| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Leder
Hvad er afhængighed?
Vi kan alle i vort daglige liv være vænnet til visse spiser eller drikke eller visse vanemæssige handlinger. Men så længe det ikke bryder ind i den daglige tilværelse, og så længe det er én selv, der styrer og har kontrollen over indtagelse eller handling, er det ikke noget problem.
Som dagligt nydelsesmiddel kan man være vænnet til f.eks. et glas vin, øl eller snaps, (som er lovlige rusmidler), eller måske lidt sødt eller nogle bidder chokolade, uden at det giver misbrugsproblemer.
Man kan som nydelsesmiddel også være bruger af stof (altså ikke misbruger), uden at det behøver at gribe ind i ens daglige liv og færden.
Men grundet lovgivningen er det til forskel fra alkohol dog problematisk at være bruger af euforiserende stof, fordi narkotika er forbudt ved lov, så det betyder, at både køb og brug er illegalt og kun kan foregå i det skjulte. Bortset fra det lever disse borgere tilværelsen som alle andre, der drikker alkohol; de bruger blot stof som nydelsesmiddel.
Ved brug af receptpligtig medicin skal det udskrives af en læge.
Hvis det at undvære en substans, et objekt eller aktivitet leder til udvikling af ubehagssymptomer, er det næsten sikkert, at en afhængighed nu er til stede.
Hvis behovet eller handlingen gradvis forstærkes, og er på vej til at blive et misbrug af måske alkohol eller stof eller muligvis tvangshandling som f.eks.: Bulimi, Ludomani, Klaustrofobi, eller OCD, der nu styrer personen, er det meget vigtigt at sætte hurtigt ind og få hjælp, inden det eskalerer.
For så kan det være helt andre psykiske/fysiske årsager, som kræver behandling, og som kan vise sig at være den egentlige grund til det begyndende misbrug.
Ikke alle mennesker er lige stærke, nogle er på grund af genetiske og andre individuelle forhold mere skrøbelige end andre. Disse mennesker finder f.eks. igennem misbrug eller tvangshandlinger ofte deres egen specielle måde at overleve på, som samtidigt lindrer deres symptomer. Mennesker, der har fundet denne udvej, gennem ét eller flere misbrug, det kan være kemisk som narkotika eller tvangshandling som cutting (at skære i sig selv), søger netop herigennem hjælp og flugt fra en indre uhåndterlig smerte, som gennem denne handling giver lindring og dermed mulighed for overlevelse.
Der er mange årsager til menneskers misbrug. Vi er hver især et produkt af bl.a. vores medbragte gener, som ingen af os kan lægges til last, og som ingen af os kan rose sig af, da ingen af os på forhånd ved, med hvilken bagage vi kommer til verden. Påvirkningen af vores opvækst kan vi heller ikke selv vælge til eller fra. Resultatet heraf kan give sig udtryk i angst under mange forskellige former, som er styrende for f.eks. misbrug, tvangshandlinger, depressioner, fobier, personlighedsforstyrrelser, ADHD, ubehandlede traumatiske oplevelser og psykoser mm. Hos mennesker, der lever i et spændingsfelt (krig), kan der opstå afhængighed af selve risikomomentet, at leve farligt, så adfærden betinges og styres heraf.
Hvad har ”man” så gjort ved det
I mange år prøvede lovgivningen inden for det offentlige behandlingssystem. at standse misbruget hos klienter ved hjælp af fordømmelse, straf og trusler, men beskæftigede sig meget sjældent (eller aldrig) med klientens psykiske tilstand eller bagvedliggende årsager til misbruget. Alle stofbrugere betragtedes som dumme og uintelligente, og behandledes stort set uden respekt og som uartige børn.
Klienten var således efter en kort nedtrapning og ”behandling” tilbage i nøjagtig samme psykiske tilstand og situation, som den, der var årsag til at misbruget startede. Så det hele begyndte forfra i næste ”behandling”. Dette har hos mange givet varige men og blivende psykiske skader, som hos den enkelte senere har medført adfærdsproblemer, manglende selvrespekt, selvværd og selvtillid.
Man brød ned i stedet for at bygge op.
Det kan undre, at der skulle gå så mange år, og at det skulle koste så mange liv, før man begyndte at tænke i andre baner. Der var sikkert andre områder i sundhedssystemet, hvor man straks ville have stoppet med en sådan form for ”behandling”, når resultatet kun kunne opvise succes hos 2 ud af 100 personer. Selvom man endda i statistikken talte de døde med, der var blevet stoffrie.. Ja, nu var de jo også stoffrie.
Der er klienter, der har været på op til fyrre nedtrapninger, og det var ikke behandlerne, som pådrog sig skam og skyld, når behandlingen ikke lykkedes, det blev derimod klienten, som fulgtes af fordømmelse og stigmatisering, Hver gang en ”behandling” mislykkedes på grund af den manglende psykologiske indsigt og hjælp, pådrog klienten og dennes familie sig endnu en fiasko og en byrde mere at bære rundt på.
Dette ville svare til, at man inden for anden hospitalsbehandling i årevis f.eks. behandlede et ben med koldbrand ved at skifte plaster på benet fyrre gange, og så, når helbredelsen ikke lykkedes, smed vedkommende ud af behandlingen med beskeden: ”Det var din egen skyld”!
Nogle af disse mishandlede mennesker eksisterer endnu den dag i dag som resultat af sådanne umenneskelige og utilstedelige forhold. De blev dømt til at leve som forhutlede individer, og det er ufatteligt, at de endnu kan stå oprejst.
Vi skylder disse mennesker kompetent hjælp igennem støtte, lægeordineret heroin og fixe/sundhedsrum.
I øvrigt findes der stadig nogle sagsbehandlere, der er totalt styret af fordomme, fordi de simpelthen ingen reel viden har om brug og misbrug af euforiserende stoffer. Man må kunne forvente, når de er ansat til at jonglerer med andres liv, bruger deres uddannelse og forudsætninger på at hjælpe klienten i stedet for på dennes vegne at foretage helt vanvittige, uigennemtænkte dispositioner, som kun skader.
Karen Groos sept.2008.
