| Næste artikel |
 |
| Indholdsfortegnelse |
|
Stof
Udfordringer med behandlingsmetoder
i mødet med brugeren
Paradokset med behandlingsmetoder:
Hvis man er for optaget af metoderne, kan faren efter min oplevelse være, at det egentligt forhindrer en i at møde deltageren som en hel person, altså at det faktisk er metoden, som står i vejen for mødet.
Det er ofte det helt simple som virker, og vi behandlere kan godt have en tendens til selv at komplicere tingene ved at være for meget oppe i ”hovedet” med den teori, som man gerne vil have til at fungere i praksis. En bruger kan mærke, hvis behandleren prøver at trække noget ned over hovedet på ham, eller hvis behandleren har ”travlt” med at få samtalen/sessionen til at passe ind i kasserne for den metode, som behandleren har lært.
”Paradokset er, at på den ene side er metoder meget værdifulde og er vigtige at støtte sig op af, men på den anden side kan de også stå i vejen for et almindeligt menneskeligt møde og for nærvær”.
Jeg oplever, at brugerne har meget brug for at blive mødt med accept, tillid og nærværd, og en god gruppeleder skal være i stand til virkelig at lytte og være tilstede.
Det at kunne slippe sine egne forudfattede meninger, antagelser og fordomme om en deltager, kan giver mulighed for et mere ægte menneskeligt møde..
At turde forblive i en slags åben og nysgerrig tilstand uden nødvendigvis at skulle forstå og dømme alting, kan være en god egenskab at lære sig som behandler.
Ved vi egentligt, hvad der er bedst for deltageren? Er vores egen opfattelse af, hvad deltageren har brug for at arbejde med rigtig? Dette kan være nogle gode spørgsmål at stille sig selv som behandler for at bevare en vis portion ydmyghed og åbenhed.
Vi har som et projekt, hvor vi skal metodeudvikle og sidemandsoplære personale til at varetage gruppelederrollen, en stor udfordring mellem på den ene side at formidle nogle brugbare metoder, som er veldokumenterede, og samtidig også støtte personalet, som skal varetage opgaven i at bruge deres menneskelige egenskaber så som empati, nærværd, indføling og være tro mod deres egen stil.
Det er min oplevelse, at når man som behandler får erfaring med de forskellige metoder også bedre kan slappe af og bruge dem mere intuitivt/naturligt, når de passer ind i sammenhængen, frem for at bruge dem kun for metodens skyld. Jo mere erfaring man får som behandler, jo mere bliver det muligt at være til stede i nuet, og så kan metoderne bruges som et redskabsbælte, hvor man på grund af sin erfaring kan anvende det som opleves som mest relevant i den konkrete situation..
Som behandlere skal vi ofte igennem nogle faser, hvor man i starten har brug for kontrol og for at følge metoderne meget slavisk. I denne fase vil der være brug for ekstra meget planlægning og forberedelse samt efter-refleksion. Efterhånden som man bliver mere erfaren, kan man bedre slippe kontrollen lidt, og metoderne bliver mere naturlige at anvende. Man kunne sammenligne det med at køre bil, her skal man koncentrere sig meget, når man lige har fået et kørekort, og man kan være anspændt og usikker. Men efterhånden tænker man ikke over det, og det sker bare helt naturligt, og man slapper af. Det er min erfaring, at det er lidt på samme måde i forhold til at blive en dygtig gruppeleder. Jo mere man kan slappe af og anvende metoderne som brugbare redskaber, uden at skulle tænke for meget over det, mens man er i gruppen, jo bedre bliver forløbet, og jo mere naturligt opleves det for deltagerne.
Der er en gammel talemåde som hedder: ”Teori er, når man ved det hele, men intet fungerer i praksis. Praksis er, når alt fungerer, men ingen ved hvorfor.” Udfordringen for os er, at få det hele til at gå op i en højere enhed at bygge bro mellem teori og praksis, således at vi kan videregive vores erfaringer til behandlingssystemet i Københavns Kommune.
Hvis man er interesseret i mere information omkring projektet kan man rette henvendelse til Christian Solholt på telefon nummer 33 17 57 32 eller se mere på vores hjemmeside www.hashogkokainprojektet.dk
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
