logo Landsforeningen for
Human Narkobehandling

L.F.H.N.

Forening af pårørende til stofafhængige

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil

Selvskade

 

Selvskade

At skade sig selv er blevet mange unges udvej når sindet gør ondt

Ifølge chefpsykolog Bo Møhl, Rigshospitalets Psykiatriske Klinik, har 21,5 procent af 3.000 københavnske gymnasieelever voldt skade på sig selv. 16,2 procent oplyser, at de har gjort det inden for det sidste år.

Selvskade blandt unge i form af at brænde, skære eller bide sig selv både i arme og ben, er ifølge psykolog Lotte Rubæk, Rigshospitalet, som forsker og behandler selvskadende unge, blevet meget udbredt.

Det er ikke for at få opmærksomhed, som det opfattes af nogle, men for at få afløb for de følelser, de mærker i deres krop, og som de ikke kan sætte ord på. Det er en måde at lindre og få luft for de indre store spændinger i hele kroppen, så der skabes ro. Problemet er stigende, og der er flere og flere, der forvolder skade på sig selv. Der vil altid være en bagved liggende dybere årsag til sådan en adfærd

Belastende barndom
Mange har i barndommen været udsat for store følelsesmæssige omsorgssvigt, som har skabt traumer, og de kan have været udsat for vold eller seksuelle overgreb. Dette har voldsomme psykiske følgevirkninger. Derfor søger de at overdøve den psykiske smerte ved at skære eller brænde sig selv. Mange piger i denne gruppe lider samtidig af spiseforstyrrelser.

Disse udsatte unge kan allerede begynde at skade sig selv som 10årige, når de registrerer, at den psykiske smerte for en kort stund overdøves og dulmes af den fremkaldte fysiske smerte.

Disse unge har ofte tidligere i barndommen råbt om hjælp, uden at nogen har registreret det og reageret. Og det kan være helt tilfældigt, at de endelig finder hjælp enten på nettet, eller som anonyme via telefonrådgivning eller gennem opmærksomme pårørende.

Splittelsen mellem behovet for at skære sig selv for at lindre smerte og samtidig vreden og fordømmelsen over at de gør det, skaber store frustrationer og manglende selvværd, og tanken om selvmord er hos mange ikke fjern.

Den ydre facade skal virke perfekt, men at skulle leve op til den, når sindet er skrøbeligt, og det både psykisk og fysisk opleves som det totale svigt, er en enorm belastning for alle mennesker, men især for børn og unge, som jo er helt uskyldige og magtesløse i situationen.

Se artiklen Cutting

Karen Groos marts 2009

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil