Forudsigelige dødsfald
i forbindelse med narkomani

Vi er to mødre, der hver har mistet en søn på grund af narkotikamisbrug. Vi vil gerne berette vore historier på denne hjemmeside.

Formålet er dels at fortælle om sorgen over at have mistet, dels at gøre opmærksom på, hvor og hvordan systemet har svigtet.

Måske kan vi sammen arbejde på forståelse omkring vore mange spørgsmål og være med til at påvirke den politiske situation, så narkomanerne i Danmark kan få en menneskeværdig tilværelse.

Danmark er et af de lande i verden, der har den højeste dødsrate blandt narkomaner. Der dør i disse år ca. 300 narkomaner om året - det er i gennemsnit en om dagen undtagen om søndagen. Hvis der var 300 ofre om året af nogen anden årsag end stofmisbrug, så ville der lyde et ramaskrig fra befolkningen. Hvorfor er der så så stille omkring narkomanernes dødsfald?

Og hvor er alle forældrene og andre pårørende til de døde narkomaner? Sidder de derhjemme alene med deres sorg? At have et barn, der er narkoman, er hårdt. Man er bange hver eneste dag. Og den dag barnet dør, er det ubeskriveligt.