| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Leder
Unge!
Nutiden er kompliceret og belastende for mange børn og unge. Meget i samfundet ændres konstant, og det i et omfang, vi aldrig før har oplevet. Alene højere uddannelser har for mange unge skabt et enormt forventningspres, fordi det indebærer at de allerede i en tidlig alder formodes at kende deres sociale ambitioner og fremtidige løbebane. Også at de selv er i stand til at tage hånd om fremtiden gennem valg af det rigtige uddannelsesforløb og studie. Det kan ofte uden støtte skabe store problemer, da de endnu ingen erfaring har at trække på, selvom de betragtes som næsten voksne mennesker.
Hensynet fra omverdenen til et ungt menneske kan drukne i pres og vigtighed af, at blive ”noget” og ”du er din egen lykkes smed”. Uden støtte bliver det så også: ”årsag til egen fiasko”. Uddannelse og job er mere end nogen sinde lig med accept og identitet. Omgivelserne glemmer ofte hvor store og udefrakommende krav, der stilles til disse unge, både med hensyn til det kropslige, psykiske og sociale og hvor meget de skal honorere og leve op til. Det kan uden voksent nærvær udmønte sig i stress, usikkerhed og efterfølgende angsttilstande. Så flere for at øge selvtilliden søger udvej og overlevelse i kemisk stof eller i tvangstilstande som selvskadende adfærd, spiseforstyrrelse med anoreksi og overspisning osv. for at dulme. Det er med stor risiko for fremtidig afhængighed, som kan blive resultatet af et alt for stort pres. Nogle bliver depressive og føler så stor afmagt, at det fører til selvmord eller selvmordsforsøg. Navnlig blandt unge nydanskere kan presset blive meget stort, da der samtidig med skolen også fra familien kræves en stor indsats med mangeartede krav.
Hos derimod en anden slags unge, med færre skolekundskaber og mindre evner, er der ikke mange der egner sig til universitetsuddannelser eller højere læreranstalter. De stilles slet ikke uddannelse eller job i udsigt, og da de ikke har tilstrækkelige resurser til højere tekniske uddannelser, overlades det til dem selv at tage initiativ til fra tidlig morgen at opsøge håndværksmestre og div. firmaer med forespørgsler om job. De ved, de vil få mange afslag, så mulighed for at få job eller blive lærlinge er meget små. Det vil føles som udelukkelse og det ikke at slå til, slider på selvfølelsen og troen på sig selv, så afmagts- og nederlagsfølelse sætter hurtigt ind.
Vi bør nok huske konsekvenserne fra 1970'erne, da mange unge i samfundet blev tabt.
Den svageste gruppe er den første generation, der helt generelt frasorteres på grund af manglende duelighed i vort nutidige komplicerede og automatiserede samfund. De er diskvalificerede lige fra begyndelsen. De er simpelthen ikke givet evner og mulighed nok for at opfylde tidens teknologiske krav. Job, hvor der ikke stilles sådanne krav eksisterer næsten ingen steder mere, og de fleste manuelle arbejdsgange automatiseres, så der ikke er brug for den menneskelige arbejdskraft, som for bare få år siden.
Ethvert individ er givet evne og talent til at kunne udføre og bestride et eller andet. Men skæbnen og tiden har dømt den gruppe unge, der uforskyldt blev sat i verden i det forkerte årti. Konsekvensen kan blive ødelagte liv som følge af krav fra det omgivende samfund og de meget heldigere og bedre stillede borgere i det øvrige samfund. Så denne gruppe unge vil føle sig hægtet af det øvrige samfund.
Der bør være socialt ansvarlige instanser, som kan tage hånd, om denne forfordelte gruppe, så de kan få et eksistens- og forsørgelsesgrundlag, eller andet legalt eksistensgrundlag og faglig eller psykologisk bistand. Altså ikke en eller anden mærkværdig kostbar offentlig aktivering (parkering), hvor de miskrediteres og synker til bunds. Som halvfjerdsernes ”Dum i arbejde”, hvor mange trak sig helt og dannede deres egne verdner. Men en ordning hvor de ikke er i miskredit og skældes ud for at være ”dumme og dovne”, men gives berettigelse og opbygning af selvværd, så de med støtte måske kan finde en niche, hvor der også kan gøres brug af dem, så de får mulighed for og opnå det privilegie, det er at have et job. Det må være det omgivende samfunds pligt overfor den gruppe mennesker, der lider under det store afsavn det er, ikke at kunne få adgang til arbejdsmarkedet. Det er en grundlovssikret ret at have et arbejde.
Hvis disse unge føler sig udelukkede og ekskluderede af samfundet, efter at de har prøvet at gå tiggergang til henholdsvis jobcentre, socialrådgivere, offentlige kasser mm (der nu er anbragt i hvert sit verdenshjørne, til gavn for hvem?), vil der hos en del af disse unge opstå en søgen efter indhold og en mening med tilværelsen. Og det kan for denne svigtede gruppe (outsidere) blive overlevelse gennem alkohol eller stof. Eller måske opnåelse af identitet i en subkultur, hvor de sammen med ligestillede, kan få accept og indhold gennem et fællesskab med egne regler. Forenet i et had mod det samfund, der frasorterede og udelukkede dem og af politikere benævnes som ”lømler der bare skal i fængsel som fjortenårige”.
Hver aften vises på et utal af Tv kanaler mængder af opskrifter fra volds- og kriminalfilm. Så hvis ikke disse unges egen fantasi slår til, er der masser af ideer at supplere med. Brosten som våben er set før.
Sådan en løsning vil koste samfundet endnu mere, både i tabte mennesker, samfundsressourcer og penge.
For de fleste mennesker, der dagligt passer et job, opfattes det oftest, som meget forargeligt når andre ikke er aktive på arbejdsmarkedet. De mener som en selvfølge, at de, der modtager en offentlig ydelse, skal lide et økonomisk afsavn, fordi de ikke arbejder og har job. ”Det skal kunne betale sig at arbejde”. Stiller man de, der har arbejde, spørgsmålet: ”om de kunne tænke sig at være i samme situation som nedgjorte, og under administration”, ville flertallet betakke sig. Så er der ingen, der skal nyde noget. Og ofte er det ikke kun de omtalte gener, når jobbet forsvinder, der er årsagen. Men med jobbet forsvinder også identiteten. Så er man pludselig ”ingen”, og uden job tabes både selvværd og integritet, noget af en selv, når man ikke mere er ”nogen”.
Når mennesker lønnes for at arbejde sig i ihjel og for at være ”nogen”, må det være rimeligt at lønne andre for at være ”Ingen”. Dette er nemlig endnu mere opslidende, stigmatiserende og psykisk belastende end at have et job, hvor man som ”nogen” arbejder sig ihjel.”
Karen Groos aug. 2010
