| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
Stof
Udviklingshæmmede og misbrug
Ny hjemmeside formidler erfaringer og giver vejledning og gode råd om behandling af udviklingshæmmede. Der kan være mange udfordringer forbundet med at behandle en udviklingshæmmet med et misbrugsproblem. Mange behandlere er i tvivl om, hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, og om behandling af denne gruppe er mulig. Men erfaringer viser, at udviklingshæmmede også kan profitere af behandling.
Ny hjemmeside
Servicestyrelsen har oprettet en ny hjemmeside, som formidler viden
og erfaringer om behandling, forebyggelse og motivation af udviklingshæmmede
med et misbrugsproblem. Hjemmesiden er målrettet pædagoger og misbrugsbehandlere.
Der er bl.a. mulighed for at få gode råd og vejledning om konkrete
problemstillinger ved at stille et spørgsmål til videnspersoner i
brevkassen. Videnspersonerne har konkrete erfaringer med tværfagligt
samarbejde og behandling af udviklingshæmmede med misbrug. Læs mere
på www.uhmisbrug.servicestyrelsen.dk
Misbrug men ingen behandling
Der er mindst ligeså mange alkoholmisbrugere blandt udviklingshæmmede
som i den samlede befolkning. En undersøgelse fra 2001 viste, at op
imod 6. pct. af alle udviklingshæmmede har alvorlige misbrugsproblemer.
Men kun få modtager behandling inden for rammerne af det almindelige
behandlingssystem. En del udviklingshæmmede og deres pædagogiske kontaktpersoner
bliver afvist, når de henvender sig i behandlingssystemet. Mange behandlere
er skeptiske over for, om udviklingshæmmede kan drage nytte af behandlingen.
Men udviklingshæmmede misbrugere har, som den øvrige befolkning, ret
til professionel behandling for deres misbrug.
Udviklingshæmmede kan også
profitere af behandling
Et metodeudviklingsprojekt har vist at behandling er mulig. Udviklingshæmmede
med alvorlige alkoholproblemer kan have gavn af en behandlingsindsats,
hvor professionelle alkoholbehandlere medvirker. Men der skal ske tilpasninger
af alkoholbehandlerens standardkoncept. Udviklingshæmmede kan eksempelvis
have vanskeligheder med at gennemgå en omfattende visitationsprocedure.
Det betyder imidlertid ikke, at der er grundlag for generelt at dømme
udviklingshæmmede 'uegnede til behandling'. Motiverende samtaler, kontraktbehandling
og gruppebehandling har fungeret godt. Ligeledes er det vigtigt at etablere
et godt samarbejde til den pædagogiske kontaktperson, hvis behandlingen
skal lykkes.
Servicestyrelsen
Konsulent Stine Grønbæk Jensen - sje@servicestyrelsen.dk Tlf.
5767 4646 www.uhmisbrug.servicestyrelsen.dk
| Næste artikel |
|
| Indholdsfortegnelse |
|
