| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
Medicin
Uforklarligt: Benzodiazepiner
For år tilbage ville kun meget få læger udskrive Metadon til narkomaner. For de skulle i behandling, selvom man vidste, at for hver hundrede narkoman var der kun behandlingsplads til tre. Og at ud af hundrede ”behandlede” narkomaner, blev kun fem stoffri, og kun få med langtidsvirkning.
Behandlere fra dengang var kun optagede af stof, men aldrig af årsagen til misbruget, eller af klientens tilstand. Så klienter måtte, efter et håbløst og mislykket behandlingsforløb, hjælpe sig selv og derigennem støtte bagmændene via illegalt køb af stof på gaden.
For at undgå at udskrive (nok) Metadon, udskrev mange læger som supplement Benzodiazepiner (f.eks. Stesolid), som utroligt mange misbrugere nu også blev afhængige af.
Andre læger henviste klienter til som helhed at medicinere sig med alkohol, som endnu flere fremover blev afhængige af.
Således skabtes et massivt og kæmpe stort blandningsmisbrug af metadon, stof, alkohol og benzodiazepiner, og hvad der ellers fandtes.
Man vidste godt, at benzodiazepiner, skabte afhængighed, men ikke hvad langtidsbrug indebar af talrige gener og psykiske men og slet ikke, at det er det værste medikament overhovedet at skulle slippe efter høj tolerans og langtidsbrug. Fordi abstinenserne for mange er forfærdelige og betydelig værre end heroin. ”Det er et sandt helvede”, som kendte mennesker har udtrykt det i overskrifter.
Og det er tilfældet for 150.000 personer i Danmark, der i god tro tog medicinen og blev afhængige. Fordi de ikke anede, at pillen, de tog, fjernede abstinensen, som var bivirkningen af den forrige pille og som var én lang kædereaktion år efter år. Og at afhængighed af medicinen blev årsag til deres efterhånden større forbrug og gener. Klienterne var helt trygge, for medicinen var jo ordineret af lægen.
Efter disse flere års dårlige erfaringer indså læger og politikere, at udskrivning af den slags medicin til langtidsbrug måtte stoppes. Og meningen var så, at disse hårdt ramte klienter skulle have effektiv hjælp af deres læge, gennem støtte og langvarig nedtrapning, som kan tage fra halve og op til flere år.
Nu har frelstheden og presset fra politikerne igen medført lammelse, og igen besat lægerne. Nu risikerer klienter at blive henvist til at købe illegal medicin i gyder og stræder.
Og i stedet for nu at sidde i lægens hyggelige venteværelse, står ulykkelige gamle damer, med helvedes abstinenser og uden støtte, overladt til sig selv på gaden, med mulighed for at blive snydt og for at indtage medicin, som de ikke aner hvad indeholder, for ikke at forglemme at de risikerer at blive udsat for ordensmagtens indgriben.
Grotesk: ”Hvor er din gamle mor på 80? Hun er i spjældet”!
Nogle klienter er så heldige, at de på deres arbejdsplads kan sige, at de lige skal til lægen. Mens det kniber for andre, der må sige: ”Jeg skal lige ned at købe medicin på gaden. Lægen har i årevis ordineret medicin til mig, men nu er jeg blevet udstødt og skal klare mig selv og købe illegal og dyr medicin. Før gav staten mig medicintilskud, nu er jeg pludselig blevet kriminel.”
En nærtstående til mig har Alzheimers og et alkoholforbrug for at dulme symptomerne. Hun har nu fået langtidsordineret Benzodiazepin. Hun må åbenbart, oven i de gener og i den dårlige tilstand, hun i forvejen er i, godt bevilges medicin til at få det endnu dårligere? Altså den medicin som man ikke vil give andre mennesker som en nedtrapning, så de kunne få det bedre, den må hun godt få, for at få det dårligere?
Der vil sikkert snart åbnes et nyt kriminelt marked over nettet, hvor mennesker vil købe alskens mærkelige produkter i udlandet, og videresælge i dyre domme til de, der ikke kunne få hjælp hos deres læge.
Imens kan politikere og læger glæde sig over, at der nu udskrives mindre medicin, og at der skabes hurtigere resultater. (Ja, det må siges).
Det er uforklarligt, at tingene gentager sig selv, og at hverken politikere eller læger ser tilbage og gør sig deres tanker..
OBS!
Benzodiazepin er et glimrende og effektivt
præparat anvendt i kortere tid til kriser og på hospitaler.
Oktober 2008. Eleonora Møller
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
