garanti for at de ikke indtager Stesolid, eller andre benzodiazepiner, før de kan få adgang til substitutionsbehandling i det offentlige behandlingssystem. Mange klienter er dybt afhængige af disse midler, fordi de i årevis har fået dem udskrevet af deres læge. Det er en forordning som skaber store problemer.
Det var mere visionært og jordnært, hvis behandlingssystemet tilbød længerevarende nedtrapningsbehandling, for dette (ved langtidsbrug) så skadelige og stærkt afhængigheds skabende stof. Mange klienter der er afhængige ville aflægge mere troværdige og realistiske tilbagemeldinger, hvis de af behandlingssystemet blev tilbudt en professionel nedtrapning.
Nu henvises klienter i stedet til illegalt køb og selvhjulpet nedtrapning, med store økonomiske, sociale og psykiske omkostninger som konsekvens. Der er udbredt viden om netop det præparats problematik omkring både nedtrapning, bivirkninger, og eventuelt langvarige abstinensproblemer. Men det er åbenbart ikke dem der behandler misbrugere, der bruger den viden.
At ignorere og lade som om problemet ikke eksisterer, det er det der kaldes ”at springe over hvor gærdet er lavest”. For klienterne medfører det problemer, som kunne forhindres og afhjælpes gennem kvalificeret lægelig bistand, med støtte og vejledning. Menneskeligt er det forkasteligt og samfundsmæssigt er det en håbløs, dårlig og kostbar løsning. Det medfører desuden unødvendigt brug af samfundets resurser, som ellers kunne anvendes på en betydeligt mere human og givtig facon.
Er det en politisk forordning? En behandler forordning? Eller er det dybt godnat?
Det er heller ikke særligt opbyggeligt, at udlevering af substitutionsmedicin besværliggøres og bryder så meget ind i en tilværelse, så det spænder ben for klientens tilgang til at få et ”normalt” fungerende samfundsliv.
Heroinordination
Efter 20 års betænkeligheder
og lang tids træden vande hos regeringen er det nu besluttet at give
heroinbehandling til stofbrugere i Danmark. Et præparat som længe
har været anvendt og har vist gode resultater i mange lande.
Men der er desværre nu tegn i sol og måne på, at de politiske vinde inden for dette område som sædvanlig, blæser i den forkerte retning. Det, der kunne have hjulpet mange bliver nu nærmest umuliggjort på grund af forordninger. Det der ser ud til at stille politikerne tilfredse, ser foreløbig ikke ud til at være til gavn for klienterne. Og det var vel det der var mening med behandlingen?
Hovedparten af al substitutionsbehandling her i landet, har i mange år mest drejet sig om kontrol, mistro, og politiske hensyn. Det ville rette op på området, hvis de politisk ansvarlige ikke var så fokuseret på stofferne, men mere på, hvad der ville hjælpe og være til gavn for misbrugerne.
Fra Sundhedsstyrelsen er det ikke nok at lade som om der lyttes til brugerne, men derimod seriøst tage udgangspunkt i det som brugerne giver udtryk for. Som følge af den viden de igennem deres eget liv og erfaringer har høstet, må de da være eksperterne.
I stedet bliver dette at lytte til brugerne en formsag. Men det medfører som altid berøringsangst hos både de ansvarlige politikere og i behandlingssystemet. Det er uforståeligt, da dette præparat kunne medvirke til, at afhjælpe de dårlige resultater der i årevis er dokumenteret. Bl.a. af dødstallene, som igennem de sidste 10 år har været utilfredsstillende høje. Hvis man ved indtagelse af heroin tog flere af de metoder der findes i brug, samt administrerede heroinmodtagelse ved fornuftig forvaltning, vil det kunne rette op på mange misbrugeres elendige tilværelse. Mange ville få en bedre livskvalitet og et meget højere funktionsniveau, end ved indtagelse af metadon.
Der laves indviklede forordninger som vil spærre for et godt resultat. Ideen er spildt og på forhånd tabt, hvis den kun bygger på mistanke og mistro til de mennesker der skulle hjælpes. For den enkelte bruger bliver tilværelsen fastlåst, og omdrejningspunktet bliver koncentreret om modtagelse af medicinen. Grundet en besværlig administration, vil dette for nogle være svært at håndtere og for andre helt umuligt overhovedet at deltage i. Det var jo dem der skulle hjælpes! Det bliver en stavnsbinding, fordi de ikke som andre borgere i landet kan modtage deres receptordinerede medicin som afhentning på et stedligt apotek.
Mistro fra politikere: ”Så vil misbrugere sælge det”. Ergo: Hvis en bruger henter sit lovlige billige heroin på apoteket, så skulle han/hun altså sælge det, for senere på dagen når han/hun får abstinenser, så kaste sig ud i kriminalitet og prostitution, for at købe illegal heroin for et tårnhøjt beløb, i stedet for det heroin, der legalt og uden problemer var modtaget tidligere på dagen.
Illegalt medicinsalg har ofte fundet sted, men det var netop for at finansiere heroin, ikke til at købe røde pølser for.
Den øvrige befolkning er til forskel ikke underlagt så stor mistro og massive restriktioner. Hvis det var tilfældet, skulle vi alle på grund af de brodne kar, samfundet ind i mellem kan opvise (bl.a. indenfor både handel og industri mm.), puttes i fængsel, på grund af forudfattet mistanke.
Berøringsangsten og fordommene hos politikere og behandlere når det drejer sig om behandling med heroin er inkonsekvent, når andre borgere i Danmark uhindret, uden administration og uden restriktioner kan købe ikke-receptpligtig medicin i håndkøb, selvom det hvert år anslås, at der er mellem 6.000 - 12.000 selvmordsforsøg, bl.a. ved hjælp af disse frit tilgængelige medikamenter.
Også på Internettet kan der af alle rekvireres alskens risikable og ukendte farlige stoffer.
Karen Groos. Feb.2009
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
