logo Landsforeningen for
Human Narkobehandling

L.F.H.N.

Forening af pårørende til stofafhængige

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil

Stof

 

Lyt dog til brugerne

9. juni 2008 - Sophie Hæstorp Andersen
Bragt i ugeavisen Dagens Medicin, uge 24, juni 2008

Lyt dog til brugerne – også når det gælder behandling af udsatte stofmisbrugere med lægeordineret heroin

Af Sophie Hæstorp Andersen, Medlem af Folketinget for Socialdemokraterne Folketingets Sundhedsudvalg

Den 29. maj 2008 vedtog Folketinget historisk, at behandling med lægeordineret heroin bliver virkelighed for de omkring 600 mest udsatte stofmisbrugere i Danmark. De, der ikke har kunnet profitere af behandling med metadon, buprenorfin eller stoffri behandling – og hvis eneste alternativ i dag er et illegalt brug af stoffer og nervemedicin ofte købt og indtaget på gadeplan på Vesterbro i København.

Desværre kan man være berettiget bekymret for om Sundhedsstyrelsen med sin tilgang (eller manglende tilgang) til skadesreduktion vil skabe en situation, hvor det kun bliver et fåtal af de udsatte stofmisbrugere, der reelt vil kunne gennemføre behandlingen.

Under behandlingen af lovforslaget rejste jeg således en række spørgsmål i Folketingets Sundhedsudvalg vedr. muligheden for, at deltagerne i den lægelige behandling med ordination af heroin kan indtage stoffet under mindre sundhedsskadelige former end ved injektion. Ideen bygger på erfaringer fra Holland og England.

Jeg er ikke i tvivl om, at flertallet af de personer, der opfylder kriterierne for heroinbehandling, vil ønske behandlingen i form af injektion. Omvendt er jeg også sikker på, at en mindre gruppe fra starten vil ønske behandlingen i form af inhalation (rygning) eller nasalt (snifning) – eller, at nogen efter en stabil periode med heroinbehandling vil ønske sig mere skånsomme metoder at indtage heroinen på, der fremmer deres mulighed for et sundere liv på trods af afhængigheden. For mig at se, bør det netop være et selvstændigt sundhedspædagogisk sigte, at få selv udsatte stofbrugere til med tiden at overgå fra sprøjten til andre og mere skånsomme metoder til at indtage stoffet på ved en fortsat afhængighed.

Samtidig vil en stor del af målgruppen have så svært ved at finde egnede vener at injicere i, at det i sig selv er problematisk at fastholde dem heri. Allerede i dag ser man ældre stofbrugere, der i forsøget på at finde en egnet vene ofte må stikke sig 10-15 gange ”i blinde” for at finde frem til de ”skjulte” dybereliggende vener. Til tider medfører dette, at de rammer en arterie i stedet med betydelige skader til følge, og blod, der sprøjter ud af injektionshullet. Dette øger chancen for infektioner hos stofbrugeren, der i sig selv kan føre til, at han eller hun ikke kan deltage i et behandlingsforsøg med lægeordineret heroin.

Jeg mener derfor, at man skal være pragmatisk og sikre, at behandlingssystemerne kan være åbne for at stoffet indtages på lige netop den måde, der er mest hensigtsmæssig i forhold til den enkelte stofbruger, der opfylder kriterierne for heroinbehandling. Det kan kun ske, hvis en bruger under et behandlingsforløb får mulighed for, at skifte fra injektion til inhalation eller snifning, hvis vedkommende ønsker det.

Men sådan tænker man åbenbart ikke i Sundhedsstyrelsen. Der ligger utvivlsomt masser af evidens for vigtigheden af, at behandling af så svære og udsatte målgrupper, som udsatte stofmisbrugere er, i allerhøjeste grad må bero på involvering af den enkelte bruger, både når det gælder ønsker til forskellige former at indtage stoffet på, og når det gælder mængden af stoffet den enkelte har behov for. Alligevel har Sundhedsstyrelsen tilkendegivet, at selvom man kender til de positive resultater af den hollandske videnskabelige undersøgelse, der er foretaget af anvendelsen af rygeheroin i behandlingen, – så skal de danske stofmisbrugere fortsat injicere heroinen, selv når de er i behandling. En meget konservativ holdning efter min mening.

Mit håb er derfor, at man i Sundhedsstyrelsen vil tænke sig godt om, når den nye vejledning for implementeringen af behandlingen med lægeordineret heroin til de mest udsatte stofmisbrugere skal udarbejdes. Og – at man ikke venter med at inddrage elementer af skadesreduktion, da det for mange stofbrugere vil være altafgørende for, om man kan se sig i stand til at deltage og gennemføre behandlingen med heroin.

Næste artikel pil
Indholdsfortegnelse pil