logo Landsforeningen for
Human Narkobehandling

L.F.H.N.

Forening af pårørende til stofafhængige

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil

Ludomani

 

Tid til forandring

”Mål er ikke skæbnen; de er retninger.
De er ikke ordrer; de er løfter.
De afgør ikke fremtiden; de er midler for at mobilisere
energien til at forme fremtiden”
Peter F. Drucker

Det er rigtig mange år siden, at den danske tipslov blev vedtaget – helt nøjagtigt den 9. juni 1948 - og det er også rigtig mange år siden, at en tipsrække kostede 25 øre og man skulle huske, at aflevere sin kupon inden onsdag klokken 17. 30.

Vi er i dag omgivet af pengespil. Nye pengespil lanceres, gamle relanceres og rollespil udvikles til pengespil, der igen udvikles til internetspil. Genrer brydes, medier blandes, og der spilles på kryds og tværs af landegrænser, som aldrig før. Pengespilmarkedet er for alvor blevet globalt – og større end nogensinde før. Udbuddet af spil er ligeledes vokset markant gennem de senere år og samtidig har web-baserede spil for alvor fundet vej ind i de danske hjem. Spillene bliver bakket op af en massiv markedsføringsindsats fra de forskellige spiludbydere – danske som udenlandske – foruden massemedierne følger og dækker f.eks. pokerevents intenst.

Verden af i dag er en anden, end verden var i går – og også en helt anden end dengang for knap 62 år siden, hvor tidens musik blev spillet på blokfløjte og Holger Fællessanger begejstrede tidens folkemasser med sin dybe røst. Tiden i dag er en ny tid, en anden tid og en anderledes tid. Mildest talt. Nye teknologier har set dagens lys og ikke mindst med særlig tanke på internettet og mobiltelefoni har vi alle fået muligheder for at kunne være med, at kunne være på og kunne agere på alle tider af døgnet. Dette gælder også i det forhold, at kunne deltage i forskellige former for spil om penge, og mange af disse aktiviteter finder sted på de udenlandske gambling-sites. Hidtil – og indtil nu – uden nogen form for politisk kontrol. Men det ændres nu, og det er påtrængende godt. Endda rigtig godt!

Fra navn til gavn

Det danske spillemonopol har længe været et begreb, der var mere af navn end af gavn. Dette skal forstås således, at Center for Ludomani siden 2002 har kunnet registrere, hvorledes flere og flere af de henvendelser, som vi modtager fra spilleafhængige personer (ludomane) har deres baggrund i spil over nettet. I 2002 svarede 2.1 pct. af denne årgangs nye klienttilgang, at de primært spillede på nettet, hvor tallet for 2009 var 42,5 pct. Og disse spil foregår vel at mærke langt overvejende på de udenlandske sites Udtrykt med andre ord er det danske spillemonopol i realiteten brudt og spillemarkedet har længe været præget af en intensiv konkurrence og eksponering fra spilleselskaber, der ikke har licens til at udbyde deres spil i Danmark. Og det er dét, som ovenfor omtalte forslag til en ny spillelov og en ny spilleafgiftslov tager behørigt højde for.

En modernisering/en revitalisering og en delvis liberalisering af lovene omkring spil til verden af i dag. Det sker nu – og det kan Center for Ludomani kun hilse utroligt meget velkomment!

Som det har været…

Center for Ludomani er initiativtager til behandlingstilbud til spilleafhængige personer og deres nærmeste pårørende i Danmark. Center for Ludomani startede de første behandlingstilbud helt tilbage i 1992 og fremstår i dag som Nordens største (og ældste) behandlingsinstitution for spilleafhængighed – Ludomani.

Vi har gennem alle årene gradvist udbygget vore behandlingsmæssige tilbud, således at vi i dag har en lang række af differentierede behandlingstilbud. Fordi mennesker er forskellige!

Og vi har gennem flere år arbejdet for, at den hidtil gældende lov på området for driftsmidler til behandling og til forskning omkring ludomani (Lov om Gevinstgivende Spilleautomater) burde justeres i retning af en mere nutidig og fælles spillelov, hvor ikke kun de gevinstgivende spilleautomater, men også andre af de spilleformer, hvor vi kan registrere, at mennesker kan blive afhængige, skulle bidrage til behandling, forskning og (også) forebyggelse omkring ludomani.

Det har ligeledes gennem lang tid været et stort ønske for Center for Ludomani, at der måtte åbnes op for muligheden for, at vi kunne opnå en større sikkerhed for driftsmidler fra år til år. Det har i alle årene gjort sig gældende, at vi ikke har haft nogen vished omkring, hvordan og hvorledes det kommende år bevillingsmæssigt ville tage sig ud: Kunne vi fortsætte og forankre vores allerede eksisterende behandlingstilbud? Kunne igangværende projekter omkring målgruppefokuserede behandlingstilbud samt informations- & undervisningstilbud til folkeskolen og de videregående uddannelser videreføres? Og kunne vi fastholde og bevare medarbejdere på Center for Ludomani? Usikkerheden har været stor.

Som det bliver…

Forslag til Lov om Spil (Spilleloven) og forslag til Lov om afgifter af spil (Spilleafgiftsloven) omfatter, at der gennemføres en moderniseret lovgivning vedrørende en reguleret, delvis liberalisering af det danske spillemarked, hvor alle spil samles under én myndighed og administreres i forhold til samme hensyn og det samme sæt regler. Dette indebærer, at sportsspil, poker og casinospil vil komme i fri konkurrence, mens Lotto, Skrabespil, Bingo med flere stadig vil blive udbudt med eneret.

Den nye spillelov indbefatter blandt andet:

Hvor skal vi hen, du?

Den nye lov træder i kraft med virkning pr. 1. januar 2011, hvor det må formodes, at konkurrencen om markedsandele på spillemarkedet vil blive intensiveret, markedsføringen for spil vil blive mere og mere aggressiv, og spil såvel i den fysiske som i den virtuelle verden vil blive mere og mere synlige. Dette vil angiveligt være billedet en rum tid, hvorefter et mere afbalanceret leje formodentligt vil være at finde. Men generelt må overvejelser omkring en reduktion af markedsføringen af spil være – i spil!

Fra Center for Ludomani ser vi meget positivt på det udvidede og skærpede fokus på ludomanibekæmpelse, som den nye lovgivning lægger op til. Det er vi rigtig glade for og i forslag til den nye spillelov er endvidere indskrevet, at midler til behandling, forebyggelse og forskning i ludomani skal evalueres i år 2013 med henblik på Finansloven for år 2014. Det er en yderligere overbygning til den ansvarlighed for feltet, der allerede eksisterer, omkring problematikken vedrørende ludomani. I alle dens afskygninger.

Det er generelt en meget positiv udvikling, der indebærer, at der nu bliver ens konkurrencevilkår for såvel danske som udenlandske spiludbydere foruden det samlede spillemarked kommer under langt større kontrol.

Specifikt for Center for Ludomani vil de foreslåede love have en uomtvistelig stor betydning, hvor vi nu vil have langt bedre muligheder for at kunne langtidsplanlægge og udforme taktiske, operationelle og strategiske handlingsplaner.

Det har taget Center for Ludomani knap 20 år, at komme hertil, men det har været det hele værd. Skal vi vædde?

Af Centerleder Michael Bay Jørsel Center for Ludomani Århus – Odense – København www.ludomani.dk