| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Leder
Metadon er for mange stofbrugere et godt alternativ
Det er oftest omgivelsernes ”moral” og bedreviden, der skaber problemer på grund af det evige omkvæd ”Du skal være clean”.
De største behandlingsskader er i årenes løb opstået, fordi mange brugere, der ellers med den rette dosering metadon som substitution, fungerede udmærket i det daglige, ustandseligt fra både det offentlige behandlingssystem og omgivelserne blev belastet af de evigt og altid påduttede motivationspres. Motivation kan kun opstå i personen selv. Man bliver ikke motiveret af andres pres, tværtimod, for så ville Danmark nu sikkert være røgfrit. Der er ingen, der bliver motiveret af andres konstante nedladende og moraliserende holdning.
For mange brugere har det i årevis nærmest været hjernevask, der siden psykisk har sat sig som en konstant kværnen, der kører som et indre kodet frustrerende bånd: ”Du skal være stoffri” - ”Du skal være stoffri”. De levnes aldrig ro til i kraft af enten egen motivation at blive stoffri, eller til at leve med en accepteret ordination af metadon som substitution, uden den evigt utidige indblanding og udefrakommende fordømmelse. Dette gør dem hverken i stand til at blive stoffri eller til at leve en rolig og normal tilværelse ved hjælp af substitution, fordi det skaber stor frustration og disharmoni konstant at befinde sig mellem to stole.
Det kræver hos mange mindst hypnoterapi og psykologhjælp at få det, der er blevet et refleks, ud af hjernen igen. Så de ved hjælp af egen motivation bliver i stand til at opnå blivende stoffrihed uden de konstant mislykkede nedtrapningsfiaskoer, (som kun er for at tilfredsstille omgivelserne). Og ellers acceptere, at de som brugere fungerer og kan leve en god og tilfredsstillende tilværelse ved hjælp af deres ordination af metadon eller anden substitution.
Der kan være mange komplekse grunde til, at man er ordineret metadon. Og får man som bruger altid at vide, at man er forkert, ikke kan accepteres og samtidigt respektløst bliver tiltalt, som er man et umuligt barn, - (uanset om alderen er femten eller tres), - skal der betydeligt mere stof til for at kunne takle både det og tilværelsen.
Nu til dags tales der meget om, hvor skadeligt mobning er for mennesker. Men når det drejer sig om mobning af stofbrugere, er der en anden kodeks: nemlig mobning konstant! Måske, fordi det løfter mobbernes eget lave selvværd og utilstrækkelige ego ved at fordømme og nedbryde andre mennesker. Mange metadonbrugere føler det som en enorm belastning altid at blive stemplet som tredjerangs mennesker uanset evner, uddannelse og god opførsel. Og ofte udstødt og betragtet som samfundets ”bundskrab”, som de omtaltes i radioen forleden dag. Det løfter ingen mennesker men skaber bare endnu mindre selvværd. At udvise ringeagt og nedladenhed for andre mennesker understreger blot mobbernes egen mangel på selvrespekt.
Mange både brugere og misbrugere har efter års dårlige erfaringer, med både behandlingssystem og læger, en dyb indgroet angst for systemet. Og det er paradoksalt, da behandlingssystemet blev oprettet som hjælp til de mange udsatte mennesker. I stedet blev tillid til utryghed, fordi behandling blev til sanktioner og udstødelse af dem, der egentlig skulle hjælpes, og som derfor fik angsten som følgesvend for resten af livet. Denne mistro, nervøsitet og usikkerhed kom til at præge både brugere og pårørende, fordi den var betydelig mere diffus og ødelæggende end angsten for ordensmagten.( For dem vidste man i det mindste, hvor man havde).
Nutidens behandlere står derfor ofte med store problemer og udfordringer på grund af ”Fortidens Synder”, fordi utallige misbrugere gennem årene oparbejdede en solid mistro og sund skepsis på grund af de oplevelser, de i gennem mange år var udsat for. De orker ikke at blive hudflettet mere men ønsker egentlig bare at være i fred. Tænk hvis man kunne give dem troen på - og tilliden til - systemet igen!
