| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Leder
Moral
Et godt nytår ønskes alle vore læsere med håb om et fremgangsrigt og godt nyt år.
”Moral” kan udlægges på mange måder.
Hvor det handler om stofmisbrug har ”Moralen” slået flere mennesker ihjel end stofferne har, og gør det fortsat. Når ”moral” er anvendt netop inden for dette område, har det kun medført afstumpethed, stigmatisering. Manglende indsigt beherskede hele spektret!
Siden 1970 har denne ”moral” kostet utallige liv og ødelagte tilværelser. Og økonomisk har ”moral” ført til fejlslagen lovgivning, der har kostet enorme formuer på både lands- og verdensplan. Det var på grund af ”moral” og mangel på sund fornuft samt en del afstumpethed hos ellers forstandige politikere, der forledte disse til at håndtere narkotikalovgivningen, så det kun medførte elendighed og massedødsfald. Til sammenligning skulle der f.eks. være faldet mange jumbojets ned for at nå det uhyrlige dødstal, som den lovgivning har kostet.
Det var på grund af ”moral”, at dødstallet blev politisk ignoreret: ”Fordi de var selv ude om det”. Og det var ”moral”, når en politiker i forbindelse med misbrugeres død udtalte:” Ja, hvor der handles, der spildes”. Det var ”moral”, når politikere overfor pårørende udtalte sig håbløst arrogant, når disse havde mistet deres børn. De samme politikere satte sig aldrig ind i, hvad det egentlig handlede om.
Det var ”moral” og god tone, når behandlingssteder, altså steder hvor mennesker skulle have hjælp og behandling, smed klienterne ud, hvis der blev fundet stoffer i urinen. Behandlere følte sig i ”moralens” navn forpligtet til at ekskludere de klienter, som de ikke var i stand til at behandle, fordi de egentlig ikke anede, hvad det drejede sig om. Det var ”moral”, når behandlere mente, at klienterne nok ville blive lettere at ”behandle”, hvis de blev sendt ud i rendestenen et årstid mere. Det var ”moral” at bruge mange - ja millioner af kroner på urinprøver, hvor pengene absolut havde gjort mere fyldest og været bedre anvendt på at hjælpe og redde menneskeliv. Hvad kan urinprøver taget fra stofmisbruger bevise? At stofmisbrugere indtager stof! Det var sørme en overraskelse. Så nu blev urinprøverne brugt til at smide klienterne ud af det program som blev omtalt som behandling.
De klienter, der var så heldige ikke at dø af pausedødsfald, kæmpede hver dag og i årevis for at overleve. Det var ”moral” at nægte dem adækvat hjælp men fortælle klienten: ”Det er jo din egen skyld”. I stedet for at spørge: ”Hvordan har du det egentlig?” Men det gavnede dog de misbrugere, der aldrig kom i behandling, der hvis de ellers overlevede, så undgik mange behandlingsskader.
Hvor var ”moralen”, når fru Jensen gik over for rødt lys i fodgængerovergangen, selvom det var forbudt og det var hendes egen skyld, at hun blev kørt over. Hvorfor blev hun ikke smidt ud af hospitalet, men tværtimod spurgt om, hvordan hun egentlig havde det? Hvorfor skulle hun ikke igennem den fornedrelse, det pres og stress, samt stigmatisering, som de forpinte stofmisbrugere oplevede?
Nej, for fru Jensen havde ”moralen” på sin side.
Det var kun ganske få behandlere der brugte evnen, til at tale til kongen i mennesket, i stedet for til stodderen. Hvor var forståelsen for individet? Hvor var empatien? Hvor var barmhjertigheden?
Hvilke resultater havde politikere, behandlere og andet godtfolk dog forventet? Misbrugere blev fra morgen til aften presset, stresset, nedvurderet og afvist. Citat af psykiater Tom Bolvig: ”Følelsesmæssig afvisning, skaber pres og stress og fortærer sjæle.” Jo, der er blevet fortæret utallige sjæle på moralens alter. Det var et kæmpe spild af de mange penge, der blev investeret i ”en uduelig behandling”, som bare blev gentaget år efter år hvor ”moralen”, forhindrede ansvarlige politikere og læger i at komme til orde og erkende: ”Det, der gøres, er helt forkert”. Hvis flere af de, der skulle hjælpe, var begyndt at tale med klienten i stedet for at tale til klinten. så fordømmelse og frelsthed ikke var blevet det mest fremherskende, kunne meget behandling sandsynligvis være lykkedes.
Det er meget sørgeligt at genlæse den ene sag efter den anden. Hvor klienter har været på 10, 20, 30, 40 eller flere nedtrapninger á 8 -14 dage med uhyrlig behandling, for så at blive sendt tilbage til der, hvor de kom fra. Fra samfundets side var det hver gang ”moralsk” forkasteligt, når det ikke lige lykkedes for personen at blive stoffri. Der var aldrig tale om at behandlingen fejlede, men altid om klienten. Og for en fortæret sjæl, var det hver gang endnu et lidelsesfuldt nederlag og spild af tid. For mange var 40 nederlag ubærlige, men de blev dog til sidst stoffri, for de lever nemlig ikke længere.
Det har i skattemidler kostet uhyrlige summer og ingen politiker er nok særlig ivrig efter at regne ud, hvad det egentlig har kostet samfundet, at så mange måtte lade livet. Hvad politiindsatsen og juraudgifter på grund af lovgivningen har beløbet sig til i årenes løb, er der sikkert ikke den store politiske interesse for.