Det er nok det eneste område, hvor omgivelserne uden videre har taget sig ret til at blande sig i andre menneskers private og mest personlige forhold. Hvor mange mennesker, som får udskrevet insulin eller anden medicin af deres læge, ville monstro tolerere og finde sig i sådan en behandling og måske oven i købet mange steder skulle indtage deres insulin for åbent tæppe? Hvis brugere kunne slippe for stigmatisering og denne nådeløse forfølgelse, ville det give betydelig større mulighed for at skabe mere stabiliserede og trygge liv.
Brugere af behandlingssystemet får med årene meget stor menneskeerfaring, og de bliver faktisk temmelig dygtige til psykologisk at spotte, hvem de sidder overfor, og hvilken person, der indgiver tryghed og tillid, modsat den person, der hurtigt frasorteres og må ageres og lyves overfor. Fordi det hurtigt fornemmes, at det er behandlerens behov og mål, det handler om og ikke klientens. Til forskel fra den behandler man med stor tillid og tryghed kan henvende sig, og tale åbent med. Den tillid er guld værd og vil altid øge kvaliteten i behandlingen, til stor gavn for både klienten og behandleren. Og det er vel det, der er meningen.
Det handler for stofbrugere om at kunne leve en tilværelse på egne præmisser, så de personlige muligheder udnyttes og fungerer optimalt. Og ikke om stoffrihed i sig selv. Uden det pres men med mere tillid og støtte, vil det til enhver tid altid skabe betydeligt bedre vilkår for behandling, og det af en hvilken som helst afhængighed. Recovery-begrebet *som omtales på side ? vil være til stor hjælp, hvis det fremover også indgår i misbrugsbehandling, da begrebet inden for dette felt i mange år nærmest var Non recovery.
Opfattelsen af stofbrug/misbrug som den eneste risikable afhængighed kan skabe falsk tryghed hos både unge og deres forældre. Fordi unge stolte fortæller, at de aldrig bruger stof, men kun alkohol. Forældre læner sig tilbage og føler sig helt trygge på trods af, at der blandt unge bliver indtaget oceaner af alkohol i alle afskygninger og enorme mængder, og at de unge ofte bliver så fulde, at de ingen erindring har, om hvor de er, hvad de har foretaget sig eller med hvem. Og de glemmer at alkohol er et farligt rusmiddel. Der tales i dag om ca.710.000 alkoholafhængige i Danmark. (Ikke alle i direkte misbrug).
Overskrift i Urban ”Jonas røg hash og fik en psykose” og der fortsættes: ”Efter alkohol er hash det rusmiddel, der oftest kickstarter skizofreni og depressioner hos tilsyneladende raske mennesker.” Og i artiklen nævnes, at mange ryger hash på grund af den beroligende effekt og selvmedicinerende virkning. At intensivt og lang tids misbrug kan medføre en hashpsykose, som hvis man er disponeret, kan udvikle sig til sindssyge.
Hvorfor fremhæves ikke også alkohol? For et misbrug, uanset om det er stof eller alkohol, vil altid af misbrugere blive brugt som en form for selvmedicinering, fordi det dulmer, og det vil derfor altid være forbundet med stor risiko. Det er tvingende nødvendigt at både forældre og omgivelser vågner op og begynder at tolke mulige årsager bag adfærden hos den unge, (og det uanset hvad slags misbrug det er), men ikke luller sig ind i ”at alkohol jo bare er gammel dansk kultur”. Men opsøger kompetent information, så de får seriøs viden og herigennem kan melde troværdigt ud, at overforbrug og afhængighed af et hvilket som helst rusmiddel er risikabelt og meget skadeligt med store både psykiske og fysiske konsekvenser.
Karen Groos nov.2008
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