På trods af regelmæssige opstramninger af forbud og lovgivning er stofferne gennem årene både blevet meget billigere og meget stærkere. Det har medført endnu flere overdoser. For når stoffet kun kan købes illegalt, så følger der desværre ikke, ligesom det er tilfældet med al medicin på apoteket, en indlægsseddel med hvor indhold, mængde, styrke og renhed angives helt præcist. Narkobaronerne har til gengæld en rigtig givtig forretning. De skal ikke koncentrere sig om deklarationer, de kan sælge stoffer, der er tilføjet skidt og møg i massevis, og selvom stof er blevet meget billigere, er fortjenesten siden 1970 hos bagmændene steget 17.000 %. Og for de uhyrlige summer kan diverse terror- og rockerbevægelser og lokale bander både købe våben og korrumpere politikere, embedsfolk og myndigheder i mange lande.
Er vi slet ikke blevet klogere? Jo da, på mange områder, er der sket rigtigt meget, og de fleste behandlere har nu viden og indsigt i psykologiske, fysiske og sociale årsager til misbrug, og de ved nu meget mere om hvordan omsorg og kompetent behandling kan hjælpe misbrugere, uanset om det drejer sig om substitutions- eller stoffri behandling, så brugerne nu får mulighed for en meget bedre tilværelse. Med professionalisme og ny faglig viden er faget ”behandling” løftet til et højere niveau, hvor mange medarbejdere nu kan føle stolthed og tilfredshed med det arbejde, de udfører, nøjagtigt som andre medarbejdere i sundhedssektoren, som er beskæftiget med at redde menneskeliv.
Lars Løkke Rasmussen udviste stort mod, da han som sundhedsminister udtalte, at han nu havde ændret standpunkt og var for heroinbehandling. Nu var vi endelig nået så langt. Men ”moralen” skaber stadig store problemer for gennemførelsen af projektet. Det igangsættes nu endeligt to lange år, efter, at loven blev vedtaget med stor majoritet (178 af 179) i Folketinget. Altså to år, hvor betænkeligheder og mange forberedelser, har gjort heroinbehandlingen, der skulle lette og hjælpe de mennesker, som dagligt har et meget problematisk og kaotisk liv og en tilværelse med stor risiko for at dø. På trods af det hindrer ”moralen” stadig almindelig sund fornuft. Så i mellemtiden er det administrativt blevet så indviklet, og kontrollen er overdramatiseret, så kun en lille begrænset gruppe får mulighed for at deltage i projektet. For enten er de andre for syge, eller også er de ikke syge nok til at deltage. Alle skal foreløbigt fortsætte med at injicere, selvom mange ikke længere har egnede vener, og andre aldrig har injiceret. Så de kan så heller ikke deltage.
”Moralen” står også slemt i vejen for at Københavns Kommune kan åbne nogle sikre fixe- eller stofindtagelses-rum, med de nødvendige sundheds- og social faciliteter, der kan få det til at fungere sikkert og trygt, så der kan reddes mange tilværelser og menneskeliv, samt også gives mere tryghed til de mange beboere, der lider under en åben stofscene, hvor der fixes helt åbenlyst. Det ville ellers også kunne hente de mange stofbrugere bort fra deres usikre skjulsteder såsom toiletter, cykelrum og krybekældre, hvor de lever livet farligt og hver eneste dag risikerer at dø af overdoser i ensomhed.
Nogle politikere og Sundhedsstyrelsen er så betænkelige overfor sådan en ændring af loven, og så forsigtige og nervøse for ”moralen”, og hvad det dog kan medføre trods de mange rapporter om gode resultater fra fixerum med faciliteter, (som der findes over 80 af bare i Europa). Men ”Moralen” er stadig vigtigere at iagttage, end det er at lovgive sådan, at Københavns Kommune gives frihed til at starte med at redde mange af de mennesker, der ellers går tabt. En del politikere har også taget det meget roligt med den megen elendighed og de årlige dødstal. Det er måske, fordi vi nu i gennem så mange år har vænnet os til et næsten ugentligt dødsfald i gruppen af stofmisbrugere. Den gamle måde stofbrugere døde på er måske ligesom mere velkendt, end at skulle risikerer at de skulle dø på en anden måde, selv om det måske kun ville ske i ganske få tilfælde. Det er ligesom ” Vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får”. De mange års gammelkendte dødstal giver måske mere ro og tryghed?
Hvor mange skal endnu miste livet? Og hvor mange penge skal det koste, inden den form for ”moral,” der har stået i vejen og overskygget al fornuft samt de mange positive rapporters gode erfaringer fra andre lande. HVORNÅR bliver ”moralen” overhalet af lyst til at redde liv og sikre, at også stofbrugere har en fremtid? Ikke at skulle observere en begravelse, hvor der kun er en kiste, en præst og en enlig deltager tilstede? Den afdøde havde engang været nogens barn!
Hvornår lærer vi at skelne mellem brug og misbrug?
Stof er ulovligt, men det var også ulovligt at smugle en snaps igennem tolden, uden at (alle) disse syndere blev udråbt til alkoholikere! Det var ulovligt, men accepteret, for herregud det var jo bare en lille én til halsen til hr. Jensen.
Karen Groos.jan.2010.
